Vi ser desværre en ærgerlig tendens i Hollywood den seneste tid. Velkendte franchise-film bliver produceret med vanvittigt høje beløb, men ser ikke ud som deres prisskilt.

Dune: Del 2 laver lige nu sin sejrsgang verden over og imponerer både box-office indtjeninger og anmeldere. Filmens instruktør Denis Villeneuve har meget muligt lavet en ny sci-fi klassiker til en ny generation. Filmen er et forfriskende pust i en tid, der har budt på halvfærdige franchise film. Dune er ikke bare en god film, den ser også fantastisk flot ud i sine effekter.

Dette leder derfor til spørgsmålet: Hvorfor koster mange af disse blockbuster-film så meget, men ser så meget dårligere ud end Dune?

Dune: Del 1 udkom tilbage i 2021 med et budget på $165 millioner, hvilket er iøjnefaldende mindre, når man sammenligner med lignende film, der udkom samme år. De fleste Marvel-film; Spider-Man: No Way Home, Black Widow, The Eternals og Shang-Chi and the Legend of Ten Rings, runder ud på omkring $200 millioner. Andre store film fra det år er F9 og No Time to Die, der kommer ind på omkring $200 – $300 millioner. Ingen af disse film er nødvendigvis dårlige film, men når man sammenligner med Dunes budget, virker det som om, at ikke alle pengene er endt på, hvad vi ser på skærmen.

Dune: Del 2 er nu ude og har et lidt højere budget end sin forgænger på $190 millioner. Budgetstigningen tyder på at være primært Covid-relateret. The Wrap spurgte i hvert fald Mary Parent, som er producer på begge Dune film, om der var nogen covid-påvirkninger i skabelsen af Dune-efterfølgeren. Hun havde dette at sige: ”Just the cost of goods in general and the amount of time to get them was certainly longer…”. Dune: Del 1 blev skudt i midten af 2019, altså lige før pandemien ramte. Så det tyder på, at udover tilføjelsen af nye store skuespillere som Austin Butler, Christopher Walken og Florence Pugh til rollelisten, ville budgettet for Dune: Del 2 have været omtrent det samme som Del 1, hvis ikke pandemien havde været i spil.

Rum-opera med nye verdener vs. spioner og katte

For at sammenligne kan vi kigge på en anden film, der lige nu kører i biografen sammen med Dune. Matthew Vaughns spion-komedie Argylle. Denne har efter sigende et budget på svimlende $200 millioner, men ser ikke ligefrem godt ud. Denne film har også en spændende rollebesætning og en velkendt instruktør, men resultatet har ikke rigtig sat sig godt med tilskuere eller anmeldere. Det kan selvfølgelig også være et resultat af, at mange ikke syntes, filmen nødvendigvis er så god, men sammenligner jeg de to film, klør jeg mig i håret over, at Argylle koster så meget og ser ud som den gør, når den ”bare” er en ”fjollet” spionfilm, mens Dune koster mindre og foregår i rummet, med rumskibe og planeter.

Endnu mere forvirrende er det, når man sammenligner Argylle med Matthew Vaughns tidligere spionfilm, den fortræffelige Kingsman: The Secret Service, der blev lavet for (man kan næsten sige mikroskopisk beløb nu) $81 millioner. Kingsman og Argylle er for mig meget den samme film og gør brug af mange af de samme effekter. Så hvorfor koster Argylle så meget mere end dens forgænger?

Bevilliget, alle er ikke Denis Villeneuve. Han ser ud til på forhånd virkelig at vide, hvad han laver, skal til at producere og går ikke på kompromis. Denis virker forpligtet til, hvad han sætter sig ud for. Sammen med James Camerons Avatar er Dune bygget op fra grunden til at være præcis det, den har brug for, ikke mere eller mindre. Dune er produceret indenfor sine rammer og med de forpligtelser, der er bearbejdet på forhånd, til at producere en film, der er lavet til oplevelsen af at se den i biografen.

Det bliver bare mere og mere klart, at det tyder på, der bliver brugt penge andre steder end der behøves. Vi læser om flere og flere problemer over i Marvels lejr, at deres VFX-problemer involverer ”crunch-time”, altså at folk sidder til langt ud på natten og klarer arbejdet lige før deadline, samt dårlig ledelse. Disse omstændigheder har nu ledt til, at VFX-arbejdere har stemt enstemmigt om oprettelsen af et forbund. Det åbenbart blevet en tendens i produktionen af store blockbusters, at problemerne bliver fikset i dens post-produktion.

Det tyder på, at der er tale om en ordentlig omgang ”for mange kokke i køkkenet”. For mange ubeslutsomme instruktører og producers som ingen viden har inden for VFX-arbejde, kæmper med at finde ud af, hvilket resultat de vil have. Dette leder til massive genoptagelser af film senere i kalenderen og konstant skiftende beslutninger i klipperummet op til allersidste øjeblik. Dette forværrer omkostningerne og derved budgettet, imens det ikke efterlader nok tid til VFX-artisters arbejde, fordi så meget ofte laves om.

Tag for eksempel et kig på sidste års The Flash. Filmen har et budget på $220 millioner og hysterisk dårlige visuelle effekter. Dette ledte også til, at én af VFX-artisterne på filmen gik viralt, da han lagde ud, at filmens VFX-arbejde simpelthen ikke var færdigt. Den længeventede Indiana Jones and the Dial of Destiny har ufokuseret fotografering og middelmådig VFX på et svimlende $296 millioner budget.

Alle disse eksempler har et iøjnefaldende større budget end Dune og ser meget værre ud. Tendensen med overforbrug, kun for at ende med dårlige resultater, er ikke holdbar. Ressourcerne og talentet, der bliver brugt på disse enorme produktioner, er simpelthen spildt.

Lad instruktøren kokkerere

Derfor er det dejlig forfriskende at se en film som Dune, eller endda The Creator af Gareth Edwards få så meget ros for god CGI/VFX-arbejde. Især The Creator, der kommer ud med et budget på $80 millioner og får The Flash til at ligne, at den er redigeret på en kartoffel. Gareth Edwards er også selv gammel VFX-arbejder og ved derfor, hvordan det skal gøres.

At Denis Villeneuve kan levere Dune på et rimeligt budget, burde være en øjenåbner for alle filmstudier. Der er simpelthen ikke længere plads til halvbagte produktioner, der koster astronomiske beløb, når det gang på gang bevises, at det lige præcis er film, der bruger deres penge korrekt, der får numser i biografsædet. Jeg kigger også på dig Top Gun: Maverick og takker dig.

Det, vi kommer tilbage til, er, at filmstudier forhåbentligt vil tro på deres filmskabere til at gøre deres arbejde og er givet den plads til at bearbejde deres projekt uden frygt for at gå på kompromis med deres kunstneriske øje. Dette leder ikke kun til bedre film, men også film der ser godt ud. Når det er sådan, er fans glade, da vi får en god og smuk film, vi reelt vil se i biffen, og filmstudiet får deres penge tilbage. Det er en handel, som burde være logik for burhøns.

Om skribenten:

Tobias Gilbert – Skribent & Anmelder

Tobias er uddannet skuespiller fra Det Danske Filmskuespillerakademi i 2017. I sit arbejde som skuespiller har han både stået foran og bag kameraet ved bl.a. at producere egne kortfilm. For tiden læser han Dansk på Københavns Universitet for at skærpe sine skriveevner, hvor han også arbejder som skribent for Filmmagasinet Nosferatu. Når der skal slappes af, er det ofte med et PS5-joystick i hånden og en hjemmelavet bolognese på tallerkenen.