Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Valorant PS5-anmeldelse – En skarpladt og skudsikker taktisk hero-shooter

Foto: Riot Games

Af Henrik Brandt
9 august, 2024

Valorant har taget verden med storm, og med god grund. Nu tilgængelig på PS5, leverer dette taktiske skydespil en helstøbt og skarpladt oplevelse, der kombinerer præcision, strategi og intens action

Velkommen til Valorant, en taktisk shooter, der nu er tilgængelig på PS5 og Xbox Series S/X, som leverer en intens og strategisk oplevelse. Udviklet af Riot Games, er Valorant kendt for sin kombination af præcision, teamwork og unikke karakterer med specielle evner. Spillet blev oprindeligt udgivet til PC den 2. juni 2020 og blev hurtigt et af de mest populære taktiske skydespil. Efter flere års succes på PC, er det så endelig lanceret til konsoller, herunder PlayStation 5.

Loading… Foto: Riot Games

Endnu en taktisk shooter

Valorant er et 5v5 taktisk skydespil, der kombinerer elementer fra klassiske skydespil. Hver kamp består af flere runder, hvor holdene skifter mellem at være “Attackers” og “Defenders”, noget der måske lyder meget bekendt, hvis du har spillet hvilket som helst Counter-Strike-spil. Når du spiller som Attacker, gælder det om at plante en bombe, kaldet “Spike,” på et af de udpegede steder på banen. Hvis Spike’en detonerer, vinder du runden. Alternativt kan man vinde ved at eliminere hele modstanderens hold. Som Defender skal du forhindre Spike’en i at blive armeret. Sker dette, skal Spike’en desarmeres. Som Defender kan du også vinde runden ved at eliminere alle modstandere. Hvis du vil have samme oplevelse men i et hurtigere og kortere spil, er der en anden mode kaldet “Swiftplay” hvor man kun spiller 9 runder frem for 25. Så er der “Team Deathmatch” hvor man respawner hver gang man dør. Her er det også 5v5, hvor det gælder om først at komme op på 100 kills – det er en fremragende mode til opvarmning.

Menuen med de forskellige mods. Foto: Riot Games

Der er blevet lagt stor vægt på at sikre, at våbnene i Valorant er godt balancerede og føles tilfredsstillende at bruge. Hvert våben har unikke rekylmønstre, som man skal mestre for at skyde præcist. Alle våbnene har distinkte lyde og visuelle effekter, der gør det let at identificere, hvilket våben der bliver brugt. Dette kan være en stor hjælp til at reagere hurtigt i kampens hede og tilføjer en meget tilfredsstillende “time to kill”.

Spillets brugergrænseflade er designet til at være intuitiv og let at navigere. Menusystemet, HUD, og andre UI-elementer er skabt for at give spillere hurtig adgang til vigtig information uden at distrahere fra gameplayet. Dette inkluderer tydelige ikoner for evner, ammunition, og minimap.

Hvis selv jeg kan få en kill-streak på 6, så kan de fleste være med. Foto: Riot Games

Cross-play

For at sikre en fair konkurrence har Riot Games besluttet ikke at inkludere cross-play mellem PC og konsoller. Dette betyder, at spillere på konsoller kun spiller mod andre konsolspillere, hvilket skaber en mere balanceret spiloplevelse. Men selvom der ikke er cross-play, har de lavet en integreret oplevelse på tværs af platformene med fælles progression og loadouts. Dette betyder, at spillere kan skifte mellem PC og konsol uden at miste deres fremskridt eller items.

Som en der har spillet Valorant siden det gik i beta på PC, synes jeg det er meget fair, at man har valgt at dele cross-play op mellem PC og konsol – der er bare en verden til forskel. Nu skal det også siges, at jeg ikke er ret øvet i at spille FPS-spil på konsol, men der er helt klart en forskel på reaktionstid og præcision.

Agenter

Der er altid en agent der passer til din spillestil og temperament. For mig, faldt jeg hurtigt for Reyna. Foto: Riot Games

Et element, der giver spillet større variation, dybere og mere strategisk gameplay, er de unikke agenter, man kan vælge imellem. Hver agent har specielle evner, der tilføjer et lag af taktik til hver kamp. Dette kræver ikke kun hurtige reflekser, men også skarpe strategiske beslutninger. Samarbejde og kommunikation med dit hold er nøglen til sejr, hvilket gør hver sejr endnu mere tilfredsstillende.

Lad os lige dykke ned i agenterne, som giver den ekstra flavour til spillets gameplay. Hver agent har sin egen baggrundshistorie og motivation for at være en del af Valorant Protocol. Nogle agenter er Radiants (agenter med “superkræfter”), mens andre bruger avanceret teknologi til at bekæmpe truslerne. Dette skaber et rigt og varieret karaktergalleri, hvor hver agent bringer noget unikt til spillet.

Agent-galleriet. Foto: Riot Games

Som skrevet vælger hver spiller en agent med unikke abilities, der kan bruges til at få en taktisk fordel. Agenterne er opdelt i følgende roller:

Duelists: Designet til at tage kampe og eliminere fjender. De er ofte på frontlinjen og skaber muligheder for deres hold.

Initiators: Skaber muligheder for deres hold ved at bryde gennem fjendens forsvar, med for eksempel smoke granater og evnen til at stun modstanderen.

Controllers: Eksperter i at kontrollere slagmarken ved at blokere synslinjer og begrænse fjendens bevægelser

Sentinels: Forsvarsspecialister, der beskytter deres hold og områder, blandt andet via healing og opsætning af fælder for fjenden.

Det kan mærkes, at Riot Games virkelig har arbejdet på at balancere spillet for at sikre, at ingen agent eller ability er for dominerende. Dette har krævet en konstant justering og opdatering baseret på spillerfeedback og dataanalyse. hvilket de har været ekstremt kompetente til at reagerer og justerer på.

Next-Gen – En forbedret oplevelse

Med PS5’s kraftfulde hardware får du en jævn og fordybende spiloplevelse med forbedret grafik og hurtigere indlæsningstider. PS5’s DualSense-controller bringer en ny dimension til spillet med taktil feedback og adaptive triggere, der gør hver kamp endnu mere realistisk og engagerende – det har aldrig føltes mere tilfredsstillende at lave et oneshot med hvilket som helst våben. Den forbedrede ydeevne på PS5 sikrer, at du kan nyde spillet i høj opløsning og med minimal forsinkelse.

Foto: Riot Games

Med den baggrund, jeg har som først og fremmest PC-spiller, synes jeg, at de rammer styringen virkelig godt. Alt føles bare intuitivt, og der gik ikke ret lang tid, før jeg havde styr på controlleren. Jeg vil næsten påstå, at netop Valorant er det oplagte valg som begynder-spil, hvis du vil kaste dig ud i genren – også fordi “time to kill” som sagt, er ret balanceret.

Spillets verden og design

Det er ikke den mest sindsoprivende historie, men det er heller ikke her, Riot Games har lagt deres fokus. Det er helt klart mere i design og gameplay. Spillet har en unik visuel stil, der kombinerer realistiske elementer med en mere stiliseret, tegneserieagtig æstetik. Dette gør spillet både visuelt tiltalende og funktionelt, da det hjælper med at skelne mellem forskellige agenter og deres evner på slagmarken. Farvepaletten er nøje udvalgt for at sikre, at vigtige elementer som fjender, evner og objekter er lette at identificere i kampens hede.

Hovedmenuen i Valorant. Foto: Riot Games

Hver agent er designet med både gameplay og personlighed i tankerne. Riot Games har arbejdet hårdt for at sikre, at hver agent føles unik og spændende at spille – dette inkluderer alt fra deres visuelle udseende og animationer til deres stemmeskuespil og baggrundshistorier. For eksempel er Phoenix designet som en selvsikker og karismatisk karakter, hvilket afspejles i hans abilities og dialoger.

Maps i Valorant er omhyggeligt designet for at fremme forskellige spillestile og strategier. Hvert map har forskellige layouts og elementer, der kræver, at spillere tilpasser deres taktik. Maps er også fyldt med detaljer og miljømæssige fortællinger, der giver spillerne en følelse af at være en del af en større verden.

Lige et screenshot af mig, carry mit hold til sejr. Foto: Riot Games

Konklusion

Udefra ligner Valorant måske endnu en generisk taktisk hero-shooter. Men spillet er en fremragende shooter-oplevelse, der kombinerer præcision, strategi og teamwork. Med sin unikke visuelle stil, varierede agenter med særlige abilities, og velbalancerede våben, tilbyder spillet en dyb og engagerende oplevelse. Den intuitive brugerflade, forbedrede grafik og ydeevne på PS5, samt den fordybende lyd og feedback fra DualSense-controlleren, gør Valorant til et must-have for enhver fan af taktiske skydespil.

Udvikler/Udgiver:  Riot Games/Riot Games

Genre:  Hero-Shooter, Taktisk Shooter, FPS

Platform: PC, PS5 (Anmeldt på), Xbox Series S/X

Om skribenten:

Henrik Brandt – Skribent & Anmelder

Henrik lever og ånder for fantastiske, eventyrlige og skræmmende oplevelser – både i spil, film og tv-serier. Specielt dyrker han Star Wars, alt inden for superhelte -og gysergenren, og singleplayer-oplevelser på sin Playstation som ekstremsport. I stedet for at gå i kirke, bruger han tiden på at sidde i de hellige biografsales dunkle mørke, og bevidner filmenes fantastiske fortællinger som de er skabt til at blive oplevet.





© Copyright - arkaden.dk