Jeg er en simpel mand.

Hvis jeg ser ’Slay the Spire’ blive nævnt som reference til et spil, så er jeg interesseret.

Da jeg tilbage i 2019 for første gang spillede spilstudiet Mega Crits deck-builder stod det i skærende kontrast til ‘Red Dead Redemption II’, som jeg lige havde gennemført.

Rockstars western-epos var et møjsommeligt og tungt mesterværk, hvor ‘Slay The Spire’ brugte sine rougelike-elementer til at lave små afgrænsede spilsessioner, der hver gang viste nye nuancer af dets mangefacetterede gameplay.

At spiloplevelserne var små og afgrænsede gjorde netop, at spillet fandt en særlig plads i mit hjerte.

De små spiloplevelser vender jeg tilbage til.

Det hjælper selvfølgelig også på sagen, at jeg generelt elsker deck-building-genren både i analoge og digitale spil.

Der er få ting, der er så tilfredsstillende, som at opbygge en Storm P-maskine af kort med forskellige spilmekanikker, der lige pludselig bare falder i hak og kan gøre ting, der er langt større end summen af dets dele.

Derfor blev jeg også straks interesseret, da spilskaberen, der går under navnet ’Kindanice’ på Twitter, viste sit nye spil ’Dire Decks’ frem, som kan spilles ganske gratis på itch.io.

’Dire Decks’ kombinerer ’Slay the Spire’s rougelike deck-building med den hektiske action fra arkade-klassikeren ’Asteroids’ ,og resultatet er et super vellykket lille spil.

Dit deck består af forskellige kugler og bomber, som du bruger til at ødelægge røde fjender, der falder ned mod dig fra toppen af skærmen.

I takt med at du får gjort det af med fjenderne, får du mulighed for at bytte kortene i dit originale deck ud med mere kraftfulde kort. Samtidig kommer der flere fjender i højere fart.

Simpelt, men effektivt.

Som et gammelt flash-spil

‘Dire Decks’ bringer mig tilbage til gymnasietiden, hvor folk sad og spillede små flash-spil i frikvarterne. Ligesom dengang kan oplevelsen ikke bære meget mere end et kvarters spilletid af gangen, men til gengæld får du lyst til også lige at tage en omgang i pausen mellem spansk og fysik.

Variationen er ikke voldsomt stor, og der er ikke rigtig balance mellem de forskellige måder at opbygge dit deck på.

Eksempelvis er de såkaldte “kærligheds”-kugler og -bomber langt mere effektive end mekanikken, der lader dig bounce kugler og bomber op af væggene.

Der er mange måder, spillet kunne udvides og gøres bedre, men det er alligevel en stor fornøjelse at sidde med det uspolerede produkt, som kommer direkte fra skaberen og ud i hænderne på spilleren.

Nye våben. Nye hatte.

Det er svært for mig ikke at tænke på spillet i konrast til den seneste PlayStation-showcase. Her blev der slået et stort brød op om spilstudiet Rocksteady Studios kommende co-op tredjepersons-skydespil ’Suicide Squad: Kill the Justice League’.

Et såkaldt games-as-a-service-spil, hvor intentionen er, at du sammen med dine venner skal skyde dig vej igennem missioner, så du kan få point, som du kan bruge til at købe nye og bedre våben, som du så kan tage med på en ny mission, så du kan få point, som du kan bruge til at købe våben og så videre og så videre.

Succesfulde spilserier som ’The Division’ og ’Destiny’ har vist et idealscenarie for AAA-spiludvikling; I stedet for at bruge oceaner af tid på at bygge nye spil, kan man bare udvikle nyt indhold til det samme spil.

Nye våben, ny missioner, ny hatte figurerne kan tage på.

Den lille spiloplevelse

Det er en model, man ikke kan fortænke spilstudierne i at blive tiltrukket af.

Spilproduktioner bliver større og større, mens spillene koster det samme at købe, som de gjorde for 20 år siden (og medmindre spillene er fra Nintendo, kommer de hurtigt på tilbud eller bliver tilbudt gratis til abonnenter).

Det er svært at forestille sig, at AAA-produktioner i deres nuværende form er bæredygtige. Flere veteraner fra spilindustrien har også påpeget det.  

Men spil som ’Marvel’s Avengers’ og ’Anthem’ har vist, at stort anlagte live-service spil kan resultere i voldsomme maveplaskere, når de kommer på markedet. Måske er modellen god, men den kræver også spillernes vigtigste ressource; tid.

I en tid, hvor store selskaber som Epic Games, Netflix, Sony og Microsoft bruger vanvittige summer på at give spil væk til en slik, så er det i højere grad tiden, jeg investerer i et spil, jeg bekymrer mig om, snarere end pengene. Og jeg forestiller mig, at det må være sådan, de fleste der interesserer sig for en bred vifte af spil har det.

Derfor er små spiloplevelser som ’Dire Decks’ mere end velkomne. Ligeledes er den korte spilletid i mobilspillet ’Marvel Snap’ også er et af dets bedste features. Det samme gælder ’Wordle’, der også brillierede ved kun at lade spilleren spille ét spil om dagen, uden at lokke med flere baner for en ekstra skilling.

I år udkommer spil som ’Starfield’ og ’The Legend of Zelda: Tears of the Kingdom’, hvor kæmpestore åbne verdner skal udforskes.

Selvfølgelig skal der være plads til de koloenorme spil, der kræver lang tid, hvis spilleren vil opleve dem rigtigt. Jeg tror og håber, at det bliver fortrinlige spil begge to, og jeg ser meget frem til at indtage deres verdner, men jeg glæder mig også enormt meget til, jeg finder den næste lille spiloplevelse.