Som optakt til ‘Tears of the Kingdom’ har jeg besluttet mig for at kværne så mange ‘Zelda’-spil som muligt igennem i håbet om at forstå en verden af spil, jeg var afskåret fra som barn.

Jeg måtte ikke få en Game Boy for mine forældre. 

Min mor havde set sig sur på den slags – især Nintendo og deres latterlige Pokémon-kort, som hun kraftigt forbød mig og min lillesøster at involvere os i. 

“Den slags amerikaniseret bras har ingen værdi, det er en ren dille,” sagde hun fast om den japanske virksomheds påfund, hvad måske vidnede om, hvor dybt hun egentlig havde sat sig ind i tingene.

Mine klassekammerater spillede Pokémon og Super Mario enten på deres Game Boys eller Nintendo 64, men det var en verden af glitrende og farverige japanske universer, jeg var afskåret. Ikke med min gode vilje.

Mine forældre brød sig på ingen måde om maskiner, der skulle være ren og skær underholdning. Så min indgang til de dybt fascinerende spil blev igennem computeren (som jo teknisk set også er et arbejdsredskab) – og siden har jeg ikke set mig tilbage.

Uudforsket terræn

Det er først efter jeg er blevet voksen, at jeg er blevet opmærksom på, at det egentlig var et tab. Min opdragelse i spil har i det store og hele været begrænset til, hvad man kunne spille på en Windows-maskine. Det var nærmest kun vestlige spil. Jeg kender meget lidt til den rige, store tradition for spil, som findes i Asien.

Jeg har aldrig spillet ‘Final Fantasy’ eller ‘Kingdom Hearts’, jeg ved ikke hvad ‘Persona’ helt præcist går ud på, og jeg har aldrig fnisende kaldt min Charizard for “Asshole”, eller hvad man nu gjorde. Og når jeg som voksen forsøger at gøre det, så er det aldrig helt så nemt, som jeg tror, det vil være. Et eller andet kommer i vejen, jeg føler mig sat af, jeg forstår ikke helt eller jeg bliver distraheret. 

Bortset fra det med at kalde Charizard “Asshole”, det er præcis lige så nemt og dødmorsomt, som jeg forestillede mig, det ville være.

Især er der en spilserie, som tydeligvis har gjort indtryk på andre: ‘The Legend of Zelda’. Når folk taler om det, er det i toner, som antyder en selvfølgelighed: ‘Zelda’ er den bedste og mest betydningsfulde spilserie, fornemmer jeg i deres stemmer. 

De har brugt timer og dage i deres ungdom på den, og den har belønnet dem med magi, mystik og hemmeligheder.

For mig, som ingen indsigt havde i spillet, lignede det bare en lidt anime-fjollet nisse i grønt og hans waifu. Jeg gik ud fra, nissen hed Zelda. Jeg fattede ikke, hvorfor andre var så henførte. 

Da ‘Breath of the Wild’ kom fik det så gode anmeldelser, at jeg blev nødt til at se giraffen. 

Jeg købte sågar en Switch for at gøre det, og selvom det var en fremragende oplevelse, så tror jeg ikke, jeg forstod serien særligt dybt. Jeg kunne godt se antydningen af en mytologi, nogle dybere mønstre, flere lag oven på hinanden.

Men dem kunne jeg selvsagt ikke se eller forstå, for jeg har kun spillet det ene spil. 

Nu skal det være slut. Det kan ikke gå an, at jeg mangler en så fundamental brik i min kulturelle spilopdragelse. 

Derfor har jeg taget det valg, som nogen nok vil kalde både vanvittigt og ren hybris, at jeg vil forsøge at spille samtlige ‘Zelda’-spil før udgivelsen af ‘Tears of the Kingdom’ i slutningen af maj.

Det er vigtigt at (prøve at) forstå klassikerne for at forstå det nye: Om det så er Andrei Tarkovskys ‘Stalker’ eller ‘Mrs. Dalloway’ af Virginia Woolf – eller ‘Zelda’.

Jeg har, for ikke at blive komplet skør, opsat to dogmer:

1. Jeg skal prøve at få spillet alle 18 af hovedspillene i serien – men ikke ports eller remakes
2. Jeg skal give hvert spil en chance – det vil sige mindst et par timer, gerne mere, hvis de er fængende

Det siger sig selv, at jeg ikke får noget dybt kendskab til serien – i modsætning til et album eller en film er det dybt urealistisk at spille samtlige spil igennem. Men ikke desto mindre håber jeg på at få en overfladisk og nogenlunde brugbar forståelse.

Jeg både gruer for og glæder mig til at forsøge at forstå en hel spilserie på lige knap tre måneder.

LÆS FØRSTE INDLÆG I SERIEN HER:

MERE FRA HARDWIRE:

LÆS MERE: ’Dead Island 2’ er ligeså hjernedødt som dets zombier – men også ret underholdende

LÆS MERE: Førstehåndsindtryk: ‘Star Wars Jedi: Survivor’ er helt utroligt tilfredsstillende

LÆS MERE: Troldspejlet-journalist har lagt spil på hylden – ellers bliver hun afhængig