Ad Banner

Nyheder

PlayStation-hittet Helldivers 2 er størst på PC

Af Mark Elsberg
24 februar, 2024

Der er masser af vind i sejlene på live-service-spillet Helldivers 2, produceret af svenske Arrowhead Studios. Foto: Sony

Det synes næsten at være den omvendte verden, men, ja, den er god nok. PlayStation-megasuccesen Helldivers 2 er større på PC end på PlayStation.

Ifølge industrianalytiker Christoffer Dring, der har sammenlignet salget af spillet på de to platforme for ugen der gik, så tegner PC-versionen sig i øjeblikket for 60% af den samlede brugerbase, mens de resterende 40% sidder på PlayStation 5.

Dring bemærker også, at Helldivers 2 var så afgjort det bedst sælgende spil på tværs af Europa i ugen der gik, dette med en faktor 2,5 ned til andenpladsen, Ubisofts sørøverspil Skull & Bones, der ikke på nær samme måde er et hit blandt forbrugerne.

Helldivers 2’s succes er bemærkelsesværdig, og lige så vigtigt for et live-service-spil, er der ikke noget, der tyder på, at spillet er en døgnflue. Fra første til anden uge på markedet løftedes salget med mere end 40%, skriver Christoffer Dring på det sociale medie X.

Vigtigt live-service-pletskud fra Sony

Sony har altså et vaskeægte hit på hænderne med Helldivers 2, og PC-platformen lader til at spille en vigtig rolle her. Det vil givet få Sony til at overveje fremover at udgive flere spil af denne type samme dag på PC som på PlayStation.

Live-service-spil er netop en nøglestrategi for Sony, som de søger at øge profitabiliteten på deres forretning i kølvandet på et lunkent kvartalsregnskab, der nok viser fremgang i omsætning, men ikke på bundlinjen. Og med adskillige af disse projekter i vanskeligheder, herunder et skrinlagt The Last of Us Online-spil, så var det tiltrængt for Sony med et pletskud.

Har du endnu ikke stiftet bekendtskab med Helldivers 2, så kan du læse Arkadens anmeldelse, hvor vi kvitterede med flotte 5/6 stjerner.

Se eller gense også, da Arkadens Morten Urup og Jørgen Bjørn gæstede spillets producent, svenske Arrowhead Studios, til en snak om spillet:

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk