Jeg har været omkring 12 år, da jeg fik Player’s Handbook fra Dungeons and Dragons 3.5 i fødselsdagsgave. Jeg husker tydeligt det brune, glittede cover med de seks lidt grimt computeranimerede guldkugler og sværdet i midten. Det var for mig underordnet: Den symboliserede en gigantisk, farverig verden, et sted at blive væk i og lade sin fantasi blomstre som en anden ukrudtsart.

Jeg læste den bog, til den var i laser. Jeg er opvokset i en lille jysk landsby, hvor vi mest spillede fodbold i vores fritid. Der ikke var den store forståelse for at rulle terninger og lege ork-impro, så i første omgang havde jeg ikke nogen at spille med. 

Jeg sad bare ude i haven (mine forældre ville ikke have, jeg sad indenfor, når nu vejret var så godt), hvor jeg drømte om at spille en sorcerer, mens jeg forsøgte at få mit hoved rundt om, hvordan spell slots helt præcist fungerede.

Med tiden tvang jeg mine søskende til at spille med mig, og da jeg blev ældre, fandt jeg venner, som delte min interesse for at opfinde forskellige stemmer, mens jeg legede, jeg var en dværgekriger.

Og med de gigantiske pengesummer og relativt gode anmeldelser, den nye Dungeons and Dragons-film har indbragt, kom jeg igen til at tænke på spillet, der har formet mit forhold til bordrollespil.

Jeg har spillet rigtig mange kampagner gennem tiden med forskellige grupper, og næsten alle har været Dungeons and Dragons. I lang tid tænkte jeg slet ikke på, at der var alternativer. Jeg vidste, der var noget, der hed ‘Vampire’, og selvom jeg på et tidspunkt godt vidste, at nogle af min daværende kærestes ældre venner spillede noget, der hed ‘Pathfinder’, så skænkede jeg det ikke en tanke.

DnD var kongen – og det blev det ved med at være. Også for alle andre end mig og mine venner. Mindst halvparten af alle bordrollespils-session er Dungeons and Dragons – og sandsynligvis mange flere. 

I kølvandet på actual play-bølgen med udgangspunkt i DnD – eksempelvis Critical Role – har Wizards of the Coast konsolideret deres jerngreb om hobbyen. Spørg hvem som helst om, hvad deres første indskydelse er, når man siger bordrollespil, og jeg vil godt lægge hovedet på blokken for, at majoriteten siger “Dungeons and Dragons”. 

OGL-affæren

Jeg har aldrig overvejet det før, men DnDs altovervejende monopol på bordrollespil er ikke nogen særligt fordelagtig situation.

Først og fremmest blev det tydeligt tidligere i år, da et læk af fremtidige planer for DnD-licensen, kaldet OGL (Open Game Licens) fra Wizard of the Coast indeholdt ønsket om at få royalties fra selvstændigere kreatører, der skaber deres eget indhold til Dungeons and Dragons.

Op til 25 % fra skabere, der tjente over 750000 dollars, men den nye licens ville også kræve, at mindre skabere skulle sende regnskaber, indhold og registre til Wizards of the Coast – et stort arbejde for selvstændige virksomheder. Samtidig ville Wizards of the Coast grundlæggende få gratis adgang til indhold, som den gigantiske virksomhed så potentielt selv kunne sælge videre.

Der lød et ramaskrig fra fans. Det ville knægte den fælles og frie samskabelse af indhold til spillet, lød kritikken. 

Wizards of the Coast har på nuværende tidspunkt trukket den kritiserede licens tilbage og lovet at lade OGL’en overgå til en offentlig, fri ophavsret. 

Markedet og filosofien

Men et eller andet er knækket alligevel i forholdet mellem Wizards of the Coast og fankulturen. Og der er også en række andre bekymrende forhold, der melder sig.

Først og fremmest er der den markedsbaserede kritik.

Det er dybt problematisk, at en enkelt virksomhed med en håndevending kan forvalte nærmest alle forhold omkring verdens mest dominerende bordrollespil efter forgodtbefindende. Wizards of the Coast er udsat for meget begrænset konkurrence, hvad giver dem et uheldigt monopol på en hobby, milioner af mennesker dyrker. Det skaber ikke incitament for bedre produkter eller lavere priser på de dyre håndbøger og yderligere indhold.

Dernæst kommer det måske (hvis man kan kalde det det) mere spilfilosofiske argument: Hvorfor egentlig lade sin oplevelse og erfaring med bordrollespil begrænse sig til et enkelt system, hvis regler i overvejende grad er helliget det at banke trolde og drager? Der er potentiale for tusindvis af forskellige historier i bordrollespil, men systemet, man bruger, vil altid forme og retningsbestemme hvilken slags, man ender med. Alien-rollespillet vil handle om rumvæsner og muliggøre gyserhistorie, mens Call of Cthulhu vil handle om paranormale undersøgere, som bliver gale. Og det er kun toppen af isbjerget, hvad angår muligheden for universer, spillene kan undersøge.

Derfor vil jeg argumentere for, at vi, som elsker og dyrker bordrollespil, må smide Dungeons and Dragons på porten. Det er på tide, at vi udforsker og afprøver andre slags rollespil – både for branchen og vores egen skyld.

Ingen tyvere til tyvene

Jeg har på det seneste kastet mig dybere ud i John Harpers ‘Blades in the Dark’, som har en række forbløffende fordele over Dungeons and Dragons. 

Spillerne indtager rollen som kriminel bande i et gotisk univers inspireret af især ‘Dishonored’ og ‘Thief’-spillene. De tager kampen op mod overmagten og er snedige tyve, bøller og illegale alkymister. Deres operationer mod overmagten og andre bander tager især form af heists inspireret af selvsamme filmgenre.

Kampe, fremstilling af eliksirer eller bomber, at snige sig forbi vagter eller stjæle en pung er i Blades alle cirka lige tidskrævende at afvikle. Det hele afgøres ved hjælp af et kort action roll, som foretages med simple sekssidede terninger.

Det giver spillerne incitament for ikke udelukkende at skabe murderhobos eller toptunede kampmaskiner, men åbner muligheden for, at en tyv eller en hurtigsnakker er præcis lige så brugbare som en minmaxet druide. Det er en befriende situation.

Samtidig har Blades et nærmest genialt påfund, hvor mange action rolls resulterer ikke bare i en binær “fiasko/succes”, men i stedet “succes, men med en konsekvens”. Det kan betyde, at selvom spilleren har held med at skyde sin modstander, eksploderer pistolen ud af karakterens hænder og alarmerer en række andre vagter – og så må banden tage benene på nakken.

Det har været en virkelig interessant og givende oplevelse at spille ‘Blades in the Dark’ – faktisk så meget, at jeg i udgangspunktet spørger folk, om det er det, vi skal spille, i stedet for ‘Dungeons and Dragons’, når jeg samler folk sammen til en ny bordrollespilsgruppe.

Der er uendelige mængder historier at fortælle ved rollespilsbordet og det er en skam, hvis de allesammen skal tvinges ned i ‘Dungeons and Dragons’-formen – der er rig mulighed for at udforske science fiction-universer, X-files-dramaer, Twin Peaks-forløb og nærmest alt andet – kun fantasien sætter grænser. 

Jeg forstår udmærket, at mange har et nostalgisk og nært forhold til DnD – men bare fordi noget har en lang historie, er det ikke nødvendigvis det samme som, at det er det bedste.

Jeg har af de ovenstående grunde besluttet mig for i overvejende grad at gå væk fra at spille ‘Dungeons and Dragons’ – jeg har ikke tænkt mig fanatisk at afvise at deltage i spillet, jeg vil bare ikke foreslå det som det første, når jeg DM’er eller spiller i nye grupper.

Det, tror jeg, er bedst både for markedskonkurrencen i vores hobby, variationen af de spil vi spiller, opdyrkningen af nye og interessante spil – og så kan det forhåbentligt modvirke, at bordrollespil stagnere i gamle klichéer.

MERE FRA HARDWIRE

LÆS MERE: Jeg gider fandme ikke have alle ‘Starfield’s 1000 computergenerede kedsomhedsplaneter

LÆS MERE: Isolation i spil giver mig et rush, jeg ikke finder andre steder

LÆS MERE: Her er den sidste episke trailer inden udgivelsen af ‘The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’