Ad Banner
Ad Banner

Anmeldelse

Brætspil: Trods skønhedsfejl rammer dansk ordspil plet med absurd humor

Foto: Gameplay Publishing

Af Lean Heuch Hansen
6 april, 2023

Selvom 'Hard to Get' lægger sig lige lovlig tæt op ad forbillederne, så er der masser at nyde ved det morsomme ordspil.

‘Hard to Get’ er et nyt, danskproduceret selskabsspil for 2-12 spillere, der uden tvivl har potentialet til at blive et hit. Det er et af den slags hurtige samarbejdsspil, hvor du får lyst til “lige at tage et spil mere”.

Enten fordi du tabte og vil have revanche, eller fordi du vil prøve kræfter med en anden rolle. Men festspil-genren er et tætpakket felt med mange stærke titler, så hvad er det egentlig, der får ‘Hard to Get’ til at skille sig ud fra mængden?

Før jeg kan svare på det, må jeg først nævne et par af de største konkurrenter.

I 2016 udkom selskabsspillet ‘Codenames’, som du højst sandsynligt allerede har spillet eller hørt om. Det er et ordspil, hvor to hold på skift skal gætte bestemte ord ud fra de ledetråde, som holdkaptajnen giver dem.

Spillet blev umådeligt succesfuldt, og har både affødt et væld af spinoffs og beslægtede ordspil, der har taget konceptet i nye retninger. Det siger noget om genrens popularitet, at man finder tre ordspil øverst på BoardGameGeeks liste over de bedst ratede selskabsspil: ‘Decrypto’ (2018), ‘Just One’ (2018) og ‘Codenames’.

‘Hard to Get’ er det nyeste skud på stammen. Og selvom det næppe kommer til at vippe de nævnte spil af pinden, formår det alligevel at levere et friskt og interessant take på genren. 

Reglerne er ikke hard to get

Reglerne er på ingen måde hard to get. Tværtimod er det et spil med ultrasimple regler, der kan forklares på få minutter, så alle forstår dem. I modsætning til ‘Decrypto’, som man nærmest ikke kan forstå, før man prøver det.

‘Hard to Get’ er et samarbejdsspil, hvor én spiller giver ledetråde, imens resten af bordet gætter. Før spillet begynder, lægges 16 tilfældige ordkort ud på bordet. Et af disse kort viser det rigtige ord, og det er nu op til spillerne at arbejde sammen og fjerne kort, indtil kun dette ord er tilbage. En af spillerne er vidnet – altså holdkaptajnen, der som den eneste kender det rigtige ord, og som giver ledetråde til sine medspillere, detektiverne.

Så langt er der mange ligheder med ‘Codenames’ både mekanisk og tematisk. Hvor ‘Hard to Get’ virkelig skiller sig ud fra forgængerne, er i måden disse ledetråde eller clues gives på.

For hvor det i de fleste ordspil er op til spillerne selv at finde på ledetrådene, så giver ‘Hard to Get’ derimod vidnet et valg blandt to muligheder, et enten-eller.

Hver runde trækker vidnet et dilemmakort med et tilfældigt modsætningspar. Det kan være abstrakte begrebspar som hård – blød eller ord fra det samme emneområde såsom boyband – jazztrio. Vidnet beslutter så, hvilken pol der bedst beskriver det hemmelige ord.

På baggrund af denne information skal deres medspillere nu fjerne kort, der ikke passer til den valgte pol. Det er altså primært gennem udelukkelsesmetoden, at man finder frem til det hemmelige ord. Man har fem runder til at indkredse ordet, og hvis det bliver fjernet undervejs, er spillet tabt.

(Foto: Gameplay Publishing)

Absurd humor er spillets bankende hjerte

Dilemmakortene er et ret genialt benspænd, fordi det tvinger spillerne til at lave et væld af skæve og random sammenligninger: Er fangekælder mere 1. date eller 2. date? Er panda mere panodil eller reparationsbajer? Det kan spillerne med rette have mange forskellige meninger om, og diskussionen bliver lige så gakket som sammenligningerne.

Argumenterne bliver enormt morsomme, når det går op for én, hvordan de må lyde uden for kontekst: “Gås er helt klart mest hjemmeværnet!” Den absurde humor er det bankende hjerte i ‘Hard to Get’.

Ligesom i ‘Det Dårlige Selskab’ og ‘Cards Against Humanity’ ligger humoren i kortene og deres mulige kombinationer. Men i modsætning til disse spil, presser ‘Hard to Get’ ikke sine jokes ned i halsen på spillerne.

Hvor ‘Det Dårlige Selskab’ handler om at lave skæve og ofte grænseoverskridende punchlines, er den sorte humor i ‘Hard to Get’ langt mere original og langtidsholdbar, fordi den er et biprodukt af gameplayet. Det er netop, når man tager spillets absurde præmisser allermest alvorligt, at situationen for alvor bliver komisk.

Dilemmakortene har desuden den fordel, at rollen som clue-giver bliver mindre stressende og uoverskuelig, end den er i andre lignende ordspil.

I ‘Codenames’ skal holdkaptajnen f.eks. have overblik over 25 ord og samtidig finde på kreative ledetråde, der har associationer til bestemte ord og ikke til alle de andre. Det fører let til analysis paralysis, hvor man ikke kan beslutte sig for en ledetråd – hvilket både er frustrerende for holdkaptajnen og kedeligt for deres medspillere.

‘Hard to Get’ minimerer ventetiden ved at minimere holdkaptajnens mulighedsrum. Det giver mindre plads til kreativitet og opfindsomhed, men sikrer til gengæld et bedre flow og en større tilgængelighed.

(Foto: Gameplay Publishing)

Mangler lidt konkurrence-element

‘Hard to Get’ er lige så smooth som de Hollywood-inspirerede personer på spilæsken. Det er et velsmurt, gnidningsfrit design, fordi det fjerner nogle af de hårde kanter fra mere krævende ordspil som ‘Codenames’, ‘Decrypto’ og ‘Wavelength’ (2019).

Men dermed giver spillet også køb på de episke øjeblikke, der kan opstå, når spillernes kreativitet og store ambitioner bliver belønnet. Som når man har fundet på en særligt subtil og udspekuleret ledetråd, og ens hold på mirakuløs vis gætter rigtigt. Hold-elementet i de tre nævnte spil skaber desuden en kompetitiv ånd, som jeg savner lidt i ‘Hard to Get’. Når alle er på samme hold, er der bare lidt mindre på spil.

‘Hard to Get’ er dog ingen dans på roser, men snarere et minefelt af konnotationer. Som titlen antyder, er der rig mulighed for miskommunikation. Det er nervepirrende at sidde som vidnet, der skal holde masken, imens resten af bordet diskuterer, hvilke ord der skal fjernes.

Og den diskussion er i sig selv en svær balancegang mellem at stå fast på sine egne intuitioner og samtidig være åben og lyttende over for andres associationer.

En af ordspil-genrens styrker er, at den kan skabe en unik følelse af at være på bølgelængde med ens medspillere – og det er denne oplevelse, der både er målet og belønningen, når man spiller ‘Hard to Get’. Men netop derfor ligger det optimale antal spillere nok et sted mellem 3 og 8. Ved 2 spillere er der ingen dialog, og ved 12 spillere drukner den enkelte stemme i mængden.

(Foto: Gameplay Publishing)

Produktionen halter efter

Desværre er produktionen ikke i top. Kortenes kvalitet ikke særligt god, men det bliver forhåbentligt udbedret på sigt. Det grafiske design på kortene kunne også godt være mere funktionelt og stilistisk gennemført. Ordkortene kan f.eks. være lidt svære at læse. Skriften er relativt lille, fonten er meget kompakt, og den graduerede baggrund er ikke optimal for læsbarheden.

Desuden læner spillet sig så meget op ad ‘Codenames’ i både tema og artwork, at det risikerer at forsvinde i skyggen af forbilledet.

Det moderne spion-tema er godt nok blevet skiftet ud med nostalgisk noir – men farveskalaen er stort set den samme, og det er stadig en mand og en kvinde på forsiden. Produktionen er i det hele taget så generisk, at den ikke rigtig giver noget til spillet. Det er selvfølgelig ganske typisk for selskabsspil. Men spillets mekanismer er så abstrakte, at man godt kunne have fundet på et mere originalt tema og et grafisk udtryk med mere kant og personlighed.

Selvom ‘Hard to Get’ læner sig lige lovlig tæt op ad et af de mest populære ordspil på markedet, formår det alligevel at skabe en sjov og unik spiloplevelse. Hvis du er til hurtige og familievenlige samarbejdsspil, fortjener ‘Hard to Get’ en plads i din samling – eller i det mindste et skud på den lokale brætspilscafé.

7/10

Hard to Get

Spildesigner: Mads Emil Christensen

Udgiver: Gameplay Publishing

(Foto: Gameplay Publishing)

MERE FRA ARKADEN

LÆS OGSÅ: Fra 96 i timen til nul: ‘Road 96: Mile 0’ fanger ikke forgængerens magi

LÆS OGSÅ: De nye PlayStation VR-headset sælger efter alt at dømme rigtig dårligt

LÆS OGSÅ: ‘Vampire Survivors’ får ny udvidelse med fantasy-tema




© Copyright - arkaden.dk