Feature

“Sæt dig ned, din hund”: Har spil et problem med volds- og dødstrusler?

For både spiludviklere og spillere er trusler chikane et udbredt fænomen.

Foto: Midjourney AI

Af Jens Haag
27 marts, 2023

Både spillere og spiludviklere oplever i vid udstrækning trusler og chikane. Drilleri er en del af spilkultur, men kan hurtigt kamme over, siger eksperter

Da Daniel Tønning, nu 24 år, spillede ‘League of Legends’ som 12-årig, kom det bag på ham.

Opfordringerne til at han skulle slå sig selv ihjel. 

“Jeg blev helt vildt ked af det. Det var jeg overhovedet ikke vant til. Jeg talte med mine forældre om det, og de var også chokerede,” siger han.

De verbale overfald vekslede i seriøsitet. Fra “Sæt dig ned, din hund” til “KYS.” (en forkortelse for kill yourself).

Han forsøgte at vende fornærmelserne om og gå til modangreb for at få noget luft. For at “vinde” over dem, som forsøgte at tryne ham.

“Det var ikke en særligt god idé. Jeg var alt for investeret i det, og det er ikke en sund ting at gå op i,” siger han.

“Jeg håber og tror ikke, jeg har sagt noget lige så slemt som “dræb dig selv”, selvom jeg også gav igen.”

En bred tendens

De fleste mennesker, der har spillet kompetitive videospil, har givetvis oplevet, at de har fået mere eller mindre kraftige verbale møgfald, hvad end det så er rasende brok over deres evner, eller direkte opfordringer til at slå sig selv ihjel.

I en undersøgelse fra The Anti Defamation League fra sidste år sagde 71% af de over 2000 adspurgte videospillere, at de havde oplevet “seriøs chikane” i forbindelse med onlinespil. 

Men spil er også i videre udstrækning plaget af lignende tendenser. Trusler er både rettet mod andre spillere, men også udviklere og personer som på den ene eller den anden måde er knyttet til spilindustrien eller -miljøet. 

Det kan være utilfredshed med udviklernes opdateringer af et spil eller spiljournalister, der giver dårlige karakterer til et bestemt spil.

Da kritikeren Anita Sarkeesian holdt foredrag om behandlingen af kvinder i spil, måtte hun have bogstavelige sikkerhedsvagter med sig, fordi hun modtog store mængder voldtægts- og dødstrusler.

Forfatteren J. K. Rowling, som står bag Harry Potter-bøgerne, har også modtaget dødstrusler i forbindelse med sine holdninger til transpersoner, som blev aktuelle igen med udgivelsen af Hogwarts Legacy tidligere i år.

Udviklerholdet bag overlevelsesspillet ‘Rust’ måtte i forbindelse med Game Developers Conference i marts 2023 aflyse et fanmøde grundet dødstrusler. I den sammenhæng sagde de, at det var en ganske normal hændelse, at deres ansatte fik dødstrusler fra spillere, der eksempelvis er utilfredse med opdateringer i spillet. 

For tre år siden sendte en mand 39 dødstrusler til Square Enix. Bungie har reduceret kontakten til fans grundet trusler fra spillere. I en rapport fra januar i år sagde 40 % af de adspurgte spiludviklere at de, eller deres kollegaer, havde oplevet trusler fra spillere.

Det kan virke som om, der er et generelt problem med trusler i og omkring spil.

Udviklerne af ‘Rust’, Facepunch Studios, har måtte aflyse et fanmøde under Game Developers Conference i år.

Har andre kulturelle normer

Maia Kahkle Lorentzen er researcher og foredragsholder hos Cybernauterne, et netværk som formidler viden om digital kultur, og har specialiseret sig i digital chikane.

“Der er nogle forskellige kulturelle normer i spilkultur, end der er i resten af samfundet,” siger hun.

“Meget af den skal ikke forstås alvorligt. Det er en gensidig forståelse af, at når man bliver svinet, så er det for sjov. Det er bare sådan man gør. Og den slags interne logik er hverken farlig eller skadelig.”

Men, siger hun, det kan i nogle tilfælde hurtigt vippe over og holde op med på nogen måde at være for sjov.

“Man har set eksempler på swatting, hvor folk simpelthen er døde, fordi nogle er blevet sure over at tabe,” siger hun.

Teknikken “swatting”, hvor man foregiver at være bekymret for våben på private adresser og får specialstyrker til at trænge ind på adressen kostede for et par år siden en uskyldig mand livet, da et væddemål om ‘Call of Duty’ førte til ophedet debat. 

Dødstrusler mod udviklere og spilpressefolk tog især fart i 2014 og 2015, siger Maia Kalhke Lorentzen.

“Gamergatekampagnen, som var et misogynt højreorienteret backlash mod feminisme og diversitet i spil, indeholdt kimen til det toksiske miljø, der også findes i dag. Mange kvinder i spilindustrien modtog rigtig mange døds- og voldstrusler.”

Hun peger på, at mange spil allerede fra starten er voldelige, og at det muligvis kan bidrage til tonen. 

“Måske kan man også se på det sådan, at man i videospil hele tiden begår mord. Så kan det føles mindre ekstremt at true folk på den måde. Noget andet er anonymiteten og letheden ved at skrive en mail, tweete eller skrive en chatbesked,” siger hun.

Hun peger også på, at der i langt de fleste tilfælde ikke er tale om trusler, folk har tænkt sig faktisk at føre ud i livet.

“Det er et fåtal af dem, som laver truslerne, der mener dem i virkeligheden. Men det gør ikke nogen forskel for modtageren. For dem er digital vold vold.”

Er ikke nødvendigvis kun spilproblem

Torill Mortensen, som er lektor på Nord Universitet i Norge, forsker blandt andet i spilkultur og grænseoverskridende æstetik, peger på, at trusler om vold og mord ikke nødvendigvis er en unik egenskab ved videospil.

“Hård rock er også tidligere blevet betragtet som ekstremt voldelige. Samtidig må man pege på hooliganisme i fodbold som et sted, hvor fankultur og vold blandes sammen på en meget voldsom måde,” siger hun.

Ungdomskultur er ifølge hende bredt set fuld af eksempler på overdrevet sprog og undertiden reel vold. 

“Er spilkultur værre end andre miljøer? Det er svært at svare på. Ekstremister benytter sig af unges spilinteresser for at rekruttere dem, præcis ligesom skinheads udnytter fodboldfankultur til at rekruttere voldelige racister. Rigtig mange unge mænd spiller videospil, så det er en sikker strategi til at få fat i dem.”

Man må også skelne mellem forskellen på harmløs trashtalk og trusler. 

“Men man kan ikke bare afvise trusler som trashtalk. Facepunch Studios (Spiludviklerne bag ‘Rust’) kan i tilfældet med deres aflyste fanmøde være tvunget til at tage truslen alvorligt, selvom den lige så godt kunne være skrevet i et øjebliks affekt.”

(Foto: Facepunch Studios)

Enormt pinligt

Daniel Tømming har nu om dage fået hård hud. Han kan kende forskel på banter, indforståede drillerier og ubehagelige udfald.

“Banale drillerier er en del af spilkultur. Ligesom det også er i fodbold, hvor man driller og prikker lidt til hinanden, uden at det skal forstås særligt alvorligt. Men jeg synes, man lynhurtigt kan mærke, hvis det bliver for meget.”

Hvis man går ind på hans væg på Steam, hvor andre spillere kan skrive kommentarer, er der stadig et helt plethora af opfindsomme fornærmelser. Han kalder det en “guldgrube af fornærmelser”:

“Der står sådan noget: “Jeg ville ønske, din mor havde slugt dig,” “Bind et reb om din hals” og andre slags kreative udfald,” siger han.

Han har bevidst ikke slettet dem.

“Jeg ser dem som en slags offentligt udstilling af de personers tilgang og sprogbrug. Det er enormt pinligt. Jeg finder det enormt pinligt, at folk har kunne finde på at gå ind og poste sådan noget udenfor et spil.”

Alligevel ser Daniel Tønning de mere ekstreme udfald som farlige.

“Det kan jo skubbe til folks psyke, hvis de tager det ind, ligesom jeg gjorde, da jeg var helt ung. Nu ved jeg, at jeg bare skal lægge det til side. Men hvis det går ud over psykisk udsatte, så er det et angreb på deres mentale helbred, og det kan i værste fald bidrage til, at de får det værre, eller skubbe dem udover grænsen, hvor de reelt gør skade på sig selv,” siger han.

LÆS OGSÅ: Mand arresteret efter ‘Minecraft’-dødstrusler mod sherif

LÆS OGSÅ: Fanmøde aflyses i kølvandet på dødstrusler mod ‘Rust’-udviklere

LÆS OGSÅ: Xbox om Game Pass: Slut med første måned til én dollar




© Copyright - arkaden.dk