Nyheder

Xbox-brugere ramt af kæmpe reklame for Call of Duty: Modern Warfare 3 ved login

Af Morten Vilstrup Pedersen
3 november, 2023

Hvis der er noget jeg hader, så er det reklamer. Jeg blev derfor noget overrasket da jeg startede min Xbox Series X op i går aftes. Jeg tænkte først at jeg havde trykket på noget, ved et uheld, lige efter den var startet, men fik derefter en mistænkelig tanke…

Skal pop-up reklamer til at være en ting på Xbox?

Efter Microsofts køb af Activision Blizzard ser det ud til, at Xbox forsøger at fremme de nye store titler inden lanceringen.
Reklamen tilbyder links til at forudbestille Modern Warfare 3 og endda opgradere til Vault Edition, der inkluderer ekstra indhold. Lanceringen er planlagt til den 10. november. Dog kan man allerede nu få adgang til kampagnen, hvis man har købt spillet digitalt.

Umiddelbart har Xbox brugt lignende reklamer for nylige first-party udgivelser som Forza Motorsport og Starfield, men disse har jeg dog ikke oplevet på egen hånd. Reklamen i sig selv er ikke svær at slippe af med, da man bare trykker B for at komme tilbage til sin startskærm. Det efterlader mig dog stadig med en bekymring og en dårlig smag i munden.

Internettet og diverse apps samt spil er allerede fyldt til randen med reklamer. Skal jeg til at købe et ”Nej Tak til Reklamer” skilt til min Xbox? Kan vi ikke lære lidt af internettets ungdom og indse at pop-up reklamer ikke er vejen frem. Det forstyrrer og spilder ens allerede begrænsede spilletid. Spillet i sig selv fylder allerede rigeligt!

Alt hvad Xbox gør bliver skarpt overvåget af gamere over hele kloden, især på grund af købet af Activision Blizzard. Det skulle meget gerne være et smukt eventyr, som vi alle kan nyde godt af og ikke forvandle sig til en hæslig historie om reklamer og andre invasive forretningsstrategier.

Vi må håbe det er nogle enkeltstående tilfælde og at INGEN køber spillene gennem disse reklamer så vi slipper for dem i fremtiden. Lad os vente og spille spillet på Gamepass i stedet for.





© Copyright - arkaden.dk