Anmeldelse

Wrath: Aeon of Ruin-anmeldelse – Fremragende retro oplevelse

Af Daniel Kaae
1 april, 2024

Danske SlipGate Ironworks har været med i udviklingen af dette eksplosive nostalgi-blodbad

Jeg er ved at være en voksen mand. Med 38 år på bagen, har jeg spillet en del spil. Som barn var det særligt spil som DOOM, Quake og Unreal Tournament som jeg var glad for. Jeg var for ung til at forstå noget som helst om spillenes historie, det var bare fedt at tænde computeren og slå noget ihjel.

Som årene er gået har jeg altid spillet de nyeste spil, og med tiden gik de gamle shooters i glemmebogen for mig. Derfor blev jeg glædeligt overrasket, da jeg fik muligheden for at anmelde early access udgaven af Wrath: Aeon of Run – et såkaldt ‘boomer shooter’.

Hvis du ikke lige ved hvad en boomer shooter er, så er det skydespil, som finder sin inspiration i gamle FPS spil, som f.eks. DOOM eller Quake. Der er noget minimalistisk over genren, hvor grafikken ofte ligner de spil, som de drager inspiration fra. Og med Wrath: Aeon of Ruin er dette gjort virkelig godt.

Som en tur i en tidsmaskine

Da jeg startede spillet lagde jeg først og fremmest mærke til grafikken. Det lignede noget som jeg havde spillet som barn. Dette er formentlig forbundet til, at spillet faktisk er bygget på den gamle Quake engine. Der er nostalgi for alle pengene i spillets visuelle udtryk, og jeg var faktisk imponeret over hvor godt retro-stilen rammer sine inspirationskilder.

Du starter med at skulle igennem en tutorial, hvor du du kort får spillets historie fortalt på samme tid. Du indtager rollen som ‘The Outlander’. Du driver rundt i en båd, men går fra borde i et mystisk land. Her møder du ‘The Shepard’ som giver dig til opgave at gøre kål på ‘Guardians of the Old World’. Mere behøver du sådanset ikke vide, før du kan pløkke dig igennem spillet.

Spillet giver dig så nogle forskellige baner, i tre forskellige verdener, og hver verden har en boss. Det er lige til at overskue, og undervejs låser du op for forskellige våben, som har hver deres måde at skyde dine fjender i småstykker på. Til tider tog jeg mig selv i at udbryde et begejstret “HAHAHA”, for spillet bliver til tider ret blodigt – på den fede måde.

Desuden så er der også forskellige steder, hvor du skal udnytte alle spillets muligheder, for at komme alle steder hen. Det første våben du får, kan du f.eks. ‘charge’, så du kan hoppe længere. Andre steder skal du jump + crouch på samme tid (gammelt trick, but I love it) for at kunne hoppe højere. Det er præcis sådan nogle detaljer som gør, at spillet føles som noget, der kunne være udgivet for 25+ år siden.

Du kan gemme når som helst du vil, men det kræver, at du har et bestemt item tilgængeligt. Undervejs i spillet samler du ‘Soul Tethers’ op, og hver gang du gemmer dit spil, bruger du en af dem. Derfor er vigtigt at tænke over hvornår du gemmer, da du helst skal have nogle stykker til rådighed.

Ammunition, armor, healthpacks og andre ressourcer ligger spredt ud over de forskellige baner. Meget af tiden går med at finde nøgler til bestemte døre, som skal låses op for at kunne komme videre. Imens bliver du udsat for et bredt udvalg af fjender, som har hver deres måde at komme efter dig på – det er varieret og underholdende, men til tider en smule ensformigt.

Passer perfekt ind i 2024

Jeg vil ikke kalde mig selv for boomer-shooter entusiast. Faktisk er Wrath: Aeon of Ruin mit første af slagsen. Jeg spiller normalt de nyeste spil, så jeg var lidt nervøs for om spillet ville føles lidt for dateret. Men det var faktisk et glædeligt gensyn med en genre og en måde at spille på, som jeg havde lagt bag mig for flere år siden. Bare måden at styre spillet på, måden at bevæge sig og hvordan du tænker bevægelse i spillet… det er bare fedt lavet. Intet mindre.

Hvis man skal holde Wrath: Aeon of Ruin op imod de spil, som det er inspireret af, så tror jeg faktisk, at Quake, DOOM, Unreal osv. var blevet blæst af banen, hvis Wrath var udkommet på samme tidspunkt.

Men nu er vi jo altså i 2024, og spils produktionsværdi og kvalitet kan noget helt andet. Så hvis du ønsker en medrivende historie, der serveres med flot grafik, så er det her ikke spillet for dig. Men så igen… hvis du gerne vil have den bedste grafik som kan fås, hvorfor så overhovedet overveje en boomer shooter?

Du skal spille Wrath: Aeon of Ruin hvis du gerne vil have noget simpelt. Hvis du gerne vil slå rigtig mange ting ihjel. Hvis du er gammel gamer, som gerne vil genopleve de vibes, som du oplevede som barn. Hvis du gerne vil udfordres, uden at blive holdt i hånden – for tro mig, det har spil kan godt være en ‘tough cookie’.

Jeg har været godt underholdt, og kan bestemt anbefale spillet.

Udvikler/Udgiver: KillPixel, Slipgate Ironworks/3D Realms, Fulqrum Publishing

Genre: FPS, Boomer Shooter

Platform: PC (anmeldt på), PlayStation 4, Xbox One, Nintendo Switch




© Copyright - arkaden.dk