Nyheder

Denne Mario-bane kan ingen klare

Foto: Nintendo

Af Mark Elsberg
18 marts, 2024

Kun én bane mangler at blive besejret, før Super Mario Maker kan erklæres 'gennemført'. Problemet er bare, at ingen kan klare den.

Trods flere end 172.000 forsøg fra 1705 forskellige spillere er det endnu ikke lykkedes nogen at gennemføre Mario-banen ‘Trimming the Herbs‘ fra Nintendo Wii U-spillet Super Mario Maker (2015).

Trimming the Herbs er den eneste af spillets mange millioner brugerskabte baner, der mangler at blive besejret, for at Super Mario Maker kan erklæres for ‘gennemført’.

Hvad værre er, så er lystne Mario-spillerne verden over underlagt et stramt tidspres.

De har nemlig kun indtil den 8. april 2024, hvor spillets producent, Nintendo, officielt slukker for onlinefunktionaliteten til Super Mario Maker. Herefter vil banen være utilgængelig.

Og da Nintendo kom med den melding tilbage i januar måned, satte spillets fanbase sig for øje at nå at gennemføre samtlige baner i eksistens. Noget de tracker på en til formålet opsat hjemmeside med det passende navn ‘Is Super Mario Maker beaten yet?

Dengang manglede de 41,113 baner. Nu altså kun 1, Trimming the Herbs.

Kræver 18 perfekte hop… i streg

Men hvorfor er Trimming the Herbs så svær, at ingen endnu har klaret den?

I grove træk kan det koges ned til, at spilleren behøver at udføre 18 såkaldte ‘frame-perfect’ hop med Mario i streg.

‘Frame-perfect’ vil sige, at spilleren skal lave knaptrykket inden for et vindue på 1 billede (frame). Og da spillet har en opdateringsfrekvens på 60 billeder i sekundet, bliver det til et vindue per korrekt tryk på 16,6 millisekunder.

Ifølge YouTube-brugeren @tai.diep21 vil det kræve (1/60)^18=9.8464*10^(-33), eller 1000…00 (32 nuller) forsøg, før end at der statistisk er nogen, der forventeligt vil have eksekveret den serie af knaptryk korrekt. Der er altså lang vej igen med, indtil videre, 172.000 registrerede forsøg – med mindre selvfølgelig nogen gør det (næsten) umulige.

Men nok tal. Herunder kan du se Super Mario Maker-spiller Thab forklare i mere forståelige vendinger, hvorfor Trimming the Herbs er så svær at klare:

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk