En ting, nogle spil formår, er at gøre situationer meget konkrete. Man bliver dumpet direkte ned i dem og må forholde sig til dem og tage valg på en meget håndgribelig måde. 

Der er for eksempel tilfældet med det fantasifulde (og opfindsomme) byplanlægningsspil ‘Against the Storm’, der lige nu er i Early Access, og som har slugt flere af mine vågne timer, end jeg tør indrømme.

Der behandler noget så ubegribeligt som klimakrisen – men uden at være belærende eller overdrevent indlysende.

I vores verden udgiver FN den ene rapport efter den anden, som beskriver, hvordan situationen er værre end først antaget. Temperaturen stiger hurtigere end forventet, tusindvis af arter er forsvundet for evigt, alting er i oprør og ingen handler tilstrækkeligt hurtigt. 

Alligevel er det svært at mærke det på ens eget liv. Ting foregår, som de plejer. Der er forbud mod at brænde bål et par måneder om sommeren, men herregud.

Sådan er det ikke i den virkelighed, ‘Against the Storm’ foregår i.

Her er det alvor. En gigantisk og endeløs regnstorm holder hele verden i et jerngreb og oversvømmer med jævne mellemrum alting.

Spilleren indtager rollen som vicekonge under dronningen af Den Ulmende By, som er det eneste sted, der holder stand mod regnstormen. Opgaven er at sende en række ekspeditioner ud i det omkringliggende landskab for at etablere små forposter, der kan høste og sende ressourcer hjem til hovedstaden.

Skoven bliver fjendtlig

Det er møgsvært. Ruinerne af verden, der fandtes før, er fyldt med metaforiske og bogstavelige spøgelser, glemte sygdomme og ustabile industrimaskiner (teknologien kaldes, meget charmerende, rain punk).

I midten af ens lejr brænder en flamme, der ikke må gå ud, som værner mod den evige regn, der styrter ned over de overbevoksede jungler og vådområder. For at holde den igang må man fælde træer i massevis. Men for hver skovhugger, man udnævner, bliver skoven lidt mere fjendtlig. Det har konsekvenser at drive rovdrift på naturen, det er ikke gratis at lade øksen føre.

Det er i sin essens det samme dilemma, vi står overfor i den virkelige verden. Hvis vækst er nødvendig for at højne levestandarden i verdens fattigste lande, sikre velfærden og velstanden, hvor meget er vi så villige til at give køb på, for at sikre os, at fremtidige generationer ikke skal leve på en gold og hærget planet? Det kan virke fjernt og abstrakt i vores politiske virkelighed. I ‘Against the Storm’ skal du selv tage valget. Hele tiden.

Skoven bliver fjendtlig

Udover en poignant og elegant tematik er spillet også karakteriseret ved et meget innovativt design. Det kan nærmest beskrives som en blanding af en citybuilder ala Sim City og et roguelike – altså et spil, hvor et valg ikke kan gøres om og man taber, hvis man taber. Det har den fordel over andre byplanlægningsspil, at man i udgangspunktet kun spiller begyndelsen – og begyndelsen er, hvis vi skal være ærlige, den sjove del.

Man låser langsomt op for flere og flere bygninger og fordele ind imellem ekspeditionerne – men de er ikke allesammen tilgængelige. I hvert spil bliver man benhårdt udsat for at skulle vælge mellem fire forskellige bygninger. Vil du have køkkenhaven, så du kan brødføde dine indbyggere? Eller tømreværkstedet, så du kan fremstille essentielle planker til andre slags byggeri?

Der er ikke rigtigt andre spil, som rammer på helt samme måde som ‘Against the Storm’. Et spil er overstået på et par timer. Det er ikke bare forfriskende for en genre, der ofte trækker i langdrag, men det gør også en ende på en tendens, jeg virkelig slås med i citybuilders: På et tidspunkt bliver det komplet uoverskueligt at holde styr på alting, og så går jeg død i det. 

I ‘Against the Storm’ er der fokus på det sjoveste, nemlig at grundlægge sin by. Og så er det i øvrigt både kærkomment, tvingende nødvendigt og interessant at industri, miljø og klima ånder en tungt i nakken imens.