I start halvfemserne indgår Nintendo, på bagkant af et fejlslagent samarbejde med Sony, en aftale med Philips om at producere en CD-ROM-afspiller til Super Nintendoen. I retur får Philips lov til at bruge dele af Nintendos figurgalleri, herunder Super Mario og Zelda, til at udvikle originale spil til deres egen hårdtprøvede multimediekonsol Philips CD-i.

Nintendo får af forskellige grunde aldrig sin CD-ROM-udvidelse. Til gengæld lykkes det Philips at sende på markedet en række ikonisk ringe ’Nintendo’-spil, heriblandt Mario-spillet Hotel Mario (1994), samt Zelda-trilogien Link: The Faces of Evil (1993), Zelda: The Wand of Gamelon (1993) og Zelda’s Adventure (1994).

Alle spillene floppede fælt, og uden risiko for at fornærme andre end de allermest inkarnerede CD-i-fans, kan man da også konstatere, at kvaliteten var fra nederste hylde. Slet og ret noget bras. Skampletter på nogle af spilhistoriens største og mest populære spilserier. Og så videre…

Nintendo ville allerede dengang ikke have noget med spillene at gøre, men juridisk var de forpligtet til at lade dem eksistere. I dag er de officielt ’slettet’ fra historiebøgerne, men lever videre blandt inkarnerede fans, der ynder at genbesøge spillene for et godt grin, eller for en kort bemærkning når ’de værste Mario- og Zelda-spil i historien’ skal kåres.

Den fejlslagne konsols forlæg

Men hvad har en Nintendo-historietime at gøre i denne anmeldelse?

Jo, en af de fans er amerikanske Seth Fulkerson, der i 2020 producerer uofficielle konverteringer af netop Link: The Faces of Evil og Zelda: The Wand of Gamelon til Windows PC, dette for at lære sig at programmere spil, men også i håbet om at give spillene et nyt publikum. Det finder Nintendo sig dog ikke i, så de bliver hurtigt fjernet fra nettet igen.

Men det stopper ikke Fulkerson, der, i savnet af halvfemsernes off-brand ’Nintendo-klassikere’, sætter sig for at lave sit eget helt nye Philips CD-i-spil uden direkte tilknytning til den japanske spilkæmpes varemærker.

Det er der kommet Arzette: The Jewel of Faramore ud af, udviklet af Seth Fulkerson, men også af de to Digital Foundry-værter Audie Sorlie (manuskript, spildesign) og John Linnemann (level design), der åbenbart begge deler Fulkersons passion for den fejlslagne CD-i.

Derfor ligner og lyder Arzette da også fuldstændig som et CD-i-spil. Fra sine Microsoft Paint-lignende figurtegninger over de udtværede baggrunde til det knitrende stemmeskuespil er de tre udviklere lykkes med at kanalisere essensen af Philips’ konsol, der, netop via sit CD-ROM-format, bragte detaljeret grafik og animation, samt indtalt dialog, til konsolmarkedet førend Sony gjorde det med deres originale PlayStation.

Bevares, Arzette kommer ikke til at vinde nogen ’Årets Grafik’-priser, men det er svært ikke at beundre udviklertrioens kærlighed til originalmaterialet og præcisionen hvormed de gengiver sådan som spillene så ud på den maskine.

Moderniseret middelmådighed

Men selvom Arzette på overfladen ligner noget fra midt halvfemserne, så spiller det heldigvis mere moderne. Større masochister er Fulkerson og co. trods alt heller ikke.

Det betyder et væld af quality-of-life-forbedringer til den ellers klassiske Zelda-CD-i-formular. Arzette er en gedigen 2D-platformer og langt mere pædagogisk end sine forgængere til f.eks. at illustrere, hvor man skal hen og hvilke quests er aktive, ligesom det er noget mere barmhjertigt, når det kommer til checkpoints og ekstra liv.

Det er sjovt at udforske spillets forskellige baner og hilse på alle de spøjse figurer, der har flotte animationer og vittig dialog at byde på.

Når det er sagt, har Arzette svært ved helt at frigøre sig fra sit CD-i-ophav, ligesom at man godt kan mærke, at det er en debutant på level designet. Der er mange trivielle passager i banerne med de samme fjende-typer copy-pastet ud over det hele, og ofte skal de genspilles flere gange, inden man når slutningen af det seks-otte timer lange eventyr. Men sådan var det jo også dengang, kan forsvaret lyde.

Lige meget betyder det, for Arzette: The Jewel of Faramore er et spil, der kender sin ekstremt snævre målgruppe, men for hvem det vil være et vidunderligt, nostalgisk tilbageblik på en svunden tid. En reminder om, at ‘det dårlige’ også kan været godt, bare det har den rigtige indpakning.

Udvikler/Udgiver: Seedy Eye Software | Limited Run Games

Genre: 2D-platformer, Action/Adventure, Humor

Platform: PC, PS4, PS5, Switch, Xbox Series

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.