Anmeldelse

Skull and Bones-anmeldelse – Et tidsrøvende piratspil 

Foto: Ubisoft

Af Lasse Rasmussen
16 februar, 2024

Skull and Bones, som er udviklet af Ubisoft, er endelig udkommet efter en udviklingstid på omkring 11 år. Titlen har undergået mange forskellige ændringer og er slet ikke det spil, de originalt havde tænkt. Men hvordan er det mest udskudte spil i nyere tid så?

Hvis man har fulgt med i udviklingen af Skull and Bones, så vil man vide, at det ikke er gået særligt gnidningsfrit. Spillets oprindelige udgivelsesdato var i slutningen af 2018, hvilket ikke blev holdt. Så blev det rykket til 2019, 2020, 2021, 2022, 2023 og nu, den 16. februar 2024, er spillet endelig landet i vores hænder. Der har været stor skepsis omkring spillet i mange år på grund af de mange udskydelser, men jeg er en person, som er villig til at give en film eller spil en fair chance. Ligesom jeg gjorde med anmeldelsen af Suicide Squad: Kill the Justice League, gik jeg ind med lave forventninger og var klar på, at blive omvendt fra at være skeptisk til tilfreds.

Det er nu blevet tid til at finde ud af, om Skull and Bones er det store piratspil, som Ubisoft har lagt op til og om det er en værdig spirituel efterfølger til deres sidste “pirat” spil, Assassin’s Creed IV: Black Flag

Visuelt 2 generationer tilbage 

Det første man meget hurtigt lægger mærke til, er, hvordan den grafiske stil er helt igennem håbløs. Vi er i 2024 og spiller på det bedste hardware vi har og det ligner noget tilbage fra PlayStation 3/starten af PlayStation 4 generationerne. Det skriger af ufærdighed og hastearbejde, især når man går i land på meget små kolonier, hvor man kan købe og sælge forskellige ting. Her er jorden, græs, træer, mennesker, og selv ens egen karakter grimt at kigge på. Når man har ventet siden 2018 på Skull and Bones og det her er grafikken, bliver man bekymret. Jeg var meget bekymret efter den skidte start. 

Her ses en trader, som visuelt ser hæslig ud. Billede af Lasse Rasmussen / Skull and Bones.

Gabende kedeligt 

Spillet handler helt grundlæggende om, at du skal blive en større og stærkere pirat og det gør man ved at gennemføre missioner (contracts), plyndre små outposts og sænke andre skibe. Den rytme er det eneste, man laver konstant. Det ville ikke være et problem, hvis spillet faktisk var sjovt og innoverende, men det er det ikke! Jeg har kedet mig ubeskriveligt meget igennem en meget stor del af spillet. Historien er tårkrummende ringe og stemmeskuespillet er det samme. Missionsstrukturen er der intet spændende ved, da man primært skal sejle fra et sted til et andet, stjæle eller plyndre nogen ting, for så at sejle tilbage og så er det slut. Det skal man gøre i mange timer og uden de store udfordringer eller store “set-pieces”. 

Det store ocean uden indhold 

Skull and Bones er et piratspil, og man sejler derfor rundt i sin lille eller store båd. Der er mange forskellige skibe/både at vælge imellem og man kan selv bestemme hvilke kanoner, sejl, farver, dyr og hvilket sæt tøj dine piratkompagnoner skal have på. Det er i sig selv ret fedt, dog har Sea of Thieves gjort det bedre. Når man så ikke sejler rundt og klarer missioner, hvad er der så ude i det indiske ocean? Jo, det skal jeg sige dig. Ingenting! Der er intet spændende at opdage udover små forter, lidt ligesom dem man kunne kæmpe mod i Assassin’s Creed IV: Black Flag.

Det, man normalt laver, når man sejler rundt, er, at hugge træer, samle kokosnødder, hakke forskellige metaller eller kaste med spyd mod hajer, krokodiller eller flodheste. Det er endnu en ting, som er sindssygt kedelig at gøre om og om igen, ligesom missionsstrukturen.  

Man kommer ud for mange søslag mod andre pirater eller mere civiliserede modstandere. Men hver kamp føles som den samme, og der er ingen unikke måder at spille på. Jo, man kan skifte sine kanoner ud og variere det, men når alt kommer til alt, føles det meget halvbagt og papirstyndt. Der er ingen tyngde eller dybde i ens båd, når man sejler eller er i kamp.

Et overblik over en stor del af oceanet. Billede af Lasse Rasmussen / Skull and Bones.

Spild af ens tid 

Skull and Bones er bygget op til at spilde spillerens tid. Det er længe siden, jeg har spillet et spil, som er så tidskrævende og “grindy” som dette. Ens karakter kan stige i level, det samme kan ens båd, kanoner, skroget på ens skib, og “furniture” som giver en bonus til skibet. Men når ens karakter stiger i level, så gør alt andet ikke. Det er så ligegyldigt indviklet for netop, at få spillerne til at bruge lang tid både på at finde ud af, hvordan det fungerer, men også at stige i level. For at få bedre kanoner skal man for eksempel finde en opskrift. som kan købes af en sælger. Så skal man finde forskellige ressourcer for at bygge den, for så at sejle tilbage til sin piratbase og lave sin nye kanon. Men jo højere level ens karakter stiger, jo flere og bedre kanoner får man og er derfor tvunget til, at gøre præcis det samme igen mange gange. Alt i spillet kræver ressourcer som man finder ved at sænke skibe eller selv skaffe dem ude i verdenen. 

Her kan det tydeligt ses på jorden og statuen, at teksturen slet ikke er færdig arbejdet. Billede af Lasse Rasmussen / Skull and Bones.

Konklusion 

Skull and Bones er et ligegyldigt, tidsfordrivende spil, som plyndrer din dyrebare tid. Alt fra at den såkaldte historie er tårkrummende ringe, karakteranimationerne og grafikken er en skandale og det indiske ocean er bare kedeligt at sejle rundt i. Det samme intetsigende, kedelige gameplay gør bestemt heller ikke oplevelsen bedre. Jeg kan ikke forstille mig, at jeg vender tilbage til spillet, da det grundlæggende i dens kerne er et dårligt spil. Yves Guillemot (Ubisoft CEO) som har udtalt at dette spil er et “stort og komplet spil” som fortjener titlen som værende et “quadruple-A game”, er en decideret joke og i min optik usandt.  

Du skal IKKE gå ud og købe det her spil og slet ikke for den fulde pris. Hvis du dog er nysgerrig alligevel, så vent til det bliver sat ned til mere end 50 %. Ellers er jeg bange for, at du er den lille båd, som helt alene sejler ude på havet, og en dag bliver plyndret af piraterne fra Ubisoft. 

Udvikler/Udgiver: Ubisoft Singapore / Ubisoft

Genre: Action/Adventure

Platform: PlayStation 5 (anmeldt på), Xbox Series X|S og PC

Lasse Rasmussen – Skribent & Anmelder


Lasse lever og ånder for film, spil og tv-serier, og elsker at formidle det. Han er en ung purk, der har taget sine første skridt ind i medieverdenen, som har fascineret ham siden han for første gang fik en PlayStation 2-kontroller i hånden og en Nintendo DS ved siden af sig.





© Copyright - arkaden.dk