Ad Banner

Nyheder

Populært PlayStation-gys bringes til det store lærred

Af Mark Elsberg
19 januar, 2024

I Until Dawn-spillet fra 2015 skal seks teenagere overleve rædslerne på et afsidesliggende skiresort, og det går ikke stille for sig. Foto: Supermassive | Sony

Endnu et PlayStation-hit finder vej til biograferne, det skriver The Hollywood Reporter.

Der er tale om Supermassive Games’ Until Dawn, der debuterede på PlayStation 4 tilbage i 2015, og banede vejen for en hel serie af interaktive gyserspil, heriblandt The Dark Anthology Pictures og senest The Quarry fra 2022.

Men nu skal interaktivt gys blive til spillefilm, når PlayStation Productions og Screen Gems går sammen om at producere Until Dawn-filmen.

Instruktøren er allerede fundet. Han hedder David F. Sandberg og er velbevandret i gysergenren. Foruden sit ophav med uhyggelige kortfilm på svensk har han bl.a. instrueret Hollywood-gyset Annabelle: Creation og de to superhelte-film Shazam. Gary Daubermann (Annabelle, The Nun) står for at skrive manuskriptet efter forlæg af Blair Butler (Polaroid, The Invitation).

Det oprindelige spil fra 2015 handler om en gruppe teenagere, der tager på ferie ved et afsidesliggende skiresort. Snart er onde kræfter i hælene på dem, og man skal som spiller træffe det ene afgørende valg efter det andet, der kan betyde forskellen mellem liv og død.

Until Dawn bliver altså den seneste produktion i rækken af PlayStation-franchises, der tager springet til filmmediet. Sidste år blev det hele tre af slagsen, med The Last of Us, Gran Turismo og Twisted Metal. Derudover skulle film baseret på Gravity Rush og Days Gone også være på vej.

Det er endnu uvist, hvornår Until Dawn-filmen får premiere.

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk