Ad Banner

Nyheder

Microsoft: Giver ingen mening at gøre ‘Call of Duty’ eksklusivt

Foto: (Pressefoto, Activision Blizzard)

Af Carl Nielsen
8 marts, 2023

Microsoft vurderer - ud fra deres egen undersøgelse - at PlayStation vil tabe omtrent tre procent af deres brugere, hvis 'Call of Duty' bliver Xbox-eksklusivt.

Historien indtil videre

Siden Microsoft sidste år annoncerede deres planer om at opkøbe spilselskabet Activision Blizzard, har der været bekymringer om, hvorvidt den historisk store spilhandel vil forvride konkurrencemulighederne i spilindustrien.

Flere landes konkurrencestyrelser har udtrykt bekymring for opkøbets påvirkning på spilmarkedet. Især har den britiske styrelse Competition and Market Authority (CMA) været vokale omkring deres skepsis.

Opkøbet vil give Microsoft adgang til hele Activision Blizzards bagkatalog, der indbefatter titler som eksempelvis ‘World of Warcraft’, ‘Candy Crush’, ‘Diablo’- og ‘Call of Duty’-serierne, og CMA vurderer, at det vil kunne resultere i “højere priser, færre valg, og mindre innovation” til det britiske spilpublikum.

Antallet af PlayStation-ejere, der vil forlade platformen til fordel for konkurrenten Xbox, hvis ‘Call of Duty’-spilserien bliver eksklusivt til Microsoft-konsollen, er voldsomt overvuderet. Det mener Microsoft i hvert fald selv.

Tech-gigantens egen undersøgelse vurderer, at det kun er tre procent, der vil skifte platform, hvis den ultra-populære skydespils-serie bliver låst til Xbox-konsollerne. Det skriver Axios.

Det står i skarp kontrast til, hvad den britiske konkurrencestyrelse Competition and Market Authority (CMA) har vurderet. Selvom myndighedens eget bud på, hvor mange brugere, der rent faktisk er tale om, er fjernet fra den offentlige udgave af CMAs undersøgelse, så vurderer man, at PlayStation “vil tabe en signifikant andel” af markedsandelen, hvis ‘Call of Duty’-serien bliver Xbox-eksklusiv.

“Tilbageholdelses-strategi” kan ikke betale sig

Microsoft har gentagende gange lovet, at ‘Call of Duty’, der er den fjerde bedst sælgende spilserie nogensinde, vil blive ved med at være tilgængelig for PlayStation-brugere, men CMAs undersøgelse vurderer, at Microsoft vil opveje de tabte PlayStation-salg mod, hvad de kan få i Xbox- og abonnements-salg blandt andet.

Men ud fra Microsofts egen undersøgelse, er der ikke nogen ide i det.

“Som vi hele tiden har sagt: det giver ingen forretningsmæssig mening at tage ‘Call of Duty’ væk fra PlayStation,” siger Rima Alaily, der er vicepræsident hos Microsofts Competition Law Group.

Hun mener, at andelen af spillere, der ville skifte “er for lille til at skade Sonys evne til at konkurrere og for lille til at gøre en “tilbageholdelses-strategi” profittabel for Xbox.”

EU har også stillet spørgsmålstegn ved, hvorvidt at Microsofts opkøb af Activison Blizzard er konkurrenceforvridende. Det forventes, at de kommer med en afgørelse om, hvorvidt de vil stille sig i vejen for opkøbet senere i år.




© Copyright - arkaden.dk