Det var noget af en overraskelse, da rebootet af ‘God of War’ fra 2018 investerede så megen energi i dramatiske karakterrelationer, tragedie og stemning.

De første spil i serien var i høj grad morderiske dræbersimulatorer – og fremragende dræbersimulatorer, skal det understreges. Men den krigsglade, hævntørstige gudemorder, hovedpersonen Kratos, var ikke ligefrem et nuanceret karakterstudie.

Det ændrede sig med rebootet.

Kratos, som i mellemtiden er blevet far, er ikke stolt af sin tidligere blodtørst.

Da moderen til hans barn dør i indledningen, må han også tage sin distancerede faderrolle op til revision, i det han, truet af en blodtørstig, psykopatisk Balder, rejser igennem den nordiske mytologi for at redde sig selv og sin søn.

Det er overraskende rørende, komplekst og svært.

Især en scene, hvor Kratos forsigtigt rækker ud for at holde sin søn om skulderen, men i sidste øjeblik fortryder, sidder fast. Et smukt og velkonstrueret spil.

Det første Portal-spil var en typisk genistreg fra spilstudiet Valve, der kun meget sjældent laver reelle spil efterhånden.

Bevæbnet med en himstregims, der kan skabe portaler på glatte flader, må den tavse og hårdt prøvede hovedperson Chell kæmpe sig vej gennem en ældgammelt mennesketom forsøgsfacilitet, kun med selskab af den morderiske, passivt-aggressive kunstige intelligens GLaDOS.

Samspillet mellem de to skaber en dragende og interessant dynamik, på trods af at Chell ikke taler, men derimod handler.

I toeren foldes historien og universet i endnu højere grad ud, da man får indblik i den langsomt mere psykotiske og tragiske skikkelse Cave Johnson, som i sin tid stod bag portalapparatet og forsøgsfaciliteten. Det er svært ikke at blive både rørt og draget.

Der er meget vold i videospil. Ofte er det den primære måde at omgås spilverden på. I mange tilfælde stilles der ikke spørgsmål ved det, sådan har det været siden ‘Space Invaders’ og ‘Skak’ – og sådan er det!

I ‘Spec Ops: The Line’ fra 2012 bliver der sat store spørgsmålstegn ved den antagelse.

I rollen som en Delta Force-officer tager spilleren til et fiktivt mellemøstligt land ala Dubai, hvor en naturkatastrofe har hærget og en amerikansk deling tilsyneladende er strandet.

Man er den typiske helt, en macho-actionman, som, i den gode sags tjeneste, dræber og kæmper.

Men det bliver hurtigt usikkert, om man nu er så stor en helt igen. Især ét bestemt øjeblik i spillet er hjerteskærende og hjernevridende.

“Du kan altid slukke,” håner spillet dig, når du venter på at ny bane begynder. Du fortsætter bare med at spille helt, mens du slår ihjel igen og igen, fordi har lyst til det. Et must at spille.

Det hele begynder i en ørken. Samtidig sluttede alting for længe siden.

I spillet ‘Journey’ fra 2012 indtager man rollen som en ensom, hætteklædt figur på en lang rejse.

Det ordløse spil kommunikerer i bidder en historie om en hel civilisations opståen og grusomme fald, mens man rejser igennem ruinerne, et skridt ad gangen.

Men det virkeligt magiske i ‘Journey’ er det øjeblik, man møder en anden rejsende, et rigtigt menneske i en ukendt del af verden, som selv styrer sin egen lille hætteklædte figur. Du kan ikke tale med dette menneske, foruden en sparsom række fagter og lyde, men sammen fortsætter jeres rejse.

En unik og smuk oplevelse.

Man kan ud fra den her liste konstatere, at 2012 var et godt spilår.

Her udkom – foruden de to foregående spil – Arkane Studios snigespil ‘Dishonored’.

Hovedkarakteren, den effektive spion-snigmorder Corvo, beskyldes uretfærdigt for mordet på kejserinden Jessamine og sendes på vild flugt fra autoriteterne.

Han udstyres med et magisk runemærke på sin hånd af den enigmatiske og sære “Outsider” og indleder herefter en avanceret og gennemarbejdet hævnaktion.

‘Dishonored’ er et enormt sjovt spil, men dets univers er også eminent. Byen Dunwall, hvor spillet foregår, er et fremmed, velskabt steampunk-bylandskab, som plages af pest og rotter, og hvor hvalerne, hvis blod giver kraft til de nymodens dampopfindelser, ikke er vores velkendte hvaler, men monstre med fangarme fra dybet.

Samtidig byder historien på veleksekverede twists og opfindsomme missioner, som gør ‘Dishonored’ til en af de helt stærke spiloplevelser.

‘Firewatch’ fra 2016 er noget så højpandet som et kammerspil. Der er i virkeligheden kun to karakterer, hovedpersonen Henry og hans kollega Delilah, der optræder som talende, reelle personer.

Henry tager et job som brandvagt i Wyoming i 1989. Han er på flugt fra en svær situation derhjemme, hvor hans kone er ramt af af tidlig demens, som han ikke kan holde ud. Han håber, at skoven kan give ham ro. Her udvikler han et meget nært forhold via sin walkie-talkie til en anden brandvagt ved navn Delilah.

Der er mange grunde til, at ‘Firewatch’ er så godt et spil. En af dem er, hvor fysisk virkeligt skoven man bebor er. Man må navigere den via sit landkort. Man kommer til at kende en stub og en klippe godt, rummet man (og Henry) bebor kommer til at føles meget håndgribeligt.

Samtidig er historien om Delilah og Henrys forhold, og de sære ting, de opdager i skoven, ekstremt veludført. Spillet tager ikke lang tid at spille igennem og er på alle måder værd at bruge sin energi på.

Forventningerne var høje, da Rockstar Games i 2018 vendte tilbage til deres ‘Red Dead Redemption’-univers. Spilpressen skrev om spillets heste, der ville få mindre testikler, hvis de red i de kølige bjergtinder. What’s not to like?

Hvad der blev langt mere kendetegnende for ‘Red Dead Redemption 2’ end dets hestetestikel-animationer, var dets komplette kompromisløshed. Det er et spil, der tillader sig at sige: “I lejren der går vi fandme – også selvom du føler, at du har travlt med at komme videre”. 

Det er en titel, der tvinger spilleren til langsomt at folde en episk western ud.

Det skildrer opløsningen af et gammelt samfund og fødslen af et nyt. Mord, hævn og en kult, der langsomt begynder at miste troen på dets leder.

Midt i den voldsomt gennemgribende og levende åbne verden, turde Rockstar Games sætte spilleren på en fastlåst sti mod afgrunden.

Det tager både tid og mental energi at komme igennem spillet, men det er en unik spiloplevelse, man ikke må snyde sig selv for. 

Irrational Games’ milepæl fra 2007 er umulig at komme udenom. ‘BioShock’ kombinerede et stærkt gameplay med et unikt univers og en stærk historie.

I 1960 er hovedpersonen Jack udsat for et flystyrt og ender i Atlanterhavet. Han kæmper sig igennem bølgerne og finder en ø med et fyrtårn. Igennem en elevator introduceres han for undervandsbyen Rapture, ultraliberalisten Andrew Ryans utopia, som skal løsrive genierne, kunstnerne og de ekstraordinære fra samfundets kedelige og besnærende regler og etikker.

Projektet er gået rigtig galt.

Jack finder en by i ruiner, beboet af voldelige galninge, som er blevet skøre, fordi mirakelstoffet EVE, som gør dem genetisk overmenneskelige, er blevet en mangelvare efter kollapset. ‘BioShock’ er både tankeprovokerende, kritiskt undersøgende og meget vellykket som spil. Det har en velfortjent plads som et af de bedste spil nogensinde, hvis man spørger rigtig mange videospillere.

Der er intet over eller ved siden af Disco Elysium.

ZA/UMs detektivrollespil fra 2019 er et forrygende velskrevet og dybt opfindsomt spil, som via en veloplagt magisk realistisk mysteriefortælling undersøger menneskets rolle i samfundet, revolutioner og systemer, liv og død og dyb sorg. Samtidig er det hamrende sjovt.

I spillet begyndelse vågner en foreløbigt navnløs detektiv langsomt op. Han har taget så mange stoffer og drukket så meget sprut, at han komplet har glemt, hvem han er. Hans limbiske system slår fast, at der ikke er nogen grund til at vågne op – verden udenfor består udelukkende af meget små aber på en meget stor klode som slås om mineralrettigheder.

Men man vågner alligevel og går i gang med opklaringen af et mystisk mord, som trækker tråde langt tilbage i storbyen Revachols fortid og op i de øverste lag af samfundseliten.

Det er svært at beskrive præcis, hvorfor ‘Disco Elysium’ er så vellykket. Det er en kombination af et helt unikt univers, en politisk finfølelse, fremragende forfattere, en til tider genial komisk sans og et smukt, dybt orginalt visuelt udtryk.

Alle i verden ville have godt af at spille det.