Mest læste
Daredevil Born Again-Anmeldelse – Dæmonen er genfødt, men kun som en skygge af sig selv
Snart kan du spille Doom på æsken til Doom
Sinners-anmeldelse – Ryan Cooglers største bedrift og en genredefinerende oplevelse
Den danske rollebesætning til En Minecraft Film er klar – og Arkaden er med
Udgivelsesdatoen for Oblivion Remastered er muligvis leaket
Forza Horizon 5 kommer drønende til PlayStation 5
Det ligner ikke et lortespil – se gameplay fra Cronos: The New Dawn
Tempest Rising-anmeldelse – Det bedste danske RTS-spil
Kæmpe Star Wars-eksplosion på vej
The Outer Worlds 2 vil være et rigtigt rollespil
I denne weekend kører en teknisk alpha-version af spillet Microsoft Flight Simulator 2024 (MSFS2024). Denne begrænsede version af det fulde spil vil være tilgængelig for udvalgte spillere frem til mandag den 14. oktober. Ifølge udviklerne er formålet med alpha-versionen at teste systemer på udviklernes side og indsamle feedback på online-tjenester forud for den fulde udgivelse af spillet den 19. november.
Jeg var heldig at få adgang til alpha-versionen og har nu mulighed for at prøve kræfter med nogle af de aktiviteter og systemer, jeg skrev om i slutningen af september, umiddelbart efter et omfattende preview-event, hvor udvalgte indholdsskabere og journalister fik adgang til spillet i en begrænset periode. Hvis du er interesseret i at læse om nogle af de spændende detaljer, der kom frem, kan du finde artiklen her. Du kan også blive hængende og høre mit førstehåndsindtryk af spillets ambitiøse karrieresystem, grafik og… tablets? Ja, du læste rigtigt. Så vidt jeg ved, er dette Arkadens første førstehåndsindtryk af en tablet. Bliv hængende.
Alpha-versionen har begrænset indhold og funktioner, herunder tre fly og en begrænset udgave af flere af spillets aktiviteter, såsom det ventede karrieresystem, Discovery Flights, Challenges og Free Flight. Hvis du er interesseret i selv at deltage, er det muligvis ikke for sent. Du kan prøve at skrive dig op her.
Karrieresystemet
Alpha-versionen tilbyder en begrænset udgave af karrieresystemet, men det giver et godt indblik i missionernes grundlæggende struktur. Vi kan få en fornemmelse af systemets begrænsninger og vurdere, om det lever op til udviklernes ambitiøse vision om et system, der kan generere millioner af missioner verden over. Disse missioner skal på autentisk vis afspejle en bred vifte af forskellige karrierer inden for luftfart. Hvis du ikke allerede har læst den, vil jeg anbefale, at du læser min sidste artikel for en beskrivelse af karrieresystemet.
Ideen er, at spillet selv genererer missioner, som er tilpasset dine kvalifikationer, altså dine certifikater og specialiseringer. Missionerne inddeles i forskellige typer. En af de missionstyper, der er tilgængelige i alpha-versionen, er de såkaldte First Flight-missioner. Formatet er, at man flyver en tur med et par passagerer fra sin lokale flyveplads og giver en kort rundflyvning over en nærliggende by, hvorefter man lander ved samme flyveplads igen. Efter at have gennemført en enkelt mission af denne type blev jeg præsenteret for et kort, hvorpå spillet havde genereret adskillige nye missioner knyttet til lufthavne i et større område omkring den lufthavn, jeg havde valgt at starte min karriere fra.

Til hver mission genererer spillet automatisk en rute, der i grove træk respekterer reglerne for, hvordan man forlader og ankommer til en lufthavn. Til min glæde opdagede jeg, at dette ofte var tilfældet. For eksempel fik jeg til opgave at lette fra Sønderborg Lufthavn, flyve rundt om Gråsten og derefter vende tilbage igen. Den planlagte rute inkluderede den korrekte procedure for ankomst, og jeg blev i en briefing præsenteret for de forskellige faser i proceduren. Glimrende.

Efter opgaven var afsluttet, blev min flyvning bedømt på en række parametre, såsom hvor godt jeg holdt mig til den planlagte rute, hvor stabilt jeg fløj, og hvor hård landingen var. Desuden blev jeg bedømt på, om jeg kommunikerede mine intentioner korrekt på radioen og respekterede flyets begrænsninger. Man kan med fordel se en liste over de bedømmelseskriterier, som spillet tager i betragtning, når det vurderer din ydeevne.

Jeg må sige, at jeg er ret imponeret over dette system indtil videre. Det er tydeligt, at Asobo og Microsoft virkelig har forsøgt at gøre missionerne så autentiske som muligt. Dette kommer til udtryk gennem de mange, ofte ret tekniske, bedømmelseskriterier. Systemet er dog ikke perfekt. Ud af en håndfuld forsøg med missioner af denne type oplevede jeg en enkelt, der ikke levede helt op til kravene. Uheldigvis valgte spillet at planlægge en rute, der ikke tog højde for, at området, hvor rundflyvningen foregik, var meget tæt på lufthavnen, hvor jeg skulle lande. Spillet forventede, at jeg lavede en manøvre, der krævede, at jeg mistede højde i en uansvarlig fart for at kunne følge ruten og lande. Det kan være nødvendigt at justere nogle parametre i algoritmen, der genererer missionerne, eller måske helt nedjustere kravene til ruten, da de i øjeblikket begrænser din rute betydeligt og i nogle tilfælde kan føre til urimelige ruter.
I et velmenende forsøg på at øge indlevelsen anvender spillet Microsofts text-to-speech-løsning til at generere stemmer til dialogen mellem dine passagerer. De kan blandt andet kommentere på, hvor meget de nyder flyveturen, samt dele anekdoter om lokalområdet. Resultatet er okay. Hvis du kan se bort fra den ofte mekaniske og næsten menneskelige levering af dialogen, kan det forbedre indlevelsen for nogle spillere. Om ikke andet, så kan det være rart, at lyden af motoren afbrydes en smule.
Samme system bruges også til at skabe korrespondancen mellem piloten og kontrolløren, og her er systemets begrænsninger mere afgørende. I luftfart bruger man det fonetiske alfabet, når man kommunikerer over radioen for at mindske risikoen for misforståelser. Dette kan stemmen ikke håndtere korrekt, hvilket resulterer i, at bestemte instruktioner ikke gengives præcist. Derfor kan man være nødsaget til at benytte ATC-menuen, som fungerer som et almindeligt chatvindue. Det er et problem, jeg håber bliver løst enten ved spillets udgivelse eller kort tid efter.
En elegant og kraftfuld tablet

Det er sjældent, at man kan læse et førstehåndsindtryk af en tablet på Arkadens hjemmeside, da vi indtil videre ikke anmelder elektronik. Men jeg lover, at dette er relevant for spillet. Næsten alle piloter ejer nemlig en tablet for at sikre, at de har alle de nødvendige programmer og funktioner lige ved hånden. En Electronic Flight Bag (EFB) er blot en fancy betegnelse for en tablet med diverse applikationer, som anvendes i luftfart. En sådan tablet medbringes af piloten i næsten alle slags fly – både enmotors propelfly og passagerjetfly. Det er ikke anderledes i MSFS2024 – her er samtlige fly nemlig udstyret med denne tablet. Ikke nok med det, så kan du tilgå din tablet overalt, både når du navigerer spillets menuer og når du er i luften.

Den udgave af EFB’en, vi har til rådighed her, kommer – ligesom de fleste elementer i alpha-udgaven – i en begrænset version, og det er derfor ikke muligt at bedømme alle dens funktioner. Men brugerfladen viser os, hvilke funktioner der er planlagt til den fulde udgivelse. Efter at have navigeret lidt rundt i den elegante og hurtige brugerflade kan jeg konstatere, at alle de funktioner, jeg kan komme i tanke om, som en pilot kunne have brug for i forbindelse med en almindelig flyvning, er til stede. Checklister, flyveplaner, procedurer, kort, konfiguration af last og brændstof, beregninger vedrørende flyets ydeevne og mere. Den kommer desuden med flere funktioner til at ændre dens udseende og inviterer tilmed tredjepartsudviklere til at udvikle deres egne apps til den.

Det fantastiske ved denne EFB og de bagvedliggende systemer er, at den effektivt tilbyder funktioner, som man normalt benytter en tredjepartstjeneste til, og som koster et månedligt gebyr i samme størrelsesorden som en streamingtjeneste. Dette omfatter tjenester, der producerer realistiske flyveplaner, samt luftfartskort og dokumentation på diverse procedurer, som anvendes, når piloten flyver i nærheden af en lufthavn i forbindelse med start og landing. Den dominerende udbyder på dette marked er det svenske firma Navigraph, som tilbyder en fantastisk tjeneste, der klarer netop disse ting. Men faktum er, at med udgivelsen af MSFS2024 er man ikke nødt til at anvende deres tjenester for at kunne tilgå kort og procedurer til flysimulering. Dette er alt sammen inkluderet gennem blandt andet din EFB. Selvom vi ikke har kunnet teste disse funktioner her, har jeg fuld tiltro til, at de dygtige mennesker ved Working Title (firmaet der er ansat af Microsoft til blandt andet at udvikle de systemer tabletten anvender) kan levere en fremragende tjeneste. EFB’en har et enormt potentiale og udgør, efter min mening, en af de mest afgørende nye tiltag for Microsoft Flight Simulator.
Det kan måske virke lidt mærkeligt og teknisk at tale om en tablet, men jeg garanterer, at der lige nu lyder et kollektivt tilfreds suk fra mange flight-simmere, der har efterspurgt netop denne funktion i lang tid. EFB’en er blevet et must-have for alle fly der er udviklet af tredjepartsfirmaer med respekt for sig selv og deres håndværk.
Forbedret belysning
Microsoft Flight Simulator 2020 (MSFS2020) har med rette altid fået ros for sin flotte grafik. MSFS2024 ser ud til at overgå forgængeren på flere områder, blandt andet i forhold til vegetationen og jordoverfladen – du kan læse mere om det i min sidste artikel. Her vil jeg rette fokus mod den opdaterede belysningsmotor, der blandt andet anvender raytracing til at skabe mere realistiske skygger i cockpittet. Indtil nu var jeg ikke overbevist om, at der virkelig var brug for det, men nu har jeg set lyset. Jeg har taget et billede fra cockpittet i en Cessna 172 udstyret med Garmins G1000-enhed (de store skærme med knapper langs kanten) både i MSFS2020 og MSFS2024 og gjort mit bedste for at genskabe nøjagtigt samme betingelser, så vi kan lave en fair sammenligning, som ses på billedet herunder.

Det, der øjeblikkeligt bliver tydeligt ved sammenligning af belysningen i cockpittet i de to udgaver, er, hvor meget bedre skyggerne er repræsenteret i MSFS2024. Bemærk, at alle objekterne på billedet fra MSFS2024 (højre) kaster veldefinerede skygger – alle knapper, paneler og sågar skruer. Vi ser desuden en mere realistisk afbildning af skyggerne. Skyggen af rammen omkring cockpittet fremstår mere diffus sammenlignet med skyggerne fra knapperne, som man ville forvente grundet et fænomen kaldet diffraktion. Disse nuancer kommer ikke til udtryk i afbildningen af skyggerne i MSFS2020 (venstre), som alle er udefinerede. Vi ser tilmed ingen skygger fra de mindste objekter i scenen. Eftersom man tilbringer langt størstedelen af tiden netop her, tror jeg, det vil gøre en stor forskel for, hvordan cockpittet fremstår under forskellige lysindstillinger. Jeg bemærker desuden, at materialerne vekselvirker mere realistisk med lyset, samt at 3D-modellen af cockpittet ser ud til at have fået en overhaling.
Preflight/Walkaround
Jeg er allerede begejstret for den såkaldte Preflight- eller walkaround-funktion, hvor piloten inden flyvningen går rundt om flyet og kontrollerer, at det er flyvedygtigt. Det er et tilfredsstillende ritual, der virkelig placerer dig i verdenen, inden du går på vingerne. Her har du rig mulighed for at beundre dine omgivelser og flyets ydre, som i tilfældet med denne Cessna 172. Desuden giver det et godt indtryk af, hvilken størrelse og form disse maskiner har – særligt flyets størrelse er utrolig vanskelig at bedømme fra sædet. Jeg tror for alvor, at denne funktion kommer til sin ret, når slid og skader på din flyvemaskine bliver noget, du skal kigge efter – det er trods alt pointen.

De previews, vi så tilbage i begyndelsen af september, gav mig indtryk af, at det var lidt stift og akavet at bevæge sig til fods i førsteperson og interagere med flyet udefra. Denne frygt er dog i nogen grad blevet dæmpet, efter at jeg selv har oplevet det. Der er dog plads til forbedring – det er nogle gange svært at styre kameraet med en controller og ramme de punkter, man skal ramme for at kunne interagere med delene, men det var ikke nødvendigvis frustrerende.
Følelsen af at flyve
Okay, nok snak om tablets og gåture – hvordan føles det at flyve? Jeg er bestemt ikke ekspert på området, da jeg ikke selv er uddannet pilot, så jeg kan ikke vurdere, om det er mere realistisk at flyve i denne udgave. Det eneste, jeg kan sige, er, at jeg oplever at styringen af flyet både på jorden og i luften føles mere naturlig og “flydende”. Det er svært at beskrive, men det føles som en markant forbedring. Jeg bilder mig selv ind, at jeg kan mærke de forbedringer, Asobo har lavet på simuleringen.
Microsoft Flight Simulator 2024 ser ud til at tage flysimulering til nye højder med sine mange forbedringer og nye funktioner. Fra den imponerende grafiske opgradering med realistiske skygger og materialer til den innovative Preflight-funktion, der giver en dybere indlevelse, er der meget at se frem til. EFB’en, med sine omfattende funktioner og potentiale for tredjepartsudvikling, lover at blive et uundværligt værktøj for både nye og erfarne piloter.
Selvom der stadig er plads til forbedringer, især i forhold til interaktionen i førsteperson og nogle af de tekniske aspekter, er det tydeligt, at Asobo og Microsoft har lyttet til feedback fra brugerne og arbejdet hårdt på at skabe en endnu mere autentisk og engagerende oplevelse. Vi ved stadig ikke, hvordan missionssystemet håndterer de andre missionstyper, men det, vi har set indtil nu, ser lovende ud. Dette er vigtigt, da karrieresystemet kommer til at udgøre det bærende element for spiloplevelsen for rigtig mange spillere. Jeg ser frem til at se, hvordan de sidste detaljer falder på plads, og hvordan spillet vil udvikle sig frem mod den endelige udgivelse.
Om skribenten:

Nicolaj Kelm Jyde – Vært & Anmelder
Til daglig er Nicolaj evighedsstuderende i kemi, men når han ikke er begravet i bøgerne, er han medvært på Arkadens podcast, hvor han dyrker sin passion for spil. Han pauser gerne Microsoft Flight Simulator for at anmelde de nyeste spil for Arkaden men føler sig mest hjemme i førstepersonsskydespil.
Mest læste
Daredevil Born Again-Anmeldelse – Dæmonen er genfødt, men kun som en skygge af sig selv
Snart kan du spille Doom på æsken til Doom
Sinners-anmeldelse – Ryan Cooglers største bedrift og en genredefinerende oplevelse
Den danske rollebesætning til En Minecraft Film er klar – og Arkaden er med
Udgivelsesdatoen for Oblivion Remastered er muligvis leaket
Forza Horizon 5 kommer drønende til PlayStation 5
Det ligner ikke et lortespil – se gameplay fra Cronos: The New Dawn
Tempest Rising-anmeldelse – Det bedste danske RTS-spil
Kæmpe Star Wars-eksplosion på vej
The Outer Worlds 2 vil være et rigtigt rollespil

