Ad Banner

Nyheder

Warner Bros. vil trække sig ud af spilbranchen

Foto: Warner Bros. Games

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
8 august, 2024

Warner Bros. Discovery overvejer muligheden for at sælge mindst en del af deres spil-afdeling

Ifølge Insider Gaming, der er kommet i besiddelse af en ny rapport fra Financial Times, vil Warner Bros. sælge deres spilafdeling og fokusere på andre dele af deres forretning. Rapporten kommer kun to uger efter, at Warner Bros. Games købte MultiVersus-udvikleren Player First Games, men på selvsamme dag hvor Warner Bros. Discovery kunne annoncere, at man har oplevet et betydeligt fald i spilindtægter på grund af Suicide Squad: Kill the Justice League

Spilindtægterne er faldet med 41% i forhold til sidste år, men selvom problemerne med Suicide Squad var den primære årsag, så var der også hård konkurrence fra året før, hvor WB Games havde succes med Hogwarts Legacy, som blev lanceret i februar 2023 og som fortsatte med at klare sig ekstremt godt resten af året. Spillet solgte dermed 22 millioner eksemplarer alene i 2023 og har siden nået et salgstal på 24 millioner. Det antal solgte eksemplarer har Suicide Squad: Kill the Justice League altså slet ikke kunne konkurrere med.

Arkadens anmeldelse af Suicide Squad: Kill the Justice League

Ifølge rapporten vil et salg af spil-afdelingen hjælpe virksomheden med at undgå mulige retssager fra forskellige gældsinvestorer. Intet er dog blevet bekræftet, og Warner Bros. har endnu ikke kommenteret på sagen.

Warner Bros. Games ejer i øjeblikket store IP’er som Harry Potter og Mortal Kombat, og så er de selvfølgelig udgivere af Suicide Squad: Kill the Justice League, der fik en dårlig modtagelse fra både spillere og kritikere – vores anmelder, Lasse Rasmussen, var heller ikke synderligt begejstret i sin anmeldelse. Spillet kostede desuden virksomheden 200 millioner dollars i tabt indtjening.

Det er ikke første gang, at Warner Bros. Games bliver sat i forbindelse med et potentielt salg. Tilbage i 2020 kom det frem, at Microsoft var interesseret i at købe afdelingen for at få spil som Mortal Kombat, Suicide Squad og andre ind i Xbox-folden.

Warner Bros. Discovery har desuden oplevet en betydelig nedskrivning i dette kvartal, som ikke er relateret til spilområdet. Virksomheden har oplyst en indtægt på 9,7 milliarder dollars, men samtidig et samlet nettotab på 10 milliarder dollars, hvoraf 9,1 milliarder dollars skyldes nedskrivninger, hvilket muligvis også kan være med til at forklare, hvorfor virksomheden nu igen er interesseret i at sælge spil-afdelingen eller i alt fald en del af den.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger






© Copyright - arkaden.dk