Hvor meget kan der egentligt være på spil i en tenniskamp? Det er spørgsmålet man undrer sig over, i løbet af de første minutter af Luca Guadagninos Challengers. Instruktøren, bedst kendt fra nyklassikeren Call Me By Your Name, dropper nu den godtroende kærlighedshistorie, for noget der er langt mere kynisk – men på en måde også langt mere menneskeligt. Challengers er en film der oser af selvtillid, hvilket er bedst eksemplificeret med dens tålmodighed ved ikke at overforklare et eneste element i første akt. Karakterernes relationer til hinanden er som et isbjerg – vi får lov at se hvad der lurer på overfladen, men vil aldrig kunne gætte hvad der gemmer sig under det kolde vand.   

Gennem en simpel – dog hypnotiserende – fortællingsstruktur begynder brikkerne så stille at falde på plads for publikum. Og ja, brikkerne. Fordi selvom filmen handler om tennis, så er der især en karakter, som ser det hele som et skakspil. Zendaya har altid været lidt udefinerbar i sin unge karriere. Hvad hendes spidskompetencer helt konkret er, eller hvor hendes globale berømmelse kommer fra, har aldrig været krystalklart for mig. I rollen som tennis-vidunderbarnet Tashi Duncan glimter Zendayas stjernefaktor dog så meget op, at man næsten bliver nødt til at kigge væk. Tashi er en filmkarakter med stort F – og Zendaya formår at fusionere det tyranniske fra musiklæren Fletcher i Whiplash – med en uopnåelig, forførende elegance. Aldrig har det været nemmere at forstå, hvorfor to mænd hovedløst kæmper om en kvindes bekræftelse.  

De to mænd, spillet fornemt af Mike Faist og Josh O’Connor, er også hjertet i fortællingen. Hele filmen er egentligt blot denne, på papiret, lidt ligegyldige tenniskamp. Men ligesom alle hovederne kigger frem og tilbage og frem og tilbage når tennisbolden rejser mellem ketcherne, så ryger vi også frem og tilbage i tiden – og frem og tilbage med hvor vores sympati burde ligge. Der er ustyrligt kemi i alle hjørner af den her kærlighedstrekant – og det er en film der ved, at den er sexet. Sexet helt uden de vilde sexscener eller nøgenhed. Faktisk føles de små sekvenser med det nærmest som forspil, og selve tenniskampene som arenaen for forløsning og – ja, nærmest udløsning.

Man er ikke årtiets sportsfilm, uden gode sportsscener. Aldrig før er sport blevet filmet så kreativt og dynamisk. Der er metodisk blevet udtænkt noget filmisk lækkert ved hver bold, sveddråbe og grynt – der bliver forhøjet til uendelige dimensioner af den legendariske duo bestående af Trent Reznor og Atticus Ross, hvis soundtrack her er så kækt og smagfuldt, at hele biografsalen bevægede sig med, hver gang deres techno-beats spillede over en tenniskamp.

Challengers byder på et trekantsdrama der er så magnetisk, at man skulle være aseksuel, for ikke at ville høre om de kunne bruge en fjerde person. Zendaya er fortryllende dominerende i hvert sekund hun er på skærmen. Tennissen er audiovisuelt to niveauer over alt andet sport i film – hvilket til sidst, fører til et af de mest vellykkede klimaks i nyere tid. Challengers er med andre ord en sand Grand Slam.

Medie: Biograf
Instruktør: Luca Guadagnino
Skuespillere: Zendaya, Mike Faist, Josh O’Connor
Genre: Drama, Sport
Selskab: MGM
Spilletid: 131 min.
Premieredato: 25. april 2024

Om skribenten:

Kim Hjælm – Skribent & Anmelder

Kim er uddannet visuel storyteller fra VIA Film & Transmedia. Han har arbejdet i filmbranchen som manuskriptforfatter, reklamefilminstruktør og klipper. Han har først og fremmest identificeret sig selv som film buff – lige siden han brugte alle sine konfirmationspenge på en Blu-ray-samling af IMDB top 250 film. Det havde han nok ikke gjort, hvis han vidste, at streamingtjenesterne var lige på trapperne. Det var dumt.