Ad Banner

Nyheder

E-mail afslører: Ny afdeling for spilbevaring ser dagens lys hos Xbox – og meget mere!

Foto: Medium

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
7 april, 2024

Samtidig afsløres det nemlig også, at der arbejdes på Gaming-AI, at flere spil fra Activision Blizzard skal inkluderes i Game Pass, og at Xbox nu er den største platform for Diablo IV

Det sidste halve år har været en hektisk periode for Xbox. Man har endegyldigt afsluttet købet af Activision Blizzard King, hvilket medførte et massivt antal fyringer. Desuden har man besluttet, at fire tidligere Xbox-eksklusive spil skal gøres tilgængelige på andre platforme, hvilket resulterede i, at fællesskabet omkring Xbox imploderede. Dette nødvendiggjorde, at Xbox-ledelsesholdet måtte berolige fans om Xbox’ fremtid i en podcast.

En af disse ledere, Sarah Bond, der blev forfremmet til chef for Xbox i slutningen af oktober sidste år, har nu dannet en ny afdeling hos Xbox. 

Det nye team skal fokusere på at bevare vores digitale Xbox-spilbiblioteker på tværs af fremtidige hardwaremodeller, hvilket også bygger videre på Xbox’ historik om at levere bagudkompatibilitet. Informationerne kommer fra Jez Corden fra Windows Central, der har fået indblik i en e-mail, som Sarah Bond har skrevet til sine medarbejdere. Denne mail er desuden blevet bekræftet af Microsoft.

Sarah Bond indleder e-mailen således:

– Det er næsten et halvt år siden, vi blev samlet som en organisation. Det, vi har opnået sammen i den periode, er fantastisk. Alle burde være utroligt stolte af, hvad vi har nået, og spændte på de muligheder, der venter. Vi bevæger os med fuld fart fremad mod vores næste generation af hardware, og vores mål er at levere det største teknologiske spring nogensinde i en generation.

Det er på sin vis en gentagelse af det, Sarah Bond fortalte under podcasten om Xbox’ fremtid tilbage i februar, nemlig at man agter at levere det største teknologiske spring nogensinde i nogen konsolgeneration. Det nye ligger i Xbox’ ambition om at bevare ældre spil langt ind i fremtiden. Det er et aspekt, Xbox altid har prioriteret, men som de nu fokuserer endnu mere på:

– Vi har dannet et nyt hold, der er dedikeret til spilbevaring, noget som er vigtigt for os alle her hos Xbox og for branchen som helhed. Vi bygger videre på vores solide historie med at levere bagudkompatibilitet til vores spillere, og vi er fortsat dedikerede til at bringe Xboxs fantastiske spilsamling videre til fremtidige generationer af spillere, så de også kan nyde dem, skriver Sarah Bond.

Sarah Bond har været chef for Xbox siden slutningen af oktober sidste år. Foto: Destructoid

I en tid, hvor der er stigende bekymring om de ældre spils fremtid og eksistens, er det forfriskende at høre, at man hos Xbox på ingen måde er klar til at opgive vores alles spilhistorie. Tværtimod er man fast besluttet på at bevare dem langt ind i fremtiden.

I e-mailen nævner Sarah Bond også Microsofts udvikling af Gaming-AI, som vi må forstå er en betydelig del af fremtidsvisionen for Xbox.

– Vi udvikler Gaming-AI, med fokus på at levere værdi for opdagelse, engagement og udviklingshastighed, der sætter spillere og udviklere i første række, uddyber Bond. 

Sarah Bond adresserer også de udfordringer, som den bredere spilindustri står overfor, da fokus i stigende grad koncentreres omkring et håndfuld spiltitler som Bond kalder for “sorte huller”, såsom Fortnite, Roblox og Call of Duty, alt imens folk bliver mere tilbageholdende med at prøve noget nyt, hvilket vi også her på Arkaden kunne berette om denne uge. 

Konsolmarkedet er også generelt skrumpet siden sit højdepunkt i 2008, hvilket får mange til at undre sig over, hvor den næste generation af vækst vil komme fra, da omkostningerne fortsætter med at stige. Til det uddyber Sarah Bond:

– På et tidspunkt hvor væksten i spilindustrien er flad, fortsætter vores, skriver hun og understreger samtidig Microsofts evne til blandt andet at diversificere og tilpasse sig. 

Som et sidste aspekt indeholder mailen også et afsnit om, at man fortsat arbejder på at integrere flere Activision Blizzard-spil på både Xbox Game Pass og PC Game Pass, men også at Xbox nu er blevet den største platform for Diablo IV.

– Vi integrerer titler fra Activision Blizzard Kings i vores tjenester – vi lancerede Diablo IV på Game Pass, og Xbox er hurtigt blevet den førende platform for D4-spillere. Vi integrerer desuden med Battle.net, samtidig med at vi har lanceret CoD: Warzone Mobile og gør klar til kommende spil som Hellblade II, Avowed og Indiana Jones and the Great Circle, pointerer Bond.

Det antages, at Microsoft muligvis har mere at dele offentligt omkring den nye afdeling for spilbevaring på den årlige Xbox Showcase, som forventes at blive afholdt den 9. juni 2024.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger




© Copyright - arkaden.dk