Ad Banner

Nyheder

Over 2400 Steam-konti straffet for at kalde en negativ anmeldelse “nyttig”

Af Jens Haag
17 april, 2023

Tidligere i år skrev en bruger ved navn “FREEDOMS117” en kritisk anmeldelse af det gratis onlinespil ‘Warlander’ på spilplatformen Steam.

FREEDOMS117 påpegede en række mistænkeligheder ved spillets anti-snyd software. En række brugere, som markerede, at de fandt FREEDOMS117s anmeldelse brugbar, fik efterfølgende deres konti begrænset på Steam.

Det skriver PC Gamer.

“Anti-snyde-softwaren kører stadig, når spillet er slukket, og det lader til, at softwaren sender data til en række japanske IP-adresser på samme tidspunkt,” skrev FREEDOMS117.

FREEDOMS117 fortsatte sin anmeldelse med at give oplysninger om, hvordan man slettede anti-snyde-softwaren helt fra sin computer.

På Steam kan en anmeldelse markeres som enten “Nyttig”, “Ikke-nyttig” eller “sjov”. Markeringerne får algoritmen til at sende de mest brugbare og sjove kommentarer højt op, så brugere mødes af dem med det samme, når de scroller ned igennem et spils side på Steam.

Det var tilfældet med FREEDOMS117s anmeldelse, som var markeret som “mest nyttig”.

Men det kan åbenbart være farligt at erklære en negativ anmeldelse som FREEDOMS117s “nyttig”.

I midten af april gjorde en moderator på Steam anmeldelsem skjult og sagde, at den “brød Steams reglement”. FREEDOMS117 blev i 30 dage forhindret i at samtale med andre brugere på Steam, stemme på andre anmeldelse eller poste flere af deres egne.

Alle, der havde markeret FREEDOMS117s oprindelige anmeldelse som nyttig fik inddraget deres mulighed for at stemme på andre anmeldelser i 30 dage.

Steam har nu udtalt, at det var en fejl at kalde anmeldelsen for et brud på Steams reglement og undskyldte derfor over for FREEDOMS117.

“Anmeldelsen blev af en moderator fejlagtigt set på som en guide til at omgå anti-snyde-systemet,” skrev spilplatformen i et svar til brugeren.

“Din anmeldelse forsøger ikke at narre andre spillere, og vi er derfor enige i, at de restriktionerne, som blev placeret på dig og andre brugere, ikke er gyldige.”

Steam sagde også, at de ville kontakte udgiverne af Warlander, selskabet Plaion, angående de kritikpunkter FREEDOMS117 påpegede i sin anmeldelse

Plaion udtalte efterfølgende, at anti-snyd-softwarens tendens til at køre, selvom spillet var lukket, var en bug, og at softwaren derudover ikke indsamlede personlige oplysninger om spillerne.

På trods af Steams indrømmelse og tilbagerullen af straffen til både FREEDOMS117 og alle, der markerede anmeldelsen som nyttig, må man sige, at det er bekymrende, at Steam uden videre kan straffe brugere, for at skrive anmeldelser med legitime kritikpunkter – også selvom anmeldelsen indeholder instruktioner om at omgås software.

MERE FRA HARDWIRE

LÆS MERE: Matt Mercer fra ‘Critical Role’ lægger stemme til Ganondorf i ‘Zelda: Tears of the Kingdom’

LÆS MERE: Jeg gider fandme ikke have alle ‘Starfield’s 1000 computergenerede kedsomhedsplaneter

LÆS MERE: Tidligere Sims-udvikler: “Mænd løj om, hvordan de spiller Sims”




© Copyright - arkaden.dk