Da jeg var syv år, fik min mor kræft. To år senere døde hun af det. Mine forældre vidste godt, det gik den vej, men min søster og jeg var for små til at forstå det. Vi vidste godt noget var galt, stemningen var mørk og fortættet, noget hang i luften i fremtiden, som vi fornemmede gjorde ondt.

Samtidig var det en svær situation at dele med mine klassekammerater. De viste sympati, men de var også uforstående. Den slags oplevelser er svære nok for voksne at forstå.

Jeg trak mig ubevidst væk. Jeg kunne ikke andet. Jeg læste alt, jeg kunne få fat i på skolebiblioteket, og gik lange ture for at lægge mine følelser så godt på plads, som det kan lade sig gøre for et barn, der befinder sig i en tilstand af ventesorg.

Samtidig introducerede min onkel mig for Age of Empires.

En ny verden åbnede sig. Her var en valgfrihed og udfordringer. Det føltes som en uendelig frihed – og, har jeg senere tænkt, et univers, som var overskueligt og muligt at mestre. Jeg blev bidt. Det hang ved – også efter min mors død. Det blev en måde at få en pause fra sorgen.

Jeg spillede alt jeg kunne få fingrene i. Diablo, Heroes of Might and Magic, Delta Force. Jeg begyndte at skrive om spil på internettet med andre. Jeg fik venner på internettet, som delte mine interesser. Jeg er opvokset i en landsby vest for Horsens, og selvom jeg også havde venner på min skole, var min interesse for de fantasifulde universer, bøger og videospil ikke ligefrem det mest oplagte, at dele med de andre elever.

Min far var bekymret. Det var i nullerne, skoleskyderier i USA blev tilskrevet Doom og Quake, og der var en generel frygt for, at unge mænd forsvandt ind i videospil og forsømte det virkelige liv. Studier har vist, at spil ikke lader til at gøre mennesker mere voldelige, men når det kommer til afhængighed, er det ikke en helt ubegrundet frygt. Videospilsafhængighed er en virkelig ting.

Et safespace

Forskere er imidlertid uenige om, hvorvidt det er selve videospillene, der fordrer afhængigheden, eller om der er bagvedliggende årsager. Hvis ens liv gør ondt, kan man have tendens til at flygte væk, om der så er tale om stoffer, arbejde eller videospil. Andre peger på, at spil kan være en meditativ øvelse, som generelt påvirker ens velvære positivt. Det kan give en ressourcerne til at magte de ting i ens liv, som man ikke kan styre eller påvirke, om det så er arbejdspres, stress eller andre mentale udfordringer.

For mit vedkommende tror jeg det var smerten i resten af mit liv, der fik mig til at søge væk. På trods af min fars bekymringer er jeg blevet et nogenlunde normalt fungerende menneske. Jeg passer mit arbejde, har et socialt liv og en kæreste. 

Jeg bruger stadig computerspil som et safespace, et sted jeg et øjeblik kan se bort fra de udfordringer i mit liv, som kræver energi og kræfter at overkomme. Det kan vel sammenlignes med at læse bøger, løbe ture eller strikke. Min koncentration er rettet helt og holdent mod spillet. Det kræver, at jeg reagerer og giver input, for at spillet fortsætter.

Jeg ville ønske, at min far havde forsøgt at sætte sig ind i, hvorfor jeg spillede. Jeg forstår godt, at det var svært. 

Alle nye medier har tendens til at blive betragtet med skepsis. Fotografiet ville ødelægge maleriet, sagde man, tegneserier ville gøre børn voldelige. Den græske filosof Sokrates var sågar bekymret for, at det at folk i stigende grad lærte at læse, ville gøre dem glemsomme, fordi evnen til at huske ville blive gjort ubrugelig, hvis man bare kunne skrive ting ned. 

Selvom noget af det virker absurd, er nogle af bekymringerne velbegrundende. Sociale medier kan øge polarisering og erodere den demokratiske sammenhængskraft i samfundet, men de kan også give os mulighed for at bevare forbindelsen til venner og bekendte.

Ting er, som bekendt, sjældent sort-hvide.

For mit vedkommende er jeg glad for det, spil har givet mig. Når livet bliver mørkt, finder jeg Stardew Valley frem og sår roer, fodrer høns og fisker. Og når jeg er færdig, så klapper jeg min laptop sammen og går ud i den analoge verden igen med lidt mere energi end før.