Ad Banner

Nyheder

Skull & Bones ligner allerede en synkende skude

Foto: Ubisoft

Af Mark Elsberg
23 februar, 2024

Ubisoft er på noget af en mission, hvis de skal vende et allerede skuffende spillerantal på deres stort anlagte sørøverspil Skull & Bones. Foto: Ubisoft

Ubisofts stort anlagte sørøverspil Skull & Bonus ligner allerede en synkende skude med ‘kun’ 850.000 spillere siden dets release den 13. februar.

Og ifølge spilmediet Insider Gaming fortæller interne kilder hos Ubisoft, at det tal endda inkluderer alle dem, der har benyttet sig at spillets gratis prøveperiode på otte timer.

Det reelle salg vil altså forventeligt ligge noget lavere.

Men selv, når man tæller de gratis spillere med, har Skull & Bones mønstret langt færre spillere end andre højprofilerede spiludgivelser fra i år, herunder Palworld, Enshrouded og PlayStations live-service-spil Helldivers 2, der allerede efter få dage på markedet havde krydset millionen og aktuelt set befinder sig noget højere.

Spillet er for dyrt

Insider Gaming fortæller videre, at der blandt udviklerne hos Ubisoft eksisterer en opfattelse af, at Skull & Bones simpelthen er prissat for højt:

“I think we all know this is a $30-$40 game at best, but it’s not in our control to determine those thing”, fortæller én kilde med reference til spillets vejledende udsalgspris på $70 (500kr).

Foruden prisdebatten har den generelle modtagelse af Skull & Bones da heller ikke været for positiv. Spillet har i skrivende stund en metascore61, mens brugerscoren er helt nede på 3,5.

Her på Arkaden blev vi også ualmindeligt søsyge af Skull & Bones og kvitterede med kun 2/6 stjerner.

Skull & Bones har været et omdiskuteret spil lige siden annonceren for mere end 10 år siden. Det har undervejs været forbi 11 forskellige spilstudier, ligesom at udviklingen er blevet genstartet op til flere gange.

Det har dog ikke afholdt Ubisofts top fra at tegne et billede af et højprofileret spil værd både ens tid og penge, som da administrerende direktør Yves Guillemot famøst kaldte Skull & Bones for et “AAAA-spil”.

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk