Topliste

Fra Bananaqueen420 til død hamster: Vi har samlet historierne bag folks gamertags

Foto: New World Computing

Af Jens Haag
29 marts, 2023

Gamertags er uundgåelige at vælge på alskens spilplatforme - og historien bag dem er mangeartede og pudsige. Her fortæller en række spiller om historien bag deres.

For nyligt kom jeg i tanke om det gamertag, jeg havde, da jeg var lille:

Baron_von_Cool. Jeg kan ikke huske, hvordan det helt præcist opstod, bare at min bror og jeg brugte det

I mange år syntes jeg, det var pinligt. Et barnagtigt navn, som afspejlede, at jeg gerne ville være cool. Og at jeg syntes “baron” var et sejt navn til en adelig – og det jo altid er godt at antyde, at man er hævet over pøblen.

Men nu hedder jeg det på Steam igen. Idéen om at stå ved min gamerfortid, uanset om den er pinlig eller ej, var pludselig tiltalende igen.

Men det fik mig til at tænke på, hvordan gamertags i det hele taget opstår. Jeg spurgte en hel masse mennesker, hvordan de fik deres, og her er de mange historier:


Sebastian Cordes, filminstruktør
aka Deathhamster

Jeg hed Deathmaster først, fordi det var det mest awesome, jeg kunne finde på. Men så gjorde mine fede fingre, at jeg kom til at skrive “Deathhamster” en dag, jeg spillede ‘Unreal Tournament’, og så har jeg været en død hamster siden da.

Marie Schäffer, pædagog
aka mar1mse

Det kommer fra et kælenavn, min kæreste gav mig, fordi han tog et grimt billede af mig. Jeg lignede overhovedet ikke mig selv overhovedet. Vi fandt på, at der var tale om en helt anden person, fiktive onde tvilling, som fik navnet navnet mar1mse som en intern joke.

Josephine Marie Lind, jornaliststuderende
aka Bananaqueen420

Jeg er ked af det, men jeg har ingen forklaring på Bananaqueen420.

Christoffer Østfeldt, kvantefysiker
aka TofLe

Jeg skulle vælge navn engang vi spillede hotseat i ‘Heroes of Might and Magic’. Fordi jeg var uinspireret, valgte jeg “kartofler”. Det hang ved et stykke tid, indtil det på en eller anden måde blev forkortet til “TofLe.

Heroes of Might and Magic III (Foto: pressefoto)

Nicolai Bæk, narkoselæge
aka MrUltiva

Jeg ville gerne være narkoselæge, og et almindeligt bedøvemiddel hedder Ultiva i handelsnavn. Det minder lidt om Ultima, og voila MrUltiva var skabt. Jeg ville egentlig først hedde BaronSamedi, efter den haitiske, hattebærende voodoo-gud. Det var bare taget.

Kristian Pindstrup, historiker
aka NocturnalGoat

Mest fordi jeg i mine teenageår var meget B-menneske, og geder er ret black mædl.

Mads R. Grage, manuskriptforfatter og filminstruktør
aka meatbeacon

Jeg var så uduelig til ‘Battlefield’, at mine venner kun kunne bruge mig til at spawne på, som en spawnbeacon – bare af kød. Det har forfulgt mig til slack og discord, som jeg nu bruger professionelt, når jeg skriver på film og computerspil. Så skal jeg holde møder, hvor jeg hedder kød-fyrtårn nede i bunden af skærmen. Ikke optimalt.

Bjarte Wathne Helgesen, undertekster
aka Bjarth Vader

Det er præcis det, det ser ud som.

Mads Obitsø, softwareudvikler
aka Kattekiksen

Jeg var 11-12 år, og syntes det var sjovt og uretfærdigt at hunde havde kiks, når katte ikke havde.

Jens Dræby, radiovært
aka Jazebaze

Jazebaze har jeg brugt, siden jeg spillede ‘World of Warcraft’. Dengang kunne jeg godt lide lyden af ordet “bass” som i “bass in your face”. På baggrund af ‘Power Rangers’ og ‘Zoro’ virkede Z som det sejeste bogstav i alfabetet.

World of Warcraft (Foto: Blizzard)

Ejvind Lauritsen, YouTuber
aka Vercinger

Jeg skulle have et krigernavn til min karakter i WoW. Jeg søgte på Google efter navne på historiske krigere og fandt “Vercingetorix”, en gammel gallisk høvding, der kæmpede mod romerne. Det navn kunne jeg godt lide, men det var for mange karakterer i WoW, så jeg forkortede det ned.

Magne Hans Herløv Kaae, journalist
aka Magne1997

Jeg havde en sprudlende fantasi som barn.

Simon B. Porse, radio-journalist og GTA-speedrunner
aka HeltZickertDer

Jeg hed i lang tid HeltZickertDer. Herr Zickert var navnet på min klasses højt elskede tysklærer, og det var det navn, jeg oprettede min steam-konto med, da vi i 1.G lavede et lille LAN-party hjemme hos min ven. Flere af os opkaldte vores konti efter undervisere. En af os opkaldte sin konto efter vores matematiklærer, Peter Jackson, hvilket i øvrigt var sjovt, fordi han lignede en hobbit.

MERE FRA HARDWIRE

LÆS OGSÅ: Se de første ti minutters gameplay fra ‘The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’

LÆS OGSÅ: Tidligere Sims-udvikler: “Mænd løj om, hvordan de spiller Sims”

LÆS OGSÅ: “Sæt dig ned, din hund”: Har spil et problem med volds- og dødstrusler?




© Copyright - arkaden.dk