Jeg er for nylig begyndt at spille bordrollespillet ‘Dungeons and Dragons’ med nogle venner – deriblandt min kæreste og en af hendes veninder, som ingen erfaring overhovedet har med rollespil.

Kun jeg og dungeonmasteren har spillet spillet før, og vi forsøger at være så pædagogiske som overhovedet muligt, fordi det på ingen tænkelig måde er i vores interesse, at vores venner skræmmes væk af en hobby, vi elsker. 

‘Dungeons and Dragons’ er efterhånden ved at være ret udbredt og afstigmatiseret (i hvert fald mange flere steder end tidligere), men det har også et velfortjent ry for at være insulært, mest henvendt til en bestemt slags personer (unge mænd) og udstyret med svære, avancerede regler, der mest handler om at give trolde og skeletter på munden.

For min kæreste og hendes veninde har det, før vi gik igang, været en relativt grænseoverskridende oplevelse. Ikke bare skal man være sårbar ved grundlæggende at lege og spille lidt fjollet teater overfor sine venner, men skal også lære en masse regler, der kan synes overvældende og komplekse ved første øjekast. 

Min kærestes og hendes venindes strategi var derfor, at de ikke ville tage det alt for alvorligt. Min kæreste lavede sin karakter, barden Frans, en folkekær musiker, der udelukkende spiller på percussion-instrumenter, går i stumpebukser og ikke tager noget alt for alvorligt.

Hendes veninde har lavet en tiefling – en race der er halvt dæmon, halvt menneske – og besluttede sig for at kalde vedkommende “Belzebob”. 

Jeg mærkede med det samme en modvilje, da min kæreste henkastet nævnte det, før vi skulle spille.

“Det er altså et seriøst spil,” sagde jeg, før jeg kunne stoppe mig selv. “Man kan ikke bare hedde fjollede ting. Det har indflydelse på stemningen i spillet! Ville man hedde Belzebob i en film?”

Jeg forestillede mig, at det ville udvikle sig til en komediefilm. En slags banal satire, hvor ingen gad tage historiefortællingen og dramaet alvorligt.

Folk ville glide i bananer, krofatterne ville hedde “Stor Rumpe”, og min nøje sammensatte kriminelle bydruide med en tragisk baggrundshistorie ville drukne i løjer.

Claves eller lyre?

Det var naturligvis en åndssvag ting at mene. Bordrollespil (og i virkeligheden alle tænkelige sociale fællesaktiviter) er betinget af, at alle har det sjovt. Det er uholdbart, at nogen vil bestemme i alt for høj grad over, hvordan andre skal spille spillet, så længe det ikke direkte fører til ubehagelige oplevelser for medspillere.

Hvilket jeg var godt i gang med at gøre – altså at bestemme over andres morskab.

Da min kæreste protesterede, blev det tydeligt for mig, at det var det, jeg havde gang i. Hvilken forskel gør det, om en karakter hedder Belzebob eller kun spiller claves og tromme i stedet for en lyre eller en eller anden træt kliché?

Rollespil, brætspil, videospil et cetera har tidligere i alt for høj grad – og til vitterligt alles skade – været stærkt reguleret af “ægte gamers”, eller hvad man skal kalde dem. 

Jeg finder det personligt dybt irriterende, når en eller anden fladpande mener, at man spiller Skyrim forkert, hvis man ikke gider involvere sig i hovedmissionerne, eller hvis man downloader en mod, der gør et spil lettere.

Det er ikke nødvendigvis den måde, jeg ville spille på, men hvad gør det ved ens personlige oplevelse, hvis andre har det anderledes?

Fuck gatekeeping!

På samme måde i bordrollespillet. Er det vigtigere for mig, at min personlige holdning til, hvordan jeg vil spille spillet, og hvordan andre skal gøre, respekteres, eller at andre, som ingen erfaring har med det, tager værktøjer som en lille smule ironisk distance i brug for at involvere sig i noget, de er usikre på?

Fuck den slags gatekeeping! Den må luges ud som irriterende, invasivt ukrudt.

Ellers når vi aldrig frem til den selvfølgelige afstigmatisering, der vil gavne alle os, som holder af videospil, rollespil, brætspil og så videre. Altså kort sagt leg for voksne, hvad, hvis du spørger mig, er en dyb nødvendighed for vores velvære og livstilfredshed.

Det gik i øvrigt godt til første omgang af vores DnD-spil.

Jeg skrottede den (indså jeg) kedsommelige, triste baggrundshistorie og lod mig i stedet inspirere af den lidt løsslupne stemning.

Min kriminelle druide går nu under øgenavnet “Moppen” (han er tynd som en pind og har viltert sort hår) for at komplimentere sin medbandit barbaren med dæknavnet “Spanden” (fordi han altid har en spand på hovedet).

Vi grinede allesammen højt, og så er alt det andet jo egentlig fuldstændig ligemeget.