I kølvandet på sine fire Oscar-statuetter er Poor Things netop landet på Disney+. Instrueret af den evigt eksperimenterende Yorgos Lanthimos som, i det seneste årti, har beriget filmlandskabet med sine ofte udefinerbare præmisser og særpræget audiovisuelle stil. Filme som The Lobster og The Killing of a Sacred Deer er på ingen måder lavet til et mainstream publikum. I Poor Things gør Lanthimos dog perfekt brug af sine absurde og humoristiske evner, og filmen transcenderer sig til en oplevelse alle burde se.

”Poor Things” refererer faktisk til dem, der læser for meget om Poor Things før, at de ser den.

Anmeldelsen her vil derfor ikke dvæle ved filmens handling eller budskaber. Primært fordi det er et værk, der fortjener, at man oplever det ganske uvidende, så man bliver udfordret og overrasket af den forstyrrende og kærlige historie. Men også fordi det sjældent er let, at beskrive en drøm i konkrete detaljer, efter man først er vågnet.

Poor Things føles som en drøm man desorienteret forlader. Til dels fordi præmissen og karaktererne er så vidunderlige skæve – men i særdeleshed fordi verden ses og høres gennemgående fabelagtigt. Flere sekvenser er snarere mareridtsagtige, da alle lokationerne – og de finurlige filmiske virkemidler – får alt til virke surrealistisk, men ægte på samme tid.

Samtlige skuespillere giver her deres karrieres fornemmeste præstationer. Willem Dafoe leverer et forfriskende og grotesk bud på en Doktor Frankenstein, som man aldrig helt ved, hvor man har. Mark Ruffalo bryder endeligt helt væk fra Marvel-boblen og er åndssvagt charmerende og provokerende i hver scene han optræder i. Filmen tilhører dog kun én person – og det er Emma Stone.

Hele filmverdenen, tydeligvis Stone inkluderet, forventede, at Lily Gladstone ville vinde dette års Oscar for bedste hovedrolle. Selvom Gladstone stjal alle sine scener i Killers of the Flower Moon, så var hun faktisk kun på skærmen i 27% af filmen. Derimod ville hele fundamentet af Poor Things brase sammen uden Stones modige og enestående inkarnation af Bella Baxter.     

Bella Baxter is everything. She’s just Barbie.

Bella Baxter og Margot Robbies Barbie er på mange måder tvillingesøstre. Ligesom Poor Things og Barbie på sin vis er tvillingefilm. De minder forbløffende meget om hinanden i handling og budskab, men paradoksalt nok er det svært at forestille sig to mere forskellige værker. Da den første teaser-trailer til Barbie kom ud, var vi mange, der håbede på en mere dyster, underlig og innovativ feministisk fortælling – snarere end den mere polerede, lethjertede og overforklarende dukkefilm vi fik.

Men det er en velkommen gave, at begge film nu engang eksisterer. Poor Things kræver dog langt mere af sit publikum end Barbie. Komplicerede tematikker omhandlende køn, videnskab, klasse og forstyrrende sex dykkes der ned i med en fandenivoldskhed – uden på noget tidspunkt at holde publikum i hånden eller overrække bekvemmelige svar. Det resulterer naturligvis i varierende fortolkninger af filmen, der, især med sine kontroversielle brug af sexscener, også havde vundet Oscaren for mest-ukomfortable-film-at-se-med-sine-forældre, hvis den pris fandtes.

Det eneste, der trækker ned, er desværre længden. Filmen følger Hollywoods kedelige trend med at gøre sine film 20-30 minutter for lange. Dette ændrer dog absolut ikke på, at Poor Things kommer til at stå the test of time – præcis ligesom den absurde drøm man kommer til at huske gennem hele livet.

Medie: Streaming (Disney+)
Instruktør: Yorgos Lanthimos
Skuespillere: Emma Stone, Mark Ruffalo, Willem Dafoe, Ramy Youssef, Vicki Pepperdine, Margaret Qualley
Genre: Drama, Komedie
Selskab: Searchlight Pictures, 2023
Spilletid: 141 min.
Premieredato: 14. marts 2024