Den britiske spiludvikler The Chinese Room, stiftet tilbage i 2007 af den kreative duo Dan Pinchbeck og Jessica Curry, har lige siden undfangelsen sværmet omkring det samme tilbagevendende tema.

Tragedien…

De ulykkelige historier om menneskets forfald, som i deres genre-pionerende debut Dear Esther fra 2008, eller den ultimative undergang, som i tilfældet med 2015-dommedagsværket Everybody’s Gone to the Rapture. Ej at forglemme det vellykkede spin på Amnesia-serien, A Machine for Pigs fra 2013, der tog originalens fortolkning af Lovecraftian horror til et endnu dunklere sted.

Men trods den flittige insisteren på at beskæftige sig med de allermørkeste sider af livet, så har The Chinese Rooms spil ofte haft et skær af optimisme. En flig af håb, som de forskellige spil har skitseret, hvad der potentielt venter af skønhed på den anden side af tragedien – udtrykt i Pinchbecks sælsomme fortællemåde og Currys hjemsøgende soundtracks.

Det vådeste mareridt

Den trend får dog en brat ende med The Chinese Rooms seneste gys i rækken, Still Wakes the Deep, der går planken ud med sin trøstesløse fortælling om en skotsk olieboreplatforms totale kollaps.

Besætningen får gravet lidt for dybt i jagten på det sorte guld, og noget andet, langt farligere begynder at trænge op fra det dybe hav. Langsomt, men sikkert begynder det at fortære ikke kun menneskene ombord, men også selve olieboreplatformen.

Her er ingen kære mor, som de ellers hårdføre besætningsmedlemmer panisk stimler sammen i forsøget på at redde sig selv og hinanden fra den ene skæbne mere grusom end den næste. For er det ikke den udefinerbare organisme fra dybet er det et rasende hav, der står klar til at sluge alle mand.

Still Wakes the Deep veksler elegant mellem forskellige fobier over sin seks timer lange fortælling. Frygten for dybets ukendte gæster er selvfølgelig allestedsnærværende, men selv når man ikke er mellemmåltid for sultne misfostre, så hænger man typisk og dingler i en faldefærdig ræling på undersiden af olieboreplatformen, eller er ved at lide druknedøden i oversvømmede, delvist sammenstyrtede gange i nuancer af rustent metal.

Mennesket i mørket

Ingen undslipper gruet, heller ikke spilleren, og derfor er Still Wakes the Deep så afgjort det mest skræmmende, men også sortseende spil, The Chinese Room endnu har produceret. I den forstand synes det næsten profetisk, hvordan det også er sidste spil fra Dan Pinchbecks hånd, eftersom at han sidste år valgte helt at trække sig fra spilindustrien og følge i hælene på Jessica Curry, der allerede tilbage i 2015 gjorde sit exit fra, hvad hun kaldte en ’stressende og diskriminerende branche’.

Det er en skam, fordi er der noget, Pinchbeck, som få, bringer til bordet, så er det menneskeligheden i sine fortællinger. Og selvom der ikke er mange lyspunkter at få øje på i Still Wakes the Deep, så har spillet mange nærværende interaktioner besætningsmedlemmerne imellem, ikke mindst båret frem af en velskrevet, jordnær dialog og et A-liste skotsk stemmecast.

Hovedpersonen Caz McLeary er et glimrende eksempel herpå, hvis forhistorie optrevles undervejs, og især tankerne omkring den efterladte familie derhjemme gør indtryk, som situationen på olieboreplatformen bliver mere og mere desperat.

I mange gyserspil, og -film for den sags skyld, kan det være svært at føle med figurgalleriets skæbner, men det er ikke tilfældet her, som de handler og reagerer mestendels troværdigt på de mange utænkelige grusomheder, som spillet udsætter dem for.

Mere end bare en svømme-simulator

Med Dear Esther var The Chinese Room på mange måder ophav til den moderne walking-sim. En genre, hvor muligheden for interaktion traditionelt har været holdt til et minimum.

Her adskiller Still Wakes the Deep sig dog markant med op til flere reelle spilmekanikker, som man kender dem fra øvrige gyserspil. Og selvom det langt hen ad vejen er et velkomment tiltag, der højner risikofølelsen hos spilleren, så er den mere traditionelle spilmekanik også spillets primære svaghed.

Foruden nogle janky løbe- og hoppe-funktioner er især de indbyggede snige-sekvenser, hvor man skal gemme sig fra dybets monstrøsiteter, simple, men alligevel en kilde til frustration og blegner fuldstændig sammenholdt med sidste års fremragende Amnesia: The Bunker.

Problemerne til trods er Still Wakes the Deep et overordnet glimrende gyserspil, der i den grad lykkes med sin vision, og som garanteret vil give et ubekvemt sæt eller to i selv de mest garvede genreentusiaster. Hvad det mangler i spilmekanisk robusthed, har det i stemning og fortælleteknik – en grundlæggende pessimistisk beretning om menneskets totale ubetydelighed i skæret af universets kosmiske kræfter, præcis som Lovecraft skrev dem bedst.

En metaforisk, dyster afsked fra det ‘originale’ The Chinese Room, hvis bidrag til branchen sent vil blive glemt, men som også efterlader en bittersød smag i munden. Men når alt kommer til alt, er det jo det, spillene alle dage har gjort.

Udvikler/Udgiver: The Chinese Room / Secret Mode

Genre: Gyserspil, Walking-simulator

Platform: PC, PlayStation 5, Xbox Series

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.