Ad Banner

Nyheder

Kæmpe afslutningsevent i Fortnite – Det vildeste længe set!

Af Michael Engelbreth
3 december, 2023

Fortnites seneste sæson, Fortnite OG, afsluttes med et brag, hvor vi introduceres til et univers af nye spiloplevelser.

Efter måneders forventning kulminerede Fortnite’s Kapitel 4 med et eksplosivt live event, der trak spillere tilbage til det originale kort for en sidste hyldest. Eventet, døbt “The Big Bang”, tiltrak en enorm skare af spillere, ivrige efter at opleve både Eminems optræden og det nye indhold.

Et sidste farvel til det originale Fortnite Map.

På trods af tekniske udfordringer, som desværre betød, at mange ikke havde mulighed for at opleve eventet, meldte Epic Games ud, at yderligere to visninger ville finde sted.

Heldigvis formåede vores egen Jørgen Bjørn at få en plads til eventet, og sammen med en stor skare af seere på YouTube, og mere end 1.000 seere på TikTok, guidede han de interesserede gennem eventet.

Der er LEGO på vej til Fortnite.

Begivenheden begyndte med en rejse gennem tid og rum, da Dusty Divot-raketten kolliderede med en meteor og skabte en serie af sprækker i rummet. Dette førte spillerne til et multivers af galakser og dimensioner i en filmisk sekvens, der forstærkede oplevelsen til noget langt mere end bare et spilevent.

Et forestående LEGO Mode er på vej, og vi fik første smagsprøve på hvad vi har i vente.

Overraskelserne stoppede dog ikke her. Pludselig blev spillerne transporteret til en LEGO-inspireret verden, hvor de blev forvandlet til LEGO-figurer og fik mulighed for at udforske og interagere i en helt ny blok-baseret version af øen. Dette var en forsmag på den kommende LEGO-spiltilstand, der lover en nyfortolket Battle Royale-oplevelse.

Der er fart over feltet i det nye Rocket Racing Mode.

Eventet fortsatte med at skifte tempo og univers, da spillerne blev introduceret til Rocket Racing, inspireret af Psyonix’s Rocket League. Her fik spillerne chancen for at konkurrere på racerbaner ved hjælp af køretøjer med særlige evner, herunder Drift Boost og Turbo.

Guitar Hero spiltilstanden er tilbage og er ligeså vanedannende som vi husker det.

Højdepunktet var uden tvivl Eminem’s koncert, hvor spillere blev trukket ind i et musikalsk univers og endda deltog i en Guitar Hero-lignende interaktion til tonerne af “Lose Yourself”. Koncerten gav et indblik i den kommende Fortnite Festival-tilstand, udviklet i samarbejde med Harmonix, som er de originale udviklere af Guitar Hero.

Lava, ild og ravage, var rammerne under Eminem’s nummer Godzilla.

Eventet afsluttede med en overvældende optræden af Eminem som Marshall Never More, der, i et landskab badet i lava og flammer, leverede en uforglemmelig optræden af “Godzilla”. Og som det sidste store twist, blev spillere præsenteret for det nye ø, der vil danne rammen om Kapitel 5 Sæson 1.

Et indblik i alle de nye forskellige verdener vi har i vente.

Fortnite fortsætter med at skubbe grænserne for, hvad et spilevent kan være, og med “The Big Bang” har Epic Games ikke blot skabt en uforglemmelig afslutning på Kapitel 4, men også lagt grundstenen til en ny æra af Fortnite eventyr.

I skrivende stund er den nye sæson endnu ikke live, men med den store interesse i det afsluttende event, og den stigende spillerbase vi har set igennem den seneste tid, kan vi vidst roligt sige, at Fortnite fans går en god tid i møde.

Michael Engelbreth – Skribent & Anmelder


Michael har en solid baggrund inden for gamingmiljøet som administrator og skribent for Det Danske Gaming Forum. På hjemmefronten er Michael en ivrig Fortnite-spiller, hvor han ofte slår sig løs med familien. Men når aftenen falder på, er det tid til nervepirrende gyserspil eller actionfyldte blodbad.




© Copyright - arkaden.dk