Anmeldelse

Poor Things-anmeldelse – Oscar-sæsonens ultimative genistreg

Foto: Searchlight Pictures

Af Jesper Poulsen
22 april, 2024

Emma Stone er udstyret med en underudviklet hjerne, men filmskaber Yorgos Lanthimos' er til gengæld kæmpestor og yderst funktionel.

En gravid kvinde kaster sig i døden fra en bro. Kvindens krop og kvindens fosters hjerne forenes og vækkes til live af den excentriske videnskabsmand Godwin Baxter. Bella Baxter er skabt, og nu står Godwin så med en omvandrende kvindekrop tilsat et spædbarns hjerne. 

Nogenlunde sådan er rammerne for Yorgos Lanthimos’ 4-dobbelte Oscar-vindende vidunder. Uden tvivl Lanthimos’ bedste film indtil videre, selvom han har høstet anerkendelse med sine skæve værker, som også tæller The Lobster, The Favourite og The Killing of a Sacred Deer. Som du har kunnet læse her på Arkaden, så er selvsamme Lanthimos og Stone snarlig klar med nye tossestreger, men tilbage til filmen, det nu skal handle om.

Foto: Searchlight Pictures

Poor Things er utrolig svær at sætte i bås, for den balancerer på et vanvittigt mix af dramaturgiske elementer, som både oser af romantik og komik. Eksempelvis i filmens indledning, hvor Godwins nytiltrådte assistent første gang skal opleve Bella. Den barnlige kvinde morer sig med at gå rundt og smide med tallerkener – mest fordi hun kan, og fordi det giver sådan sjov lyd, når porcelæn rammer trægulvet. Omkring hende trisser også nogle dyrevæsner, som blandt andet tæller en skabning som er halvt gås og halvt gris. Galskaben lyser ud af det Baxterske hjem. Forelskelsen sker næsten øjeblikkeligt for assistenten Max McCandles og det endda selvom Bella tisser på gulvet og stikker ham en knytnæve i synet i stedet for en fremstrakt hilsehånd. En væsen så betagende er svært at modstå. McCandles spørger Godwin om tilladelse til at gifte sig med Bella, på trods af hendes udbredte vanskeligheder med sprog, balance og udfoldelse. 

Kropsligt mod på mere

Ret hurtigt bliver Bellas udbrydertrang den helt store stopklods i forholdet. Hendes hjerne udvikler sig, og hun har brug for at udforske alt det, som hun er bagud. Hendes tanker går mere og mere i retning af den verden, som findes uden for Baxter-huset. Ikke mindst Bellas opdagelse af kroppens ydeevne og behov bliver en drivkraft i sig selv. Hun stikker af med advokaten Duncan Wedderburn og herfra starter Bellas rejse, der bringer hende forbi Lissabon, Alexandria og Marseille, hvor Bella lærer alt om menneskets forrående trang til at styre dem, som de føler sig bedre end. Vejen krydser også en mand, der mener, at Bella er hans kone. Bella finder ud af, at hendes krop altså har en fortid, som hun intet kender til, og det giver hende således livets største udfordringer.

Foto: Searchlight Pictures

Jo mere gakket, jo bedre

En pragtpræstation af Emma Stone, som brænder om muligt endnu mere igennem skærmen, end hun har som varemærke. Godt hjulpet af den store support og velskrevne bikarakterer fra Willem Dafoe og Mark Ruffalo. Bellas skøre rejse fra spædbarn til voksen, selvom hun fra start ligner sidstnævnte, er et stykke fascinerende strimmel. Her er ikke tale om nogen særlig målgruppes underholdningsfrekvens. Poor Things er helt sin egen og man forstår hvorfor, det var ligetil for filmens samlede cast af takke ja på Lanthimos’ tilnærmelser. Det er mærkeligt, bizart og skævt, når Lanthimos og co. tosser derudaf. Glem alt om klassiske coming-of-age-film. Poor Things er som intet, du har set før.

Der er ingen grænser for, hvor gakket Bella ter sig. Bedriften ligger i, at spillet bliver så troværdigt som muligt. Bella skal kunne fungere som et selvstændigt individ, som hver eneste af filmens seere kunne forestille sig at møde i egen høje person. Tak, Emma Stone. Dernæst kræver det modet til at effektuere sin idé til det store lærred. Man skal kunne styre snæversynet mod målet uden at lade sig påvirke af omgivelsernes dom. Tak, Yorgos Lanthimos – også selvom idéen ikke er helt fra fremmede, da den er baseret på Alasdair Grays roman. Poor Things kunne godt være sådan en film, som kunne hænde at skræmme seere væk alene via synopsen. Det ville være synd og skam, for faktisk vil denne skribent nok egentlig have peget på netop denne film som den moralske Oscar-vinder for bedste film. Sådan gik det dog ikke. Oddsene var ligesom lagt, men hvis du vil have sæsonens mest udfordrende oplevelse, så skal du gå med denne stakkels ting.

Foto: Searchlight Pictures

Hvad kan du ellers finde på skiven?

Bluray’en indeholder et to-delt ekstramateriale. Den mindre spændende del er filmens slettede scener, som velvalgt ikke kom med. De bidrager ikke yderligere til filmens handling eller portrættering af vores aktører. Langt mere interessant er det at se featuretten Possessing Beauty, hvor vi kommer helt tæt på filmens tilblivelse. Hør Emma Stone fortælle om rollen, hun beskriver som den mest krævende i karrieren. Oplev Mark Ruffalo falde for manuskriptets gennemgående galskab. Kom bag kameraet og se alt, hvad der er værd at vide.

Medie: Bluray

Instruktør: Yorgos Lanthimos

Skuespillere: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe, Ramy Youssef, Christopher Abbott, Jerrod Carmichael, Suzy Bemba, Margaret Qualley, Kathryn Hunter, Keeley Forsyth, Tom Stourton

Genre: Drama, romantik, komedie

Premieredato: 25/3 2024

Spilletid: 142 minutter

Selskab: Searchlight Pictures, Film4, TSG Entertainment, Element Pictures, 2023

Om skribenten:

Jesper Poulsen – Skribent & Anmelder

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.




© Copyright - arkaden.dk