Ad Banner
Ad Banner

Nyheder

Venter forbrugerne hos Nintendo på Switch 2?

Af Michael Emcken
5 november, 2024

Selvom salget er faldende på næsten alle parameter, så levere Nintendo stadig overskud

Nintendo har netop fremvist deres seneste kvartalsregnskab, og det ser ud til, at forbrugerne spændt venter på lanceringen af den længe ventede Switch 2. Nintendo har annonceret, at den vil blive præsenteret i løbet af dette regnskabsår, som slutter den 31. marts.

Forbrugerne køber ikke konsoller og spil fra Nintendo i samme omfang som tidligere. Alligevel leverer Nintendo fortsat overskud på 108,6 milliarder yen, svarende til ca. 4,9 milliarder kroner. Selvom dette isoleret set er mange penge, har Nintendo tidligere leveret overskud på over 10 milliarder kroner for samme periode. Dette er derfor ikke som forventet, hvilket også kan ses på deres aktiepris, som falder efter nyheden. Forventningerne er altså store overfor Nintendo.

I regnskabet er der også fremhævet salgstal fra tre af Nintendos større titler som lanceret i regnskabsåret, som lige nu kun inkluderer april til september. The Legend of Zelda: Echoes of Wisdom har solgt ca. 2,5 millioner kopier, Paper Mario: The Thousand-Year Door har solgt ca. 1,9 millioner kopier, og Luigi’s Mansion 2 HD har solgt 1,5 millioner kopier. Selvom disse salgstal i sig selv er imponerende og noget, som mange spiludviklere drømmer om, er det dog salgstallene for Mario Kart 8 Deluxe fra 2017, der stadig imponerer. I perioden har spillet solgt 2,3 millioner kopier, og de samlede salgstal siden det blev udgivet er nu over 64 millioner kopier.

Det er måske for meget at forvente, at vi ser Switch 2 allerede i foråret, selvom denne periode historisk set har været en favorit for konsollanceringer fra Nintendo. Forbrugerne ser i hvert fald ud til at vente lidt med at bruge deres penge hos Nintendo for nu.

Om skribenten:

Michael Emcken – Skribent & Anmelder

Michael har arbejder til dagligt som udviklingskonsulent i én af Danmarks største banker. Han er tidligere medejer af esport-klubben Copenhagen Flames, og hele hans interesse for gaming startede med Magnus og Myggen og Pokemon Rød tilbage i 1996. Listen er lang over hans smag inden for spil, som faktisk byder på næsten alt, undtagen JRPGs.





© Copyright - arkaden.dk