Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelser

Wanderstop-anmeldelse – Terapeutisk, tankevækkende og tilforladeligt

Foto: Ivy Road

Mest læste

Ad Banner
Af Emil Øgaard
16 marts, 2025

Er The Stanley Parable-udvikleren, Davey Wreden, og Minecraft-komponisten, C418, et drømmehold, der kan gå på vand?

Cozy game-genren har vundet stort indpas i mange spilleres bevidsthed siden corona, hvor epidemien satte sig tungt på psyken hos rigtig mange mennesker. Cozy-spil såsom Animal Crossing: New Horizons og Stardew Valley havde kronede dage, da de netop formåede at lindre det psykiske pres, man havde ved at være afskåret fra nærmest alt.

Dette satte for alvor gang i udviklingen af spil inden for cozy/wholesome game-genren, og i disse år begynder vi at se frugterne heraf. Blandt andet Wanderstop, udviklet af The Stanley Parable-skaberen Davey Wreden med musik komponeret af C418, man mest kender som komponisten bag musikken til Minecraft.

På papiret lyder det som et drømmehold, og med The Stanley Parables præmis i baghovedet kunne man sagtens tro, at der ville komme nogle innovative og outrerede twists på cozy-genren. Men det gør der ikke… og så alligevel.

En kop te er på vej! Foto: Ivy Road

Udbrændthedens respit

Det kan være hårdt at udvikle computerspil. Det måtte Davey Wreden erkende, efter han var færdig med The Stanley Parable og The Beginner’s Guide, hvor en udbrændthed havde overrumplet ham. Tilbage sad han med en altoverskyggende identitetskrise – hvem var han egentlig?

The Beginner’s Guide, for dem der ikke har spillet det, handler om presset, der følger med at udvikle computerspil. Davey Wreden optræder selv som fortæller, og spillet bliver nærmest som Charlie Kaufmans Adaptation, hvor det autofiktivt leger med en masse narrative konventioner om virkelige karakterer.

På samme måde bruger Davey Wreden igen autofiktion-grebet i Wanderstop, som omhandler udbrændtheden og identifikationskrisen, der rammer, når man ikke længere arbejder på et projekt, man har brugt årevis på. Det kunne jeg spejle mig i efter gymnasiet, hvor jeg brugte et sabbatår på at finde ud af, hvad jeg ville med mit liv – skulle jeg være universitetsstuderende i fem år, satse på musikken eller noget helt tredje?

I Wanderstop spiller man som krigeren Alta, der, efter tre år som en ubesejret helt, må indse, at hun er blevet slået af en, som er bedre. Hun søger hjælp til at blive den bedste igen, men udbrændtheden vinder over, og hun kollapser i en skov.

Da hun vågner igen, sidder hun på en bænk med den godmodige Boro, som prøver at finde ud af, hvem hun er, og hvorfor hun endte med at falde om i skoven. Langsomt begynder Alta at erkende, at hun nok har brug for ro til at finde ud af, hvem hun er, og hvad hun nu skal bruge tiden på.

Boro driver en tebutik i en lysning, hvor han brygger en gratis kop te til rejsende, der kommer forbi. Netop denne tebutik bliver omdrejningspunktet for Wanderstop, hvor man som Alta langsomt lærer at brygge te og spejler sig i de rejsende, der besøger butikken.

For et cozy game er der en bemærkelsesværdig vægt i historien. For eksempel møder Alta en række krigere, der synes, det er forrykt, at hun nu “bare” er blevet tebrygger. Hun var den bedste kriger, så hvorfor stoppe, mens legen er god? Samtidig forsikrer Boro hende om at tage det roligt, så hun undgår at overanstrenge sig selv.

Selvom narrativet bliver serveret drypvist, er der en stor tyngde bag dialogerne. Dog kan det nogle gange føles redundant, da ikke alle karakterer skubber historien frem. Her kunne Wanderstop faktisk have nydt godt af at være kortere ved at hyperfokusere på kernehistorien. Når den er så god og tankevækkende, som den er, forstyrrer det mere, end det gavner, at tale med karakterer, der blot nuancerer fortællingen uden at drive den fremad.

Frugterne bliver opdyrket til at give smag til teen. Foto: Ivy Road

En kop kamille-te med honning

På mange måder kan Wanderstop sammenlignes med det hyggelige plante-puzzlespil Botany Manor, hvor man skal finde ud af, hvordan forskellige planter blomstrer ved at opfylde en række krav – for eksempel at nogle planter bedst vokser i koldt vand med et højt saltindhold. På samme måde skal man finde ud af, hvordan man bedst muligt kan brygge den te, de rejsende søger.

En rejsende vil for eksempel ønske sig en te, der smager af deres yndlingsmorgenmad fra barndommen. Ved at slå op i journalen over frugter og planter kan man se, hvilke specifikke smage og følelser de fremkalder hos folk. Dette udgør spillets puzzle-mekanik.

Udover at brygge te skal man også så forskellige planter og frugttræer, vande dem og generelt sørge for at holde haven omkring tebutikken i stand. Der sker ikke noget ved at lade være, men der er en terapeutisk tilfredsstillelse i det. Nogle gange finder man små genstande, såsom en lille robot eller et tøjdyr, man kan hænge op i butikken. Ligeledes kan man tage billeder af omgivelserne og sætte dem i rammer.

Hele gameplayet peger tilbage på idéen om, at vi finder ro og struktur i de mondæne, hverdagsagtige gøremål. Men det er også her, spillet spænder ben for sig selv. For selvom man skal tage det i sit eget tempo, er der ikke meget at bruge tiden på. Her bliver gameplay-loopet for tyndt i forhold til længden af historien, spillet vil fortælle. Det føles ikke helt afstemt.

Jo, det giver en fin kontrast, at man går fra et stressende liv som kriger til at dyrke frugter til te. Men i længden savner man en form for progression i gameplayet, ligesom der er progression i historien. På den måde kunne budskabet om at vokse sig ud af sin tidligere definerede rolle have stået stærkere. Man føler aldrig rigtigt, at Alta bliver bedre til at brygge te, fordi spillet holder én for meget i hånden – hvilket går lidt imod temaet om selv at finde roen til at komme videre.

Derfor føles gameplayet på mange måder som en kop kamillete med honning. En fin te med et strejf af noget ekstra lækkert – men ikke noget, der for alvor rykker ved noget. Men så alligevel. For Wanderstop lykkes med sit stærke autofiktive narrativ og leger endnu en gang med konventionerne for et cozy game. Men det kommer ikke helt i mål med alt.

Som at blive krammet i ørerne

De tekniske aspekter, såsom lydsiden og artstyle, er der ikke en finger at sætte på. Den lette, Unreal Engine-agtige cel-shading, de farverige landskaber og de bløde, kurvede former giver spilleren ro til at vandre tankeløst rundt og nyde sin tid i Wanderstop.

Musikken og lyddesignet, som C418 har komponeret, er intet mindre end sublimt. De blide klaverflader blandet med elektroniske elementer passer perfekt til fortællingens følelsesmæssige beats. Når man navigerer i menuen, harmonerer tonerne fra ens knaptryk med baggrundsmusikken. På mange måder er det en tydelig tip med hatten til det wholesome lyddesign, man også finder i Animal Crossing: New Horizons. Det fungerer eminent.

Og for at sælge lydsiden endnu mere – og gøre den endnu mere taktilt – vibrerer controlleren også i takt med musikken. DualSense-controlleren udnyttes til sit fulde potentiale og bidrager til den imponerende detaljegrad, der er lagt i spillet. Dog kan det over tid blive en smule irriterende, og ens fingre begynder at summe. Men idéen er god.

Jo, nu skal du høre… Foto: Ivy Road

Konklusion

Wanderstop er et spil, der vil rigtigt mange ting – og som i processen kommer til at spænde ben for sig selv. Som narrativt spil fungerer det fantastisk, med velskrevne karakterer og dialoger med pondus, men som cozy/wholesome spil modarbejder det sig selv.

Spillet vil gerne have, at man føler sig afslappet, og fortæller hele tiden, at man kan spille i sit eget tempo. Men der er for lidt at lave, og man mærker aldrig rigtig progressionen i gameplayet følge med historiens udvikling. Derfor kan det til tider føles fladt og ensformigt.

Selvom spillet kun tager omkring 10 timer at gennemføre, kunne det med fordel have været kortere for at undgå det trummerum, man ofte ender i.

Wanderstop er for dem, der søger et tankevækkende og terapeutisk spil med en formidabel lydside, hvor man kan forsvinde ind i en stemningsfuld verden. Det handler ikke om andet end at lære at få det bedre, så man kan stå stærkere over for de udfordringer i livet, som engang kommer.

Udvikler/Udgiver: Ivy Road / Annapurna Interactive

Genre: Cozy/wholesome narrativ puzzler, indiespil

Platform: PC, PlayStation 5 (anmeldt på) og Xbox Series X|S

Om skribenten:

Billede af Emil Øgaard

Emil Øgaard – Skribent & Anmelder


Emil er uddannet Cand. Mag. i Medievidenskab, hvor han specialiserede sig i spilteori og ludonarrativitet. Har tidligere været skribent hos Pixel.tv. Lige siden han spillede Kingdom Hearts for første gang på sin PS2, har han været bidt af RPG-spil. Derudover er spiludvikling i Danmark et af hans store interessefelter.




Mest læste

© Copyright - arkaden.dk
Rygter: Ny trailer til GTA VI i april
Blandt de bedste i Danmark – Nicklas har spillet sig på eLandsholdet i EA...