Fortalt til journalist Jens Haag.

I 2018 gik min søns mor og jeg fra hinanden. Det var en fælles beslutning, men det var ikke sjovt uanset. Det er det nok aldrig. Min søn var lidt under to år gammel på det tidspunkt, så han forstod ikke, hvad der foregik. Han påtog sig ikke skylden for noget, og det var i det mindste en bekymring mindre.

Jeg flyttede i en ny lejlighed med en ny roomie, jeg ikke kendte, og skulle navigere både i det, og hvordan jeg skulle tage mig af min søn alene.

En måned efter bruddet bliver min far indlagt med en bristet hovedpulsåre. Til at begynde med siger lægerne, at hans chancer er gode. Han bliver lagt i koma og de får lappet hans hovedpulsåre.

Han ligger og kommer sig i nogle uger, hvorefter han skal vækkes op igen. Men det viser sig, at hans lever kan ikke komme sig ovenpå behandlingen. Han ligger på hospitalet i Silkeborg, jeg bor i København, og må pludselig rejse tværs over landet for at tage afsked. Jeg havde slet ikke været nervøs indtil da, men det ændrede sig lige pludselig.

På det tidspunkt har jeg boet i min nye lejlighed i to måneder. Det er mange omvæltninger, og jeg er helt ude af den. Heldigvis er min chef meget forstående og siger, jeg skal blive hjemme, til jeg er klar igen. Den første uge er min søn hos sin mor, og jeg husker det som om, at jeg skiftevis græder og spiller PlayStation.

Jeg spillede Horizon: Zero Dawn, og når jeg spillede var jeg engageret på en anden måde, end hvis jeg så en film eller læste en bog. I en film bevæger plottet sig videre, hvis jeg mister fokusset og tankerne flyver. Men i spillet er jeg selv aktiveret, jeg skal selv agere, hvis der skal ske noget.

Det gav mig fred fra den bizarre, overvældende situation, jeg pludselig sad i. Det gav mig rigtig meget. Det var et frirum, hvor jeg ikke kunne tænke på andet end spillet. Horizon: Zero Dawn er et fremragende spil. Det er tilpas mekanisk udfordrende til at kræve mine fulde evner. Samtidig havde historien nogle mysterier, som jeg også var meget optaget af.

Det hjalp mig igennem en svær tid.

For nyligt købte jeg det igen, da det udkom til PC. Til min store overraskelse forbandt jeg det faktisk ikke med tiden, hvor jeg var ked af det. Men det var måske også det, det skulle. Det tog min opmærksomhed på et tidspunkt, jeg havde brug for det.

Til gengæld blev mange af mine følelser om min far udløst, da jeg spillede God of War. Hovedpersonen Kratos’ forhold til sin søn Atreus mindede mig om nogle af de ting, som manglede i mit forhold til min far. Det var ikke fordi, vores forhold var dårligt. Men jeg er skilsmissebarn og så ham hver anden weekend, da jeg var barn. Det kommer uundgåeligt til at påvirke ens forhold. Jeg tænkte på, at de ting ikke skulle mangle for min søn, jeg tænkte på de ting, jeg ville gøre anderledes.

Det er ikke alle spil, der kan bringe den slags eksistentielle tanker frem. Men dem som kan, de rammer stærkere end andet kunst. Hvis en person i en film tager et valg, så er man tilskuer. Men som spiller er man sat i en anden persons sted.

Der er en stærk sammenkobling mellem en selv og spillet. Jeg har haft en lignende oplevelser med Last of Us. Det er sjovt, at den slags spil, som jeg har haft intense oplevelser med, egentlig ikke er særligt sjove i en klassisk forstand. Alligevel er det dem, der har størst indvirkning på mig.