Fortalt til Journalist Jens Haag

Jeg spiller ‘Minecraft’ for at slippe for mit tankemylder. Jeg kan blive så overvældet af tanker, at jeg nærmest bliver paralyseret. Jeg bliver bekymret for det frygtelige, der sker i verden. Klimakrisen, krige og katastrofer. Jeg er så privilegeret i forhold til de mennesker, som for alvor er udsat for de her ting. Det giver mig dårlig samvittighed, selvom jeg godt ved, at tankerne ikke er til nogen nytte. Og at der ikke kommer noget positivt ud af, at jeg tænker triste tanker. 

Hvis det lykkes mig at lægge det til side, bliver jeg i stedet ramt af praktisk tankemylder. Så tænker jeg over alt det, jeg skal nå, om det så er tøjvask, madlavning eller noget tredje. Tankerne blokerer for handlingen, og jeg ender ofte med at bruge tid på at tænke over det i stedet for bare at gøre det.

Det giver mig en pause fra alt det at spille.

Sidste oktober var jeg ved at komme mig efter en operation, så min syv-årige søn og jeg boede hos mine forældre i en måneds tid. Han havde lige fået ‘Minecraft’ til sin PlayStation. Og da jeg fik kræfterne til at sidde op i sofaen ved siden af ham, blev han ved med at spørge, om vi kunne spille sammen, selvom jeg afslog flere gange.

Jeg syntes, det var svært og forvirrende, og jeg gjorde mig ikke umage med at få det lært til at begynde med, fordi jeg ikke kunne overskue det. Men til sidst indså jeg, at jeg blev nødt til at sætte mig ind i det, da det var det eneste, vi rigtig kunne lave sammen på det tidspunkt. Da jeg gav det en chance og begyndte at spille det for alvor, blev jeg fuldstændig opslugt af det.

Vi vil godt nok nogle forskellige ting, når vi spiller, min søn og jeg. Jeg kan have brugt flere timer på at bygge noget stort, hvorefter han springer det i luften med TNT. Det bliver jeg super barnefornærmet over, men kan heldigvis godt selv grine ad det.

Jeg elsker mest, når vi spiller overlevelses-mode sammen. Så uddelegerer vi forskellige opgaver til hinanden og arbejder sammen. Det er virkelig hyggeligt.

Ind imellem sniger jeg mig til at spille om aftenen, når han sover. Både for at få lov til at bygge noget, som ikke fluks bliver sprunget i luften, men også for den ro det giver mit hoved at være opslugt af spillet. Når jeg spiller, glemmer jeg tid og sted, og slipper for tankemylder. Jeg kan kigge op, og pludselig er der gået tre timer, uden at jeg har opdaget det.

‘Minecraft’ er en hemmelig hule, hvor der er plads til min søn og mig. Det er noget, vi har sammen. Men det er også et sted, hvor jeg kan få fred for verden, praktik, ansvar og katastrofetanker for en tid. Det gør det muligt for mig at samle mig, så jeg har kræfterne og energien til at vende tilbage til verden igen.