Ad Banner

Anmeldelse

Open Roads-anmeldelse – Et slingrende roadtrip

Foto: Annapurna Interactive

Af Mark Elsberg
13 april, 2024

Den imødesete ’opfølger’ til det revolutionerende Gone Home serverer en hjertevarm og nærværende historie, men famler med sit ophav som spil.

Da det amerikanske spilfirma The Fullbright Company i 2013 udgiver Gone Home, slår det revner i spilbranchen. Takket være sit modige narrativ og et progressivt figurgalleri frigjort fra branchens typiske stereotyper gør det landevindinger for inklusion og generel historiefortælling i mediet.

Af selvsamme grund bliver det lagt for had, specifikt blandt dem, der prøver at værne om spil, ’som de altid har været’. Gamergate bliver en ting, og Gone Home får en nøglerolle at spille, men det er en historie til en anden gang.

Nu, her 10 år senere, er selvsamme udviklere så klar med Open Roads, en spirituel opfølger til 2013-klassikeren med kun en enkelt mellemstation på vejen, 2017’s vellykkede, men ikke nær så skelsættende sci-fi-spil Tacoma.

Forventningerne har som sagt været høje, men der har også været grund til bekymring, som det i 2021 kom frem, at mange af Fullbrights udviklere, herunder flere af de originale Gone Home-folk, havde forladt firmaet, ironisk nok grundet problemer med manglende inklusion og arbejdskulturen generelt.

I 2023 blev det split fuldbyrdet, da de tilbageværende udviklere indirekte smed Fullbrights direktør på porten og formede The Open Roads Team, som derfor er de egentlige afsendere af det færdige spil.

Har Open Roads overlevet den tumultariske tilblivelsesproces? Lad os finde ud af det.

Præsentationen i Open Roads fortjener stor ros. De håndanimerede 2D-figurer passer utroligt godt ind i de ellers fuldt ud tredimensionelle miljøer. Foto: Annapurna Interactive

Et nedslag i den amerikanske arbejderklasse

Open Roads handler om 16-årige Tess Devine, der tager på uventet roadtrip med sin mor Opal, da de kommer på sporet af en tidligere hemmelig elsker til den nyligt afdøde bedstemor Helen.

Fra hjemmet i Greenville, Michigan over et afsidesliggende sommerhus til en faldefærdig husbåd ved Canadas grænse går jagten efter denne hemmelige elsker, men i lige så høj grad efter sandheden om bedstemoren og den familie, de selv er en del af, og som de troede, de kendte.

På den måde er Open Roads en fortælling om alle vi menneskers hemmeligheder. Store som små, betydningsfulde som ubetydelige. Det, vi af den ene eller anden grund, lader være usagt overfor vores kære, som vi ellers står tykt og tyndt med livet igennem.

Historien fører ikke rigtig nogen vegne, og det vil givet kede nogen. Men som sagt, kan man se ud over traditionelle dramaturgiske spændingskurver, er der massere af hjertevarme at opleve i denne hyggelige ’slice-of-life’-fortælling om en amerikansk arbejderklassefamilies kvaler.

Ikke mindst hjulpet godt på vej at den velskrevne dialog mellem Tess og Opal, fremført af Hollywood-stjernerne Kaitlyn Dever (Unbelievable, Dopesick, The Last of Us) og Keri Russell (Felicity, The Americans, The Diplomat).

Spillets miljøer er få, men til gengæld meget detaljerede – og som altid i genren gælder det om at være opmærksom, hvis man vil have alle historiebidder med. Foto: Annapurna Interactive.

I grænselandet mellem fiktion og interaktion

Akkurat ligesom Gone Home er Open Roads en såkaldt ’walking simulator’. Altså en type af spil helt uden klassiske elementer så som erfaringspoint, evne-træer og fjender at bekæmpe, men hvor det udelukkende handler om at drive fortællingen fremad ved at undersøge spillets omgivelser og de ting, man finder heri.

Det kan synes en anelse trivielt, og man lærer derfor også hurtigt at skelne mellem ligegyldigt ragelse og vigtige papirer og noter, der kan give fyld til spillets historie.

Alligevel har vi over årene set, hvordan genre-pionerer så som Firewatch, The Stanley Parable og What Remains of Editch Finch i stigende grad formår at fusionere det fiktive med det interaktive. Altså hvor historien ikke kun drives af passiv oplæsning, når man har fundet genstand x, y, z, men hvor spilleren selv får lov at interagere med historien via spillets mekanikker.

I sammenligning hermed synes Open Roads en anelse bedaget, og man kunne ønske, at The Open Roads Team havde brugt tiden siden Gone Home på netop at opgradere den del.

Open Roads har meget indskrænket mulighed for interaktion sammenlignet med genre-pionerer så som What Remains of Edit Finch, og det er en skam, for interaktionen kan højne historiefortællingen. Foto: Annapurna Interactive.

Når godt er godt nok

Ultimativt er Open Roads et dejligt bekendtskab i de cirka tre timer, det varer. Alligevel er det svært ikke at være bare en anelse skuffet taget The Open Roads Teams historik i betragtning. Trods sin velfortalte, nærværende historie famler det lidt meget med sit ophav som spil sammenholdt med genrens sværvægtere. En skarp kontrast til Gone Home da det udkom tilbage i 2013.

Men branchen er alt andet lige også et andet sted i dag, så det var måske alle dage en unfair forventning at have. Nogle gange må man også bare sande, at godt kan være… godt nok.

Udvikler/Udgiver: The Open Roads Team | Annapurna Interactive

Genre: Walking Simulator, Historiespil

Platform: PC, PS4, PS5, Switch, Xbox One, Xbox Series

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk