Ad Banner

Nyheder

Xbox Developer Direct kommer den 23. januar – Hvad kommer vi til at se?

Foto: Xbox Wire

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
9 januar, 2025

Sæt kryds i kalenderen den 23. januar, når Xbox fremviser nogle af årets største spil - og der er også en hemmelighed på programmet!

Fuldstændig som rygterne antydede, er Xbox Developer Direct officielt blevet annonceret i dag, og det bliver den 23. januar, at eventet løber af stablen. Som sædvanligt vil det være muligt at følge det hele online, blandt andet via YouTube.

Det er efterhånden blevet en fast tradition, at Xbox starter året med en Developer Direct i januar, og ligesom tidligere år ser det ud til, at fokus bliver på fire spil. Tre af spillene er offentliggjort, mens det sidste stadig er lidt af en hemmelighed.

De tre bekræftede spil er DOOM: The Dark Ages, South of Midnight og Clair Obscur: Expedition 33, og de bliver præsenteret af udviklerne selv, som tager os med bag kulisserne og giver et indblik i deres kreative processer.

Men hvad med det fjerde spil? Et af de mest sandsynlige bud, baseret på de mange rygter, er et remake af The Elder Scrolls IV: Oblivion.

Lad os kigge lidt på hvad vi allerede ved, der biver vist:

DOOM: The Dark Ages

id Software tager os med til Richardson, Texas, hvor vi får et nærmere kig på det næste kapitel i den moderne DOOM-serie. Spillet fungerer som en prequel til DOOM (2016) og DOOM Eternal og fortæller en mørk og blodig oprindelseshistorie om Doom Slayer. Spillet er sat i en dyster middelalderverden, hvor spilleren skal kæmpe mod helvedes horder i en episk og cinematisk kampagne.

South of Midnight

Fra Compulsion Games i Montreal, skaberne af Contrast og We Happy Few, får vi en dybdegående præsentation af South of Midnight. Spillet er et action-eventyr sat i den amerikanske Deep South, hvor Hazel, spillets hovedperson, udforsker mystiske myter og konfronterer væsner fra sydstatsfolklore i et forsøg på at afdække sin families skjulte fortid.

Clair Obscur: Expedition 33

Vi skal til Montpellier i Frankrig, hvor Sandfall Interactive viser deres debutspil. Clair Obscur: Expedition 33, der er et RPG, der udspiller sig i en fantasy-verden med fokus på historiefortælling og smukke omgivelser. Udviklerne vil fortælle om spillets tilblivelse og deres ambitioner.

Jeg havde under sidste års Gamescom fornøjelsen af at få en sådan præsentation, og snakke lidt med spillets udviklere – og allerede dengang så spillet meget interessant ud.

Om det fjerde spil viser sig at være et remake af The Elder Scrolls IV: Oblivion, eller noget helt andet, må vi vente og se.

Der er i hvert fald rigeligt at glæde sig til, når Xbox Developer Direct skydes i gang den 23. januar klokken 19 dansk tid.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk