Ad Banner

Film og serier

Furiosa brænder op: Største Box Office-flop i 29 år

Foto: Warner Bros. Pictures/Village Road Show

Af Kasper Rasmussen
27 maj, 2024

Trods fremragende anmeldelser lander femte kapitel af Mad Max-sagaen med et skrækkeligt resultat

Det er vist ingen overdrivelse at sige, at vi her på Arkaden ELSKER Mad Max-filmene af et godt hjerte.

Således afstemte vi det seneste kapitel med at udøse de maksimale 6 stjerner og har skrevet talrige artikler om filmen.

På det store verdensbillede er dette desværre ikke nok, for nu har billet-“indtægterne” talt og de er mildest talt ganske rædderlige, ifølge flere medier, blandt andre Deadline.com

Mad Max-prequelen underpræsterede desværre massivt i sin samlede, globale åbning denne lanceringsweekend og indtjente således kun knap 59 millioner dollars fra de i alt 76 samlede markeder til og med søndag.

Det er en hård start for Furiosa, da filmen kostede 168 millioner dollars at producere, og så har vi ikke en gang medregnet den svinedyre marketing, bl.a. en global presseturné med et stop på Cannes Film Festivalen.

For at komme lidt ekstra salt (eller er det sand?) i det åbne sår, er det værd at nævne, at Garfield-filmen næsten har omsat for det samme. Furiosa omsatte for 25.6 millioner dollars mellem fredag og søndag og anslået ekstra 31 millioner gennem Memorial Day i USA mandag. Derfor er det et chokerende tæt løb om førstepladsen med Sonys animerede The Garfield Movie, der indsamlede 24,8 millioner dollars i weekenden og anslået de samme 31 millioner dollars på Memorial Day, gennem de fire dage.

Godt gået af en lasagne-spisende inde-kat, men vitterligt elendigt for et 45-årigt franchise.

For at finde en lavere nr. 1-åbning i Memorial Day-weekenden, skal man gå helt tilbage til 1995 med åbningen af Casper – det lille spøgelse, som lå på 22 millioner dollars.

“Dette er en svag åbning på trods af fremragende anmeldelser og en god publikumsscore,” siger David A. Gross fra filmkonsulentfirmaet Franchise Entertainment Research.

Hvad gik så galt, Furiosa?

En del af problemet er nok, at prequels sjældent klarer sig så godt som direkte efterfølgere, især når de ikke har stjernerne med fra originalen – bare spørg Solo: A Star Wars Story.

Selv sidste novembers The Hunger Games: The Ballad of Songbirds and Snakes, som blev et hit med 337 millioner dollars mod et budget på 100 millioner, kom heller ikke tæt på den originale Hunger Games-saga uden Jennifer Lawerence.

Lionsgate brugte dog færre midler på The Ballad of Songbirds and Snakes, sammenlignet med sine forgængere, så prequelen formåede alligevel at blive en økonomisk succes. I tilfældet Furiosa har Warner Bros. nok ikke overvejet dette og fået skåret ned på udgifterne, så det dystopiske eventyr overhovedet havde en chance af rentabilitet.

Selvom Mad Max: Fury Road fra 2015 med Tom Hardy og Charlize Theron i hovedrollerne er blevet hyldet som en af de største og bedste actionfilm, var den heller ikke ligefrem en box office-sensation. Den åbnede med 45 millioner dollars og blev et beskedent hit med et slutresultat på 380 millioner dollars, mod et tilsvarende stort budget. Den var ikke engang blandt de 20 mest indtjenende film i 2015.

Mad Max er en 45 år gammel herre-franchise, elsket blandt cinefile, men har ikke helt resoneret med mainstream-, og særligt det unge tik-tok publikum. Så på trods af en kvindelig hovedperson i Furiosa, landede den sig ikke meningsfuldt ud over sin kernedemografi af primært ældre mandlige biografgængere.

Dette år er det første af mange uden en Marvel-film til at indlede sommeren, og ingen af maj måneds potentielle blockbusters – inklusive Ryan Gosling og Emily Blunts actionkomedie The Fall Guy, instruktør John Krasinskis familievenlige IF og selv ellers mægtige Kingdom of the Planet of the Apes, har kunnet kompensere for fraværet af Jordens mægtigste helte. Publikum har været ligeglade med de fleste af disse nye film, selvom de fleste er blevet godt anmeldt.

Henrik Brandt, vores ellers udmærkede skribent, har tidligere skrevet denne artikel om en mulig kommende Mad Max-film. Dette kommer desværre nok ikke længere på tale… så hulk og snøft herfra!

SKULLE ungdommen senere vise sig at blive biografernes endeligt, står jeg hermed klar med både baseball-bat og røvfuld!

Om skribenten:

Kasper Rasmussen – Skribent & Anmelder

Filmnørd med interesse i alt mellem himmel og jord – både det guddommelige og jordnære. Er det godt er det godt; Skidt er det skidt. Har tidligere skrevet for Citylights, Pixel.tv og The Movser. Kan opleves som statist i bl.a. Druk og Klovn Forever og har b.la. interviewet Luigi Cozzi, Thomas Robsahm og Christopher Lambert. Indehaver af Danmarks bedste filmsamling med et hav af minder og autografer.




© Copyright - arkaden.dk