Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Unity lukker ét af deres udviklingsteam i ny fyringsrunde

Foto: Unity

Af Kasper Hansen
12 februar, 2025

Denne gang er det hele holdet bag Unity Behavior der er blevet opsagt.

Fyringsbølgen i spilindustrien ser ud til at fortsætte, med flere studier og virksomheder, der skærer ned for at tilpasse sig økonomiske udfordringer og skiftende markedsforhold.

Mens nogle peger på overansættelse under pandemien, fremhæver andre faldende indtægter og investorrettede beslutninger som årsager. Uanset grunden står mange udviklere over for en usikker fremtid i en industri præget af konstante forandringer.

Denne gang ser det ud til at være Unitys behaviour-team, som var udviklet til at skabe adfærdsstyring for NPC’er (ikke-spilbare karakterer) og objekter i spil, der står for skud. For ifølge et opslag på Unitys forum af Shanee Nishry blev teamet afskediget som en del af virksomhedens seneste nedskæringer, hvilket betyder, at al support for værktøjet ophører med øjeblikkelig virkning. Dét skriver Insider-Gaming.

“Tak for jeres støtte til vores projekt,” skriver Nishry i sit opslag. “Desværre har vi i dag fået besked om, at vores team er en del af den seneste fyringsrunde, og vi kan derfor ikke længere fortsætte arbejdet.”

Hun tilføjer, at hun har forsøgt at få ledelsen til at gøre projektet open source, men at der endnu ikke er nogen afklaring på det. Nishry, som har været ansat hos Unity i fem år, udtrykker sin skuffelse over, at Behavior-projektet aldrig nåede til en færdig version.

Unity har endnu ikke udsendt en officiel udtalelse om fyringsrunden.


Om skribenten:

Kasper Hansen – Skribent & Anmelder


Kasper har tidligere været skribent og anmelder for GamersLounge. De kompetitive spil som FIFA, Hearthstone og Call Of Duty-serien er nogle, han bruger mange timer på, men via en voksende passion har han også skabt en stor kærlighed til historiedrevne spil – særligt AAA-spil.





© Copyright - arkaden.dk