Det første Xenoblade-spil, jeg spillede, var faktisk Xenoblade Chronicles X på Wii U. Senere spillede jeg Xenoblade Chronicles 2, og det var her, jeg for alvor forelskede mig i serien. Bevares, karakterdesignet tydede gevaldigt på, at kunstnerne bag havde sprunget over anatomitimerne i biologi, og det underlige gacha-element førte af og til til frustrerende øjeblikke, hvor man grindede for at få en bestemt figur, som bare nægtede at dukke op. Til gengæld var der også en enorm glæde, når man endelig fik en af de super sjældne Blades. Samtidig var der ingen monetisering på dette element, og derfor generede det mig ikke så meget. Til gengæld var historien helt fantastisk og gribende, og kampsystemet var anderledes end, hvad jeg var vant til fra J-RPG-genren.

Senere kastede jeg mig over genudgivelsen af Xenoblade Chronicles, som jeg også nød, og i 2022 fik vi så Xenoblade Chronicles 3, der for mig føltes som en titel, hvor man havde taget alt det, man havde lært fra forgængerne, og forfinet formlen. Historien var fængslende, og kampsystemet var sublimt – med afstand det bedste i serien.

Tilføjer man, at DLC’erne til 2 og 3 var eminente, ender man med en serie, der for mig er blandt de bedste J-RPG-serier, der findes. Med andre ord er jeg kæmpe fan af Xenoblade-serien.

Der er et aber dabei

Den skarpe læser vil nu have bidt mærke i, at det var 2’eren, der fik mig til at forelske mig i serien – ikke X, som ellers var mit første bekendtskab med den. Jeg nåede ikke mere end små 10–15 timer ind i X, før jeg måtte give op, fordi jeg simpelthen kedede mig for meget. Historien var tynd, og generelt virkede spillet som om, man havde taget alle de irriterende ting ved et MMO og lavet et singleplayer-J-RPG ud af det.

Men nu står vi med en genudgivelse i form af Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition til Nintendo Switch. Ud over at spillet er blevet løftet ud af sin limbo på Wii U og nu eksisterer på en konsol med et langt større publikum, er det også en maskine, der er noget stærkere end Wii U. Der er blevet tilføjet en hel del elementer, som skulle gøre oplevelsen bedre. Men er det lykkedes – og kan denne titel nu endelig træde op på siden af de andre for mig?

Der skal arbejdes for fortællingen

En kritik, der ofte rettes mod J-RPG-genren, er, at spillene tager for lang tid, før plottet kommer i gang. Ofte bruges der meget tid på at introducere karaktererne og verdenen, før det store plot for alvor sparkes i gang. Personligt generer det mig normalt ikke, fordi man netop får historien og har tid til at lære karaktererne ordentligt at kende, før vi kastes ud i dramatiske øjeblikke. De interpersonelle relationer, man når at opbygge med karaktererne inden da, er med til at forstærke den emotionelle impact, når de udsættes for dramatiske situationer.

Dette gælder faktisk også for alle Xenoblade-titlerne. De tager sig god tid til at etablere karaktererne og forklare, hvordan deres verden hænger sammen, før plottet virkelig brager derudad. Xenoblade Chronicles X tager sig også god tid – men ikke fordi du får en masse baggrund og karakterudvikling i begyndelsen. I stedet bliver du udsat for den værste fortælleform i spilmediet. Du får en bid historie, og herefter skal du nå et vist level og gennemføre en tjekliste af opgaver, før du kan få lov til at åbne for den næste bid af historien. Og vi taler flere timers sidemissioner af den klassiske “hent 400 stykker alienrottelort” eller “dræb X antal af førnævnte alienrotter”.

Ud over dette skal man udforske det store, åbne landkort for at nå en bestemt procentdel. Dette opnås ved at finde specifikke skatte, dræbe supermonstre eller plante enheder i jorden, der miner efter ressourcer eller penge.

Hvis historien så var spændende, når man endelig åbnede et nyt kapitel, ville det hjælpe lidt, men den fortælles i et håbløst langsomt tempo. Det tog mig 25 timers spil, før jeg begyndte at interessere mig det mindste for noget som helst i historien og endelig fik bare lidt karakterudvikling.

Det skal også nævnes, at man i dette spil spiller en figur, man selv har skabt. I de andre Xenoblade-spil er der et party og karakterer, der er prædefinerede. Vores kære hjemmelavede protagonist i X har omtrent lige så meget personlighed som en marineret sild.

Selvom man har mulighed for at tage beslutninger om, hvordan man vil svare de mange karakterer, man møder gennem spillet, har det ingen reel konsekvens – udover at de måske ikke kan lide en helt så meget. Der er heller ingen nuance i svarene, så man ender enten med at være den ideale helt i en Morten Korch-film eller en gennemført usympatisk skidderik, hvis værste synd dog aldrig løfter sig højere end at være verbalt ubehøvlet.

Efter de 25 timer tager historien dog fart, og der gemmer sig faktisk en virkelig god fortælling. Samtidig er slutningen blevet ændret og udvidet med mere historie, hvilket gør, at spillet ender på ganske tilfredsstillende vis.

Der er også blevet tilføjet fire nye figurer, som kan blive en del af dit hold i spillet, og de er ret fantastiske. Der var meget få af figurerne i det oprindelige spil, der var synderligt interessante, men de nye tilføjelser har spændende baggrundshistorier og har også fået et grafisk løft.

Men pacing og fortælling bliver fuldstændig invalideret af det rædsomme kapitel-format.

Klare forbedringer – men er det nok?

Hvis du synes, ovenstående lyder rædselsfuldt, kan jeg fortælle dig, at det faktisk var endnu værre i Wii U-udgaven.

En af de værste synder i originalen var de såkaldte Blade Levels, hvor man skulle level sine forskellige skills for at kunne åbne skatte og andre ting i den åbne verden – noget, der var nødvendigt for at komme videre i historien. Blade Levels er nu helt væk. Der er stadig såkaldte Field Skills, der skal tilegnes for at åbne visse skatte og ressourcer, men når først de er tilegnet, har du dem – du skal ikke længere hæve deres niveau.

En anden frustrerende del af den oprindelige udgave var, hvor lang tid det tog at opbygge affinity.

Ud over de totalt ligegyldige sidemissioner og historiemissionerne er der såkaldte Affinity Missions. Disse bruges til at lære mere om dine gruppemedlemmer og verden generelt. De er ofte ganske interessante, men de kræver, at du har knyttet et stærkt nok bånd med dine gruppemedlemmer – eller affinity, som det kaldes her.

I Wii U-udgaven tog det rigtig lang tid at opbygge dette. Det er blevet forbedret i den nye udgave, og jeg oplevede aldrig, at jeg skulle ud og grinde ret meget for at få opbygget nok forhold til at tage missionerne.

Ud over disse ændringer er tidsaspektet også blevet justeret. Mange missioner afhænger af, hvad tid på dagen det er. Dette gælder også visse monstre, der kun kommer frem på bestemte tidspunkter. I Wii U-udgaven var man tvunget til at vente på, at tiden gik sin gang, eller finde specifikke lokationer, hvor man kunne ændre tiden. Heldigvis kan du nu bare ændre tiden direkte fra menuen.

En lind strøm af frustrationer

Ikke desto mindre er der stadig rigeligt med frustrationer i spillet. Mange fjender har markant højere level end dig, og der er ofte store fjender, der render rundt mellem fjender på dit niveau. Nogle af dem hopper endda frem fra skjul i bedste FromSoft-stil og one-shotter dig. Selvom spillet lige har gemt automatisk, eller du endda har gemt manuelt lige inden, det skete, bliver du kastet langt tilbage, når du genopliver. Heldigvis bevarer du de ting og de levels, du har samlet, men alene det at skulle løbe den lange strækning tilbage er frustrerende. Løsningen er at gemme manuelt og i stedet for at genoplive gå ud i spillets startmenu og loade dit gemte spil – men så mister du til gengæld de ting og levels, du havde skaffet lige inden du døde.

Dette sker simpelthen lidt for ofte og endte med at blive en ret frustrerende oplevelse, der dræner lysten til at udforske verden.

Dette afhjælpes dog gevaldigt, når man efter kapitel 6 i historien får sin egen mech – eller Skell, som de kaldes her. Nu bliver transport og bevægelse rundt i spillets verden meget nemmere, og det er så tydeligt, at spillets verden er designet omkring din Skell og brugen af denne. Problemet er bare, at den først bliver tildelt dig efter mindst 20 timer i spillet – og det er endda lavt sat. Hvis du aldrig har spillet før, vil det nok tage dig længere tid. For mig tog det næsten 30 timer, før jeg fik den. Det er klart, at de mange timer til fods gjorde mig endnu mere glad for at få en mech at fare rundt i, men den følelse kunne også være blevet opnået på 5 timer.

Og det er især en skam, fordi jeg frygter, at mange vil droppe spillet, før de får deres Skell – hvilket jeg gjorde på Wii U. Men der gemmer sig et ret godt spil, når først man får sin Skell og kan begynde at udforske verden på den måde, det var tiltænkt.

Ud på de skønne sci-fi-vidder

Netop verden er et af spillets absolutte højdepunkter. Monolith har med de andre Xenoblade-titler bevist, at de kan skrue en åben verden sammen, der er værd at udforske, og det når næsten nye højder i Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition. Der er næsten altid noget nyt at finde i hver en krog – om det så er noget, du kan interagere med, eller blot environmental storytelling, så er det imponerende, hvor varieret den store verden er. De store områder, man besøger, er helt forskellige med hver deres unikke design og økosystem. Man har skabt en planet, der virkelig føles fremmed og inviterende på samme tid.

Og når man så får sin Skell, bliver udforskningen en leg. Der er vitterligt en belønning for hver en krinkelkrog, man finder hen til. Samtidig er der mange afkroge, der kun kan nås ved at studere omgivelserne og bruge sin Skell effektivt til at bevæge sig. På mange måder føles det som små, tilfredsstillende puzzles.

Det er en kæmpe verden, der ikke lider under lave framerates eller lange loadingtider – tværtimod kører spillet sublimt på Switch, både i docked og håndholdt tilstand. Derfor egner X sig også virkelig godt som et spil til farten eller som et spil, man hygger sig med sammen med en podcast eller lignende. Hvis du er en spiller, der værdsætter open world og udforskning frem for historie, er jeg ikke i tvivl om, at du vil nyde Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition.

Men rosen stopper ikke her, for der er et element mere, der sidder lige i skabet: kampsystemet.

Et J-rpg og et MMO mødes, og sød musik opstår

Hvis du er ny til Xenoblade-serien, er det vigtigt at nævne, at dette ikke er et typisk J-RPG-kampsystem. I stedet har Xenoblade-spillenes system meget mere til fælles med MMO-genren. Du vælger et mål, og din figur angriber automatisk. Dine evner har derudover en cooldown efter brug.

Den klasse, du vælger, bestemmer, hvilke evner du har, og hvilke våbentyper du kan bruge. Det interessante ved et sådant system er, hvordan du kombinerer dine evner (og dem fra dit hold) for at maksimere skaden.

I Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition fungerer det på netop denne måde. Dine holdkammerater vil af og til efterspørge en bestemt type Art, og hvis du bruger den på det rette tidspunkt, får du skadesbonusser eller kan vælte fjenden omkuld, hvilket gør dem sårbare for ekstra angreb.

De forskellige klasser føles meget varierede, og hver spillestil har sin egen tilgang. Der er noget for enhver smag – om du vil være en glaskanon eller en, der støtter holdet fra baggrunden. Samtidig kan de passive Skills frit bruges mellem klasser, når du har maksimeret en klasse. Det giver fantastiske muligheder for at skabe vilde kombinationer, der kan tage selv de største fjender ned. Dog tager det tid at maksimere klasserne, hvilket kan føles som en sløv og tvungen grind. Et vigtigt element er Overdrive-tilstanden, hvor dine Arts får markant lavere cooldown, og du kan forøge din skade, erfaring og meget mere. Denne tilstand er tidsbegrænset, men kan forlænges med korrekt brug af Arts. En ny tilføjelse i denne udgave er en bar under dine Arts, der giver ekstra aktiveringer, selv hvis de er på cooldown. Dette gør kampsystemet mere flydende og eliminerer den monotone ventetid fra Wii U-versionen.

En blandet lydoplevelse

Billedsiden er en fornøjelse, men lydsiden er mere svingende. Stemmeskuespillet er ganske fint, selvom nogle karakterer desværre mangler stemmer. De nye figurer har heldigvis stemmeskuespillere, og de leverer flotte præstationer med masser af personlighed.

Musikken skuffer dog. Monolith er normalt kendt for at levere fantastiske soundtracks i Xenoblade-serien, men denne gang er det en blandet pose bolcher. Der er enkelte gode numre, men størstedelen af soundtracket er glemselsværdigt. Værst er musikken i hovedbyen, hvor du tilbringer meget tid. Et repetitivt poprock-nummer med teksten: Uhåh uåh uh yeeeeee…uh åh uh yeeeeeeah gentages i en uendelighed. Jeg var nødt til at slukke for musikken i byen, ellers var jeg blevet vanvittig. Samtidig er lydniveauerne skæve, så musikken ofte overdøver dialogerne i mellemscenerne.

Klask store banditter med dine venner!

Spillet har også en online-komponent. Du kan blive en del af et Squad, enten automatisk eller ved at lave et med venner, hvor I sammen klarer forskellige mål eller bekæmper specifikke fjender. Derudover kan man deltage i Nemesis-bosser, som er en slags online raid bosses. Det minder meget om MMO-bosskampe og er virkelig sjovt. Selvom jeg ikke havde venner at spille med, var det stadig en underholdende oplevelse, og jeg forestiller mig, at det bliver endnu bedre i en vennegruppe.

Konklusion

Jeg er glad for, at nye spillere nu får mulighed for at opleve Xenoblade Chronicles X. Bevarelse og tilgængelighed af spil er et vigtigt emne, og Monolith fortjener ros for, at alle tilføjelser i forhold til originalen er klare forbedringer. Spillet er teknisk optimeret til Switch, og online-delen fungerer fejlfrit.

Verdenen er fantastisk at udforske i sin egen mech, og historien er gribende og overraskende. Kampsystemet er virkelig godt, og der er en stor tilfredsstillelse i at mestre dets nuancer.

Desværre spænder spillet konstant ben for sig selv ved ikke at respektere spillerens tid. At skulle igennem 20-30 timers frustrationer og ligegyldige sidemissioner, før spillet og historien rigtig kommer i gang, er en fejl, der ikke kan ignoreres.

Det føles som at skulle tygge sig igennem fire kilo overkogt blomkål, før man endelig må få en brownie. Når du når til den gode del, er gejsten væk, og selv den bedste slutning kan ikke fjerne den kedelige oplevelse, der kom før den.

Men hvis du kan holde ud gennem de første sløve 25 timer, venter der et virkelig skønt J-RPG på den anden side.

Udvikler/Udgiver: Monolith Soft / Nintendo

Genre: Japansk rollespil

Platform: Nintendo Switch

Anders Isaksen – Skribent & Anmelder

Selvom de grå hår for længst har vundet kampen, så er Anders’ begejstring for spil akkurat lige så stor, som da han var barn. Især japanske rollespil og obskure indie-titler kan gøre ham helt varm indeni.

Anmeldelse

Xenoblade Chronicles X: Definitive Edition-anmeldelse – Tjener! Der er et MMO i mit J-rpg!

Foto: Monolith Soft

Mest læste

Havoc-anmeldelse – Årets skuffelse, men…

Clair Obscur: Expedition 33-anmeldelse – En døende verden, en sidste ekspedition – og et af årets mest ambitiøse spil

Bungie slår fast! Prisen for Marathon er 40 dollars!

Whiskey on the Rocks-anmeldelse – Anderledes frisk og helt igennem sort satire fra Sveriges land

Forza Horizon 5 (PS5)-anmeldelse – Raceroplevelsen som PlayStation-spillerne har hungret efter

Bionic Bay-anmeldelse – En pixel fra perfektion

Xbox-spil direkte på dit LG TV – Nu er det muligt!

Instruktøren af Kingdom Come: Deliverance 2 kommenterer på AI

Tempest Rising-anmeldelse – Det bedste danske RTS-spil

Efterfølgerne vi aldrig fik!

Xenoblade Chronicles X er endelig sluppet fri af sit Wii U fængsel! Men er det godt?