Ad Banner

Nyheder

Medie: Flere Xbox-fyringer kan være på vej

Af Mark Elsberg
9 maj, 2024

Trods allerede i år at have sagt farvel til 1900 ansatte, plus fire yderligere spilstudier, kan flere fyringer være undervejs hos Xbox.

Chokket har knap lagt sig oven på denne uges lukning af fire højprofilerede Xbox-spilstudier, herunder japanske Tango Gameworks (The Evil WithinHi-Fi Rush) og amerikanske Arkane Austin (PreyRedfall)

Alligevel skriver techmediet Bloomberg nu, at der kan være flere fyringer på vej hos den amerikanske spilkæmpe.

Det baserer de på interne kilder bekendte ikke blot denne uges masseafskedigelser, men de videre planer for virksomheden, hvortil Microsoft har næget at kommentere.

Dermed ser et brutalt år for Microsofts spildivision ud til at fortsætte, der tilbage i januar måned måtte sige farvel til 1900 kolleger som resultat af opkøbet af Activision Blizzard for mere end 477 mia. kroner.

Spillereglerne for Microsofts spildivision er angiveligt ændret efter det rekordstore opkøb af Call of Duty-producent Activision Blizzard. Derfor kan flere fyringer også være på vej hos den amerikanske spilkæmpe. Foto: Activision Blizzard.

Activision Blizzard-køb har sat Xbox under lup

Og netop opkøbet af Call of Duty, Candy Crush– og WarCraft-producent Activision Blizzard kan meget vel være forklaringen på, at der i øjeblikket bliver trimmet så markant hos Microsoft Gaming og Xbox Game Studios m.fl.

Ifølge selvsamme Bloomberg-kilde har opkøbet nemlig sat øget fokus fra moderselskabet på deres Xbox- og spildivision, som man søger at tjene pengene for det historisk dyre køb hjem igen.

Herunder er der blevet sået intern tvivl om langtidsstrategien for at gøre højprofilerede Activision Blizzard-spil så som Call of Duty tilgængelig på Game Pass side om side med den betalte version – simpelthen fordi det, som minimum på kort sigt, risikerer at underminere forretningen.

Netop Game Pass har ikke haft helt den forventede udvikling over det seneste år, med flere indikationer på, at tilslutningen er stagneret. Det amerikanske analyseinstitut Circana fortæller således, at Xbox’ abonnementstjeneste, ifølge deres beregninger, kun har oplevet sparsom vækst siden 2021.

Måske er det også forklaringen på, at Microsoft, alene i år, har udgivet adskillige førstepartsspil, herunder Hi-Fi Rush og Sea of Thieves på den direkte konkurrent, PlayStation 5.

Der skal simpelthen flere penge i kassen i lyset af et haltende Xbox-regnskab.

En anden metode er slet og ret at øge prisen på Game Pass-abonnementet, hvilket ifølge techmediet The Verge, måske også er på tegnebrættet.

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk