Det er otte år siden, at alles yndlings”usandsynlige”actionhelt sidst var at finde i biografen. I mellemtiden har Kung Fu Panda 3 virket som en passende ende på en formidabel trilogi, hvor vi har fulgt, hvordan den uduelige og evigt klodsede Po overkom alle udfordringer, indtil han overtog skildpadden Mester Oogways rolle som den nye spirituelle leder af Fredens Dal.

En uventet 4’er skal berettige sin eksistens

Da en efterfølger så overraskende blev annonceret, havde man som fan af serien et inderligt håb om at grunden til, vi får endnu et kapitel af eventyret, er fordi, at det kreative hold bag filmserien fik en idé, der er værd at fortælle – og ikke udelukkende fordi Dreamworks vil malke deres succesfulde panda en sidste gang. Hver film om den slapstick-sympatiske Po har nemlig indtjent over 500 millioner dollars.

Derfor var begyndelsen af Kung Fu Panda 4 en enorm lettelse. De første ti minutter emmer af overskud og potentiale. Det ligner en ’full circle’ fortælling, da Po skal udpege sin efterfølger som Dragekriger – ligesom han selv uventet blev udvalgt i den første film. Det er dog ikke det eneste fra 1’eren, der bliver genbesøgt, da der også florerer skræmmende rygter om, at Pos første fjende – og en af de bedste animerede skurke nogensinde – Tai Lung er genopstået.

De velkendte elementer bliver dertil krydret med nye ansigter: Den snedige ræv Zhen bliver introduceret. og vi hører om en ond trolddoms kamæleon, der besidder alle ingredienserne for at leve op til Kung Fu Pandas solide katalog af skurke. Derudover er fanfavoritterne De Fantastiske Fem ikke engang dukket op endnu, så alt virker lovende i starten.

Men som Mester Oogway siger: ”Det betyder intet, hvad man er født som, men hvad man vokser sig til at blive”. Kung Fu Panda 4 taber det meste af sit potentiale på gulvet og udvikler sig til en middelmådig og forudsigelig rejse, der bidrager med nærmest intet til det større panda-univers.

Eventyret kommer skævt i gang, da Po glemmer alt det, han har lært om ansvar i de foregående film. Han vil nemlig ikke udpege en ny Dragekriger, da han ikke er klar til at gå på pension. Derfor springer han desperat ud på det første og bedste eventyr; at bekæmpe Kamæleonen i en fjern by. Sjældent har plottet af en film afspejlet produktionen af filmen i så høj grad. Dreamworks kunne have pensioneret den kung-fu-kæmpende panda, mens legen var god, men sendte ham i stedet desperat ud på en formålsløs færd.

Det er overvejende sort, men også hvidt

Elsker man den originale trilogi, er der stadig en del at være begejstret for her. Den amerikaniserede-animeanimation er fortsat ret unik for serien. Selvom de mere eksperimenterende 2D-tegnede sekvenser fra de tidligere film desværre ikke er anvendt, så er kampscenerne stadig unægtelig forbløffende skruet sammen.

På trods af rollen som Po er skræddersyet til Jack Blacks stemme og person, så har den danske tryllekunstner, Rune Klan, været magisk som Po gennem 16 år. Han medvirker til, at charmen og humoren heller ikke fornægter sig i 2024. Po og sine to fædre, Mr. Ping og Li står for langt de fleste og største grin.

Kung Fu Panda 4 er en gennemgående underholdende og farverig film, der fortjener mere substans at arbejde med. Det bliver eksemplificeret med Pos nye rolle som spirituel leder. Den halvdumme Panda forsøger at opfinde sine egne visdomsord, ligesom Mester Oogway, men de ender altid ganske komiske og uden større betydning. På tilsvarende måde virker historien og budskabet i filmen rodet og en anelse meningsløst.      

Højdepunkterne i en god Kung Fu Panda film er Pos bånd og interaktioner med Mester Shifu, De Fantastiske Fem og skurken. Kung Fu Panda 4 har ingen af delene. Kamæleonens fantastiske karakterdesign og evne til formskifte bliver totalt spildt, da hun desværre er uden personlighed eller relation til Po. Værre er det, at Tai Lung blot er et led i Kamæleonens antiklimatiske plan om at bringe alle tidligere skurke tilbage. Det er desværre en uheldig situation, at Kamæleonen altid er den mindst interessante skurk i billedet, men samtidigt er den eneste, der betyder noget.

De Forsvunde Fem

Mest kriminelt er det, at Mester Shifu kun er med i få sekunder – og at De Fantastiske Fem slet ikke er med i filmen. Uden dem er filmen strippet for alt det følelsesmæssige, de første tre film har opbygget. Deres erstatning er ræven Zhen, som er en karakter, man har set udført bedre før, og hvis relation til Po virker forceret. Årsagen til De Fantastiske Fems fravær findes nok i, at de er spillet af blandt andre Angelina Jolie, Seth Rogen og Jackie Chan, som ikke er billige at hive ind i et lydstudie. Frustrerende er det desværre, når en efterfølger til en elsket filmserie udelukkende eksisterer for at tjene penge, men omvendt ikke vil investere tilstrækkelige midler til det bankende hjerte i sagaen.  

Hvor kampscenerne og humoren spiller på Kung Fu Pandas styrker, så glemmer manuskriptet fuldkommen, hvad de især to første film i serien brillerede med. Dengang kunne man mærke, at alle kreative kræfter bag projekterne virkelig forsøgte. Alt var bedre, end hvad konceptet egentligt var berettiget til. En fortælling om en tyk panda, der komisk bekæmper diverse asiatiske dyr i kampsport, behøvede ikke være hysterisk morsom, gåsehudsfremkaldende episk, audiovisuelt unik med musik komponeret af Hans Zimmer, filosofisk berigende og have et grundlæggende charmerende hjerte – men sådan var Kung Fu Panda oprigtigt.

4’eren virker på for mange parametre blot doven og leverer netop det, man kan forvente ud fra præmissen. Manglen på energien er bedst fremhævet med musikken, hvor både Hans Zimmer leverer sin mest intetsigende score til dato. Og derefter filmens højdepunkt, som helt uironisk er rulleteksterne. Her synger Jack Black en coverversion af et kæmpe popnummer, hvor det igen virker som en genbrugt tilføjelse, fordi Blacks ”Peaches”-sang fra sidste års Super Mario Bros. blev så voldsom en succes.

I den virkelige verden er pandaen ved at uddø, fordi de er for dovne til at parre sig. Kung Fu Panda 4 leverer et fint og forglemmeligt eventyr, men har samme dovne tilgang til fornyelse.

Medie: Biograf

Instruktør: Mike Mitchell, Stephanie Stine

Skuespillere: Jack Black, Awkwafina, Viola Davis, Dustin Hoffman, Bryan Cranston, James Hong, Ian McShane

Genre: Action, komedie

Premieredato: 7. marts 2024

Spilletid: 94 minutter

Selskab: Dreamworks