Anmeldelse

Trolls Band Together-anmeldelse – Hårrejsende fejlslagen 3’er

Foto: Dreamworks

Af Jesper Poulsen
10 april, 2024

Trolls charmerede sig i 2016 til en efterfølger, og her en efterfølger mere endda. Men den bliver altså ikke ved med at gå!

Hvad gør man, når man skal bruge et plot til en 3’er? Tjo, man kan jo lade nogen tage til fange så lade nogen redde nogen. Den danske Gjøl-trold (eller Dam-trold), der blev skabt af Thomas Dam tilbage i 1930, stod model til filmen Trolls i 2016. Den blev en pænt stor succes grundet de nuttede trolde, musikalske stjerner som stemmelæggere og naturligvis deraf – masser af velkendt musik undervejs. Derfor fik vi også Trolls World Tour i 2020 og nu er vi så derude, hvor vi skal grave dybt for at retfærdiggøre Trolls Band Together.

Gamle rammer knækker ikke

Vi får stadigvæk masser af retrohits, hvor mit musikøre fangede alt fra Backstreet Boys, Van McCoy, Bee Gees og Eurythmics til Shaggy, Weezer, Dolly Parton og Sister Sledge. Vi får også mange internationale sangstjerner til at agere trolde. Hvad siger du til et line-up af eksempelvis Justin Timberlake, Troye Sivan, Camila Cabello, Anderson Paak og Kid Cudi. Så er der kun omdrejningspunktet tilbage. 

Foto: Dreamworks

Kamp mod tiden

Branch’ fortid er lidt hengemt, men Poppy finder ud af, at han var en del af det hedengangne boyband Brozone. Troldeorkesteret splittedes under lidt ærgerlige omstændigheder. Frustration og bitterhed åd sig ind under huden på troldene i bandet og de gik i hver sin retning. Nu må gamle stridigheder lægges på hylden, for Floyd (et af medlemmerne) er blevet kidnappet. Fanget i en spraymontre hos de talentløse søskende Velvet og Veneer, lever Floyd en kummerlig tilværelse. Et tryk på spraymontren afgiver en sky af Floyds talent og direkte over til kidnapperne. Med andre ord, så er Floyd ved at blive talentløs, mens Velvet og Veneer ikke behøver at yde noget særligt for at overtage talentet. Kan Poppy og resten af Brozone nå at redde Floyd, inden det er for sent?

Foto: Dreamworks

Charme, selvtillid og lækkert hår

Det er svært at påstå, at troldene ikke stadig kan noget. De har charme og er kulørte og mangfoldige på alle måder. Og hårstrå er der masser af. Desværre er det ikke kun Floyd, der er fanget. Det er samtlige trolde. Gode som onde. Fanget i et ultratyndt manuskript, som lugter langt væk af en franchise-lukker. Børnevenlig effektiv spilletid på 80 minutter gør ikke, at man undlader at tænke, at spilletiden er trukket ud på et overdrev. Hvis det ikke var for den pæne indpakning som lokkemad, så ville ungdommen nok straks bede om at se en anden klassiker i stedet for.

Foto: Dreamworks

Medie: Bluray

Instruktør: Walt Dohrn

Skuespillere: Justin Timberlake, Anna Kendrick, Amy Schumer, Andrew Rannells, Troye Sivan, Kid Cudi, Anderson Paak, Eric Andre, RuPaul Charles, Kenan Thompson, David Fynn, Daveed Diggs, Camila Cabello, Zooey Deschanel

Genre: Animation

Premieredato: 15/1 2024

Spilletid: 91 minutter

Selskab: Dreamworks, 2023

Om skribenten:

Jesper Poulsen – Skribent & Anmelder

Filmanmelder siden 2003. Først på OnFilm, siden CinemaOnline. Pressekortindehaver siden 2004. Jesper har skrevet over 1000 filmanmeldelser og har desuden beskæftiget sig med artikler fra diverse filmsets og -produktioner samt adskillige års dækning af filmpriser som The Oscars, Robert-Prisen og Isbjørnen. Desuden har Jesper skrevet filmbranchens væsentligste nekrologer, dækket pressemøder og lavet skuespillerinterviews med navne som Mads Mikkelsen og Ulrich Thomsen.




© Copyright - arkaden.dk