I spil kan jeg finde oplevelsen af at tabe og falde, ligesom jeg i mit virkelige liv undertiden må se mig slået og knust. Men jeg rejser mig igen. Og jeg bliver ved med at rejse mig igen, indtil jeg vinder.

Okay. Overskriften er lidt et blikfang. En sandhed med modifikationer. Det vender jeg tilbage til.

Jeg tror de fleste af os kan være enige om, at livet undertiden kan være en kamp. Der er et utal af ting, vi ikke kan styre, heriblandt vores følelser som kan opleves så tunge som mursten. Næsten 30 procent af danskere har stærke stresssymptomer, 10 procent har en depression og et sted mellem 350 000 og 400 000 har angst.

Jeg er en af dem. Jeg lider af bipolar sindslidelse, hvad groft sagt betyder, at jeg i vekslende perioder er afsindigt ked af det eller meget produktiv og social – grænsende til det dybt irriterende. 

De depressive perioder fylder, hvad er typisk for min sindslidelse, langt mest. I dem føles det som om, jeg er bagude i tid i forhold til resten af verden.

Som om virkeligheden er lavet af gelé og uanset, hvor hårdt jeg bokser og slås, falder mit slag tilbage uden at have effekt.

Selvom jeg bider tænderne sammen, går ture og træner og spiser rigtigt, er det ikke en garanti for, at jeg kan regne med at få det bedre så hurtigt, som jeg ønsker.

Sæt den ene fod foran den anden

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg opdagede, at noget, der faktisk kan trøste lidt, er at tabe i videospil. 

Jeg har givetvis ligget i min seng uden at evne at stå op og vaske mit hår og komme udenfor. Jeg har formodentlig stirret tomt ind i min skærm uden formål.

Så fandt jeg det sære, lidt forstyrrede roguelike ‘The Binding of Isaac’.

Et roguelike er et spil, hvor ens valg er skåret i sten, når du har taget dem. Der er ingen vej tilbage, når du er gået én vej i stedet for en anden. Man kan ikke lige finde et gammel gemt spil, hvis man er død. Når det er game over er det game over. ‘Binding of Isaac’ er et af den slags spil, og det er afsindigt svært. Det tæsker og ydmyger dig nådesløst igen og igen, indtil du langsomt mestrer det. 

Samtidig har det også en utrolig trist tematik. Den lille dreng Isaacs fundamentalistisk kristne mor, som er blevet skør af at se teleprædikener i TV, hører Gud sige til hende, at hun skal ofre Isaac for at bevise sin kærlighed og redde Isaac fra synd. Isaac flygter i panik ned i kælderen, hvor sværme af dæmoner og edderkopper, lort og fluer og bomber gør deres deres bedste for at slå ham ihjel.

Jo længere man bevæger sig ned i kælderen, desto tættere kommer man på et bogstaveligt helvede. Samtidig viser sig glimt af Isaacs frygtelige, traumatiske opvækst og hans drive mod selvdestruktion.

Det er ikke nogen let eller munter oplevelse. Man kan ikke trylle sig bedre med et snuptag. Man bliver nødt til at blive ved med at sætte den ene fod foran den anden. Dybere ind i mørket og smerten. Indtil man vinder.

Det viser sig så, at den første sejr kun afslører dybere og større udfordringer, som man må tabe til igen. Indtil man vinder. Og så forfra. Indtil man vinder igen. Til sidst, efter mange, lange kampe, er der en forløsning.

På samme måde som en depression.

Jeg fandt et eller andet i de tæsk. Jeg blev slået ned og faldt igen og igen. Men jeg blev ved. 

Nu har jeg gennemført spillet så mange gange, at jeg ikke har tal på det. Jeg har set den endelige slutning, som antyder en eller anden form for mudret håb.

Jeg har fundet det samme i ‘Elden Ring’, i ‘The Dungeon Beneath’ og ‘Slay the Spire’. En af de fineste, bedste ting ved kunst er, at man kan få sine følelser spejlet. At man kan læse eller se noget og tænke: “De her følelser har jeg altid kendt, men jeg har aldrig haft ordene for dem”. 

I spil er det det samme, med den yderligere dimension, at ens valg er en del af oplevelsen. Følelsen af at falde og rejse sig igen, er ikke begrænset til en refleksion af ens følelser i et allerede fastlagt narrativ. 

Du kan tabe. Du kommer til at tabe. Og det er dit eget ansvar at vinde bagefter, selvom det kommer til at kræve en hård indsats og tid. 

Derfor elsker jeg at tabe. Men – og her er vi tilbage ved rubrikken – jeg elsker ikke at tabe lige så meget, som jeg elsker at vinde.