Jeg har i de seneste dage været sunket dybt ned i den kosmiske horror-fiskesimulator ‘Dredge’.

Det er et spil, som i høj grad dyrker ensomhed og isolation. Man er alene ude på havet – langt fra havne og mennesker. Det eneste selskab er bølgerne – og de frygtelige monstre, som har hjemme under vandspejlet. 

Hver eneste gang, man kommer i havn med sin fangst, bliver landjorden hurtigt kedelig. Man sælger sine fisk, køber reservedele til sin motor og taler med fyrmesteren om tågen og de mareridt, man deler. 

Men så er der ikke mere at gøre på fastlandet. 

Man må ud igen, til saltvandet og lugten af tang og fjerne kyster. Havet kalder. Ikke bare på den navnløse kaptajn, jeg er i spillet, men også på mig, i den virkelige, molekylære verden. Jeg vil og skal tilbage til de skvulpende bølger 

Der er få kulturmedier, der kan undersøge følelsen af isolation og ensomhed som et singleplayer-spil.

Og her taler jeg ikke om spil, hvor man er alene mod horder af fjender. 

Jeg mener spil, hvor man er fuldstændig isoleret fra enhver form for mennesker. 

I overlevelsesspillet ‘The Long Dark’ er den følelse også stærk. Her er ikke engang en sjælden radiosamtale eller en havn med en handelsrejsende, man besøger.

Der er kun dig og sneen. Dig og dine kaninfælder. Dig og de forladte bygninger, du desperat forsøger at finde dåsemad og ammunition i. Dig og ulvene, som cirkler om dig lige ude af øjenkrogen. 

Der findes bøger, film og billedkunst, som beskæftiger sig med ensomhed på forskellig vis. Men med meget få undtagelser er det spil, som kan behandle den rumlige, kropslige følelse af at være alene. Den er helt unik for spil, som forskeren Bo Kampmann Walther beskriver.

Unikt for spil

Det er det samme med gyserspil – og en af grundene til at gyserspil er så forrygende effektive. Der er ikke nogen at støtte sig op af, når monsteret kommer. Der er bare dig.

Den fornemmelse giver mig et rush. Jeg tror, det er fordi, den kommunikerer noget, der stort set ikke findes i resten af mit liv.

Jeg er nærmest altid sammen med andre mennesker. Om det så er hjemme i min lejlighed med min kæreste, på arbejdet eller ude med mine venner.

Men her, i et skræmmende rum kun i mit eget selskab, har jeg muligheden for at opleve en knusende, mørk isolation – samtidig med at jeg selvfølgelig sidder trygt og godt i den virkelige verden.

Den græske filosof Aristoteles kalder den følelse kartasis,“renselse”. Man får afløb for de virkelige følelser ved at opleve dem i en fiktiv ramme. Så går man derfra og ud i den virkelige verden. 

Det er jo egentlig paradoksalt, at man har lyst til at opleve noget skræmmende og asocialt.

Men den virtuelle ensomhed hiver i mig. Jeg må tilbage til den. Om det så er singleplayer-’Minecraft’, hvor alting virker meget mere rædselsvækkende, end man skulle tro ud fra dets nuttede udseende, når man er helt alene, eller om det er havet i ‘Dredge’, hvor det eneste selskab er store dybhavsfisk, der lokker dig til ved at have strandede både på ryggen.

Der er en række oplevelser, som kun spil kan tilbyde. En kropslig, sulten og sårbar følelse af ensomhed er en af dem, uden at man skal gå fuld “Alene i vildmarken” – og der tror jeg trods alt, jeg foretrækker min dagligstue.

MERE FRA HARDWIRE

LÆS OGSÅ: Fra 96 i timen til nul: ‘Road 96: Mile 0’ fanger ikke forgængerens magi

LÆS OGSÅ: De nye PlayStation VR-headset sælger efter alt at dømme rigtig dårligt

LÆS OGSÅ: ‘Vampire Survivors’ får ny udvidelse med fantasy-tema