Ad Banner
Ad Banner

Feature

Værsgo: Et fantastisk interview med manden bag Seebach-filmen

Foto: Hasse Ferrold

Mest læste

Ad Banner
Af Kasper Rasmussen
19 marts, 2025

Arkaden har mødt instruktøren af Under stjernerne på himlen, Kasper Gaardsøe, for at få en dybere mening med det hele

Tommy Seebach var en af Danmarks mest markante popkunstnere, kendt som sanger, pianist, komponist og pladeproducer. Han opnåede stor succes som soloartist fra midten af 1970’erne og et årti frem, især gennem sine deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix, som han vandt tre gange.

Seebachs musikalske styrke lå i hans evne til at skabe fængende melodier. Hans talent blev ofte sammenlignet med Paul McCartneys, og begge blev kritiseret for at lave musik, der blev betragtet som let og uden dybde – en kritik, der dog ikke overskyggede deres popularitet. Tommy Seebach var desuden far til popstjernen Rasmus Seebach, der i dag viderefører familiens musikalske arv.

Tidlig karriere og gennembrud i Melodi Grand Prix

Tommy Seebach begyndte sin musikalske rejse som blot 15-årig, da han i 1965 blev medlem af pigtråds- og popbandet: Sir Henry & His Butlers. Han bidrog som sangskriver til flere af gruppens hits, herunder Monkey’s in Wood (1969) og Hejdi Hi Ho (1973). Trods succesen med bandet drømte Seebach om en solokarriere, og i midten af 1970’erne udgav han sine første engelsksprogede soloalbums, som blev godt modtaget.

Det var dog i samarbejde med den danske tekstforfatter Keld Heick, at Seebach opnåede sine største triumfer. I 1979 vandt han Dansk Melodi Grand Prix med sangen Disco Tango, som han fremførte med sin karakteristiske energi og charme. Konkurrencen var hård, med deltagere som Kim Larsen og Brødrene Olsen, men Seebach skilte sig ud og cementerede sin status som en af Danmarks førende popkunstnere.

I begyndelsen af 1980’erne var Tommy Seebach synonym med Dansk Melodi Grand Prix. Han skrev en række uforglemmelige hits og modtog flere guldplader for sit pladesalg. Selvom genren ofte blev mødt med skepsis, formåede Seebach og Heick at skabe sange, der blev folkeeje. Hans jingler til DR-programmer som Hit og Eldorado blev ligeledes ikoniske og understregede hans evne til at skabe musik, der talte til den brede befolkning.

Under stjernerne på himlen – et sidste mesterværk

I begyndelsen af 1990’erne forsøgte Seebach sig igen i Dansk Melodi Grand Prix med sangen Under stjernerne på himlen. Efter flere afslag blev sangen optaget i konkurrencen i 1993 og vandt mod alle odds. Desværre blev den mødt med skuffelse ved Eurovision Song Contest, hvor den fik en bundplacering. Dette medførte hård kritik i Danmark og markerede en svær periode for Seebach. Albummet, der fulgte i kølvandet på Grand Prix-sangen, blev dog betragtet som et af hans bedste og indeholdt flere mindeværdige numre som Jaloux og Finito.

Tommy Seebachs liv var præget af både store højdepunkter og dybe nedture. Hans helbred blev svækket af et stigende alkoholforbrug i 1990’erne, og i 2003 døde han af hjertestop, kun 53 år gammel. Hans familie har siden fortalt, at han mod slutningen af sit liv havde lagt alkoholen på hylden og var begyndt at genfinde glæden ved musikken.

Eftermæle og hyldest

Tommy Seebach efterlod sig en betydelig musikalsk arv, som fortsat lever videre gennem hans sange og hans søn Rasmus Seebachs fortolkninger. Hans liv og karriere er blevet portrætteret i dokumentaren Tommy (2010) og bliver nu skildret i spillefilmen Under stjernerne på himlen, hvor Anders Matthesen spiller hovedrollen. Filmen er ikke blot en hyldest til Seebachs musik, men også en rørende fortælling om hans kamp for at balancere karriere og familieliv.

Foto: Andreas Bastiansen/SF-Studios

For at blive klogere på historien bag filmen har Arkadens Kasper Rasmussen besøgt SF Studios’ hovedkontor på Christianshavn. Her fik han en spændende snak med filmens instruktør, Kasper Gaardsøe, om fortiden, Tommy Seebach og fremtidens visioner.

For instruktøren var det en særlig oplevelse at dykke ned i Seebachs univers. Selvom han ikke voksede op med Seebachs musik, blev han hurtigt grebet af kunstnerens historie gennem dokumentarer, interviews og research. Mødet med familien og deres fortællinger om Tommy gav projektet en ekstra dimension, og det blev tydeligt, hvor meget Seebach havde kæmpet for sin musik og sin plads i dansk kultur.

Ikke noget barndomsidol

Du har været glad for at lave en film om Tommy Seebach?

– Ja, meget. Meget glad, ja. Det må man sige. Det har været en virkelig særlig oplevelse at lave, selvom man ikke kan sige at han var et barndomsidol. Jeg vil ikke sige tværtimod, men jeg kommer fra en familie, som virkelig hørte noget andet musik. De hørte Bob Dylan, Povl Dissing og Benny Holst. Det var naboerne, der hørte Tommy Seebach. Stort set så de ikke ned på det, men man grinede lidt af det. Jeg kendte ikke så meget til Tommy Seebachs musik. Jeg kendte Disco Tango og Hip Hurra. Man har jo altid nogle børnefødselsdage, for at kunne spille dem. Men for mig var det ligesom… Altså han var jo noget særligt at se. Og når han optrådte, så var det ham, der var den sjove med overskægget og det sjove hår. Og så havde vi hørt naboen, når de holdt fest. Så det var sådan lidt… Det var måske ikke så fint.

– Men så ringede Christian Potalivo, som er den ene af filmens producer, til mig og spurgte vi havde jo lyst til at gestalte den historie, for jeg kendte slet ikke noget til ham. Men så fortalte han mig historien om Under stjernerne på himlen. Og det rørte mig virkelig dybt. Det var virkelig, virkelig… Ja, det rørte mig. Virkelig helt ind til…

Altså specielt den periode, som filmen også beskriver. Netop fra 90’erne til 96’erne?

– Ja, præcis. Og hans kvaler med at få den ud over rampen og få lov… Altså det er jo en skide god sang, og i første omgang ikke kunne få lov at spille den, og så i næste omgang, da han så spillede den, så gik det jo som det gik, som jo var virkelig trist. Så tænkte jeg, okay, men det er jo en ret spændende historie. Og så begyndte jeg at se en dokumentarfilm om ham.

Tommy & Bamse-filmen

Er det Tommy-filmen af Sami Saif?

– Tommy-filmen ja, Sami’s… Og den rørte mig så endnu dybere, og jeg tænkte, WOW! Det var den lange udgave, hvor Rasmus, Karen, Marie og Nicolai fortalte om deres far. Så var jeg virkelig solgt. Jeg begyndte at læse nogle artikler og bøger. Så blev jeg helt forelsket i Tommy. Så tænkte jeg, at det var en vild historie, så det må jeg bare lave, og så var Jannik og Stefans manuskript også virkelig rørende. Så var det en no-brainer derfra.

Var det altså på grund af historien, at du skulle lave den? Det var altså ikke fordi, at man skulle lave noget cool-cash efter Bamse-succesen?

– Nej, det var tværtimod. Vi var jo godt i gang med filmen, da vi så hørte om Bamse-filmen. Så tænkte jeg bare, okay den er fra den tid. Ja, vi har arbejdet på den i 3-4 år, den her film. Så Bamse-filmen, den kom og jeg tænkte, at det var en spændende historie. Jeg var ret vild med Bamse-filmen. Jeg synes, den var rigtig god. Der er jo nogle paralleller, så jeg tænkte, hvad gør det ved vores film? Fordi Bamse, han skrev jo selv sin Melodi Grand Prix vinder-sang til hans kone, og nu er det så Seebach til hans datter. Og så går de begge to hen og vinder med de to sange. Det er jo et specielt parallelt tilfælde. Tommy optrådte jo også i Rødovre Centeret, ligesom Bamse. Jeg synes også, at det er to forskellige historier.

Dårlig samvittighed

Var de begge kunstnere, man så lidt ned på?

– Ja, det var de. Da jeg så begyndte at læse om Tommy, så fik jeg også helt dårlig samvittighed. Jeg tror også, det var en tid, hvor man også…Nu snakker man jo meget om, at man skal tale pænt i det offentlige rum, også om kendte mennesker og sådan noget, men dengang var det jo bare sådan… Det var bare en figur, som man godt kunne grine af. Og det er jo helt… Jeg håber virkelig, at hvis jeg kunne ønske, at man tog noget med sig fra den her film, så ville det være, at Tommy fik noget oprejsning. Og man kunne indse, hvor uartigt og dårligt han blev behandlet. Det synes jeg virkelig var ufint. Det håber jeg.

Jeg var faktisk rigtig begejstret for filmen. Nu skal jeg jo ikke lave nogle sammenligninger med Bamse-filmen. Men hvis jeg skal lave nogle, så vil jeg faktisk sige, at din film er mere vellykket. Det ved jeg ikke, om jeg skal skrive, men det vil jeg lige sige til dig.

– Tusind tak skal du have.

Fantastiske Anders Matthesen

Det mener jeg. Selvom jeg var meget begejstret fra Anders Berthelsens performance, så synes jeg, at Anders Matthesen gør det rigtig godt. Jeg synes, at han er kernen i den her film.

– Tusind tak skal du have.

Jeg synes virkelig, at han tog lidt røven på mig, fordi han er en stand-up-komiker. “Vi skal bare have en, der er kendt til at spille Tommy.” Men han gjorde det jo godt, ikke?

– Jo, jamen tak skal du have. Det er jeg glad for at høre. Han gik ind med oprejst pande og var dybt dedikeret. Det er jo en afdæmpet Anders Matthesen, vi møder. En lidt melankolsk Anders Matthesen, der spiller rollen. Noget andet end vi har set ham i før, synes jeg. Anders gik jo til det med en så stor tillid til mig og til projektet og manuskriptet og lod sig fuldstændig hengive sig til materialet og knokle med det som en sindssyg.

Hvor lang tid havde han arbejdet på rollen?

– Jamen, vi havde været i gang i tre-et halvt år, og Anders kom jo på relativt efter. Altså, han har jo arbejdet et godt stykke tid. Jeg ved ikke rigtigt, hvor lang tid, men altså, hvad er det, et års tid eller halvanden? Han tabte sig jo en 20-25 kilo.

Foto: Andreas Bastiansen/SF-Studios

Topmave og sangundervisning

Jeg savnede jo lidt den lille topmave, han trods alt fik Tommy. Det var der ikke så meget af, ha ha.

– Ja ha ha, den var der ikke så meget af. Han tabte sig, gik til sangundervisning og til klaveri. Han har virkelig hengivet sig fuldstændig til det.

Jeg kunne da hurtigt høre, at det også er hans stemme. Allerede i traileren tænkte jeg, er det Seebach eller er det Matthesen? For jeg kunne godt høre, at det er sådan en mix, ligesom man lavede i Bohemian Rhapsody, hvor man blandede Rami Malek med Freddie Mercury, ikke?

– Jo, jo, det er faktisk Anders, der synger 100%. Det er 100% Anders, der synger. Og han har haft en dygtig sangcoach, og de har siddet og analyseret sangene og prøvet at finde ud af, hvad han gør her og hvordan han lyder her. De har virkelig gjort sig umage, og vi har siddet nede i lydstudiet og indspillet alle numrene igen.

Der er også Lucky Guy inkluderet i filmen og nogle af de andre der. Selvfølgelig synger han ikke på Bubble Sex, det er jo en instrumental.

– Nej, men det er et fedt nummer:

Matthesen – ikke for god til casting

Hvorfor ville Matthesen have den rolle? Var han Tommy Seebach-fan, eller var han bare sådan, nu skal jeg have en Bodil, nu skal jeg have en Robert ha ha, eller hvad var det?

– Nej, nej, nej. Jeg tror, at Anders kan godt lide, når han går lidt på tynd is. Han vil gerne udfordre sig selv. Og det her var en kæmpe udfordring for ham. Der var så meget, der skulle gøres. Anders han dukkede op til casting. Jeg kendte ham jo selvfølgelig, men jeg havde aldrig mødt ham. Og der lavede vi nogle scener til den casting der.

Du vil ikke komme ind på, hvem der ellers var til castingen?

– Nej, det synes jeg ville være upassende. Men det var ret tydeligt allerede på den første casting, fordi han har været inde af forskellige omgange, at det var min Tommy.

Han går ligesom Tommy, og han drikker øl ligesom Tommy.

– Ja, men det har han studeret, og ryger smøger ligesom Tommy. Backstage ting, hvor han vinder. Den måde Tommy tager cigaretten, sådan her omvendt, sådan her og ned. Det har vi studeret, og alle hans manerer. Men det havde han jo ikke på det tidspunkt, da vi havde mødt hinanden. Og man kan jo sige, der er jo sikkert mange andre skuespillere, der ligner Tommy mere i højde og drøjde. Men Anders havde bare en utrolig energi. Han havde den sensibilitet og den følsomhed, en smerte bag øjnene, som jeg bare kunne…Det var især en scene, vi lavede, som ikke er med i filmen, som vi havde skrevet om sidenhen, hvor han ramte det, hvor jeg tænkte, det der, det er simpelthen lige det, jeg leder efter. Den følsomhed, den var, den rørte mig.

Foto: Andreas Bastiansen/SF-Studios

Grand Prix-gud

Det er også det, jeg mener, at han er så undervurderet. Hvis jeg skal komme med et kritikpunkt, er det måske, at filmen endnu engang gør Tommy Seebach til denne her Melodi Grand Prix-gud. Fordi han kunne jo så meget mere.

– Det synes jeg er lidt synd, men det går ned ad bakke for ham, der hvor den virkelige smerte ligger.

Så det var den historie primært, der var spændende?

– Ja, præcis.

Der var jo nogle ting, jeg savnede. Hans møde med Karen det så vi ikke noget til, f.eks. når det nu var kvinden i hans liv?

– Ja, det prøvede vi ligesom at genskabe i den der lille scene med dukkehuset. Der prøvede vi ligesom at… at de gestaltede det. Men man kunne jo have lavet en hel film om Tommys geni. Det var et helt bevidst valg, at vi ikke ville lave en… Altså, man kunne have lavet en hel historie om, hvor stort et geni han var. Man kunne sagtens have lavet en hel tv-serie om det, men det var helt bevidst, at vi ikke ville lave en fra vugge til grav-historie. Det havde vi ikke lyst til at lave med den her film. Vi har jo lavet et kæmpe research-arbejde, og folk har fortalt os, at for eksempel eksperimenterede han jo også med at sætte tegnestifter bag på et opretstående klaver for at høre, hvordan klangen ville være. Så satte han tegnestifter på hele bagbeklædningen, og han havde jo det vildeste udstyr og var foregangsmand for mange, mange ting. Det kunne man jo sagtens have. Men vi gjorde os meget umage med, at det hjemmestudie, vi byggede op, havde fået de rigtige instrumenter. Trommemaskiner og forskellige orgeler og ting og sager. Det er nemlig meget autentisk.

Gitte Hænning og Ivan Pedersen

Din lille historie med Gitte Hænning i starten af filmen, selvom vi ikke får det at vide i filmen, det var faktisk Gitte Hænning, der skulle have sunget Disco Tango. Det er jo ikke en historie, som ret mange kender?

– Nej, det var jeg heller ikke klar over, at det faktisk var Gitte Hænning, der skulle synge, og at Tommy i virkeligheden var lidt nervøs omkring, han havde egentlig ikke sådan… Han havde bare forestillet sig at sidde bag klaveret.

Hvor er Jørgen Mylius i filmen? Han var jo en meget vigtig figur i hans liv?

– Han var en stor figur. Og jeg vil sige, at igen, det var det der destillat af, at en film på halvanden time, eller hvor meget den var, en time og tre kvarter, der blev vi nødt til at tage nogle valg.

Jeg synes, han er vigtigere end Ivan Pedersen, for historien, men det er jo så bare min mening.

– Ja, det kan man jo så sige. I virkeligheden, så var… Tommy havde jo mange venner, vi havde jo snakket med dem alle sammen og interviewet dem og haft en vild god research til at snakke med alle de her mennesker. Jørgen Mylius optræder lige ganske kort med hans originale intro til Tommy i starten af filmen. Men i sidste ende var det et valg, vi blev nødt til at tage, fordi han havde jo mange venner omkring sig. Og et helt liv består jo af mange. Det er jo Jannik Tai Mosholt og Stefan Jaworski der har skrevet manuskriptet. Og så har vi selvfølgelig snakket sammen omkring hvem skulle optræde hvor og hvordan. Men i sidste ende, så var… Nu ved jeg ikke, hvor meget jeg skal afsløre af filmen. Men vi tog simpelthen et valg, også fordi Ivan Pedersen var én af de vigtige brikker sidst i Tommys liv med at få ham afvænnet osv.

Keld Heick – Den altdominerende skurk?

Jeg synes beskrivelsen af Keld Heick virker lidt som en skurkerrolle i filmen?

– Synes du det? Er det på grund af Caspar Phillipsons skuespil? Det har ikke været intentionen. Jeg har forsøgt at gestalte Keld som den virkelig, virkelig… Keld og Hilda må da være verdens sødeste mennesker. Det var ikke min tanke i hvert fald. Tværtimod skulle han være en god ven til Tommy, der prøver at få ham på det rette spor med at… Jeg tror, at Tommy kunne have gået på vandet, for han kunne jo alt muligt. Men jeg tror, han farede vildt i det. Hvad det var, der var det vigtige. Og så kommer alkoholen jo også. Den har jo heller ikke været god for ham.

DR-byen ude i Søborg. Har I lavet det med CGI, eller har I virkelig fået tændt alle lysene derude?

– Nej, det har vi fået tændt. Det gamle skilt har vi fået sat op. Så det filmede vi derude. Og de stillede op til at tænde lyset inde i… Og det ligner heldigvis sig selv, bortset fra skilte, som vi skulle se.

Jeg var helt vild med dramaet med specielt den ældste søn, Nicolai. Jeg synes, at de der scener var virkelig gode.

– Nå dejligt, tak. Jo jo, Malthe Hjulmand der, han er virkelig god.

Rasmus og Nicolai Seebach

Hvad med Rasmus og Nicolai Seebach, dem har du også snakket med omkring filmen, hvordan det skulle laves?

– Ja, vi har haft tæt kontakt til familien, og de har været med hele vejen. De har på godt og ondt vidst, at hvis vi skulle lave den her film, så skulle vi også tage det sure med det søde. Og det har de også været med på.

– En lille anekdote var, da vi lavede en testfilm, som vi lavede lang tid før vi skulle filme. Og der fik vi lov at låne Seebachs rigtige jakke. Så tog vi ud i DR, og så fandt vi Tommys’ rigtige jakke, som han optrådte med til Under stjernerne på himlen. Den blazer han havde på. Da vi så skulle lave filmen, ville vi jo gerne have den jakke på igen, for det synes vi kunne være sjovt. Det måtte vi så ikke mere. Den er simpelthen blevet fredet og blevet sådan et vigtigt… Ja, hvad var det de kaldte det? Et eller andet. Men det kunne man ikke bare få lov til.

Det er din første spillefilm. Hvordan har det været at gå fra Dicte og andre serier, til lige pludselig, at nu skal du præstere i en biograffilm, hvor der skal være Dolby Atmos og hele molevitten? Du starter jo ikke med en lille nichefilm?

– Det tænkte jeg ikke så meget over. Jeg tænkte på den gode og rørende historie bag. Og så tænkte jeg, at… Nej, altså… Det er gået meget smooth, kan man sige. Jeg har lavet så meget tv, fordi jeg rigtig godt kan lide at være på optagelse. Det er jo en proces at lave film. Så hvis man skulle lave en film, så skulle det være noget, der virkelig betyder noget. Og virkelig noget, man vil kæmpe for. Det er jo en krig.

Og det kan man jo mærke, at du kæmper for den her historie.

– Tak skal du have, det er sødt af dig at sige.

Filmen om Tommy Seebach er ikke kun en hyldest til en ikonisk kunstner, men også en refleksion over, hvordan vi som samfund behandler vores kulturpersonligheder.

Så se at få den set.

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Mickey 17 storflopper
Under Stjernerne På Himlen-anmeldelse – Historien om den ultimative optur...