Feature

Nomineret til 6 Spilpriser: Arkaden besøger Bedtime Digital Games

Foto: Bedtime Digital Games

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
27 april, 2024

Bedtime Digital Games, der står bag Figment 2, er nomineret til 6 Spilpriser. Arkaden har været et smut forbi det aalborgensiske studie til en snak om studiet, spil og fremtiden

Bedtime Digital Games er et kreativt og fantasifuldt spilstudie baseret i den nordjyske hovedstad Aalborg. Studiet begyndte sin rejse som et universitetsprojekt blandt en flok talentfulde studerende ved Aalborg Universitet. De udviklede oprindeligt deres første spil, Back to Bed, som en del af deres bachelorprojekt i medieteknologi, men efter at have modtaget en overvældende positiv respons, besluttede det engagerede hold at danne Bedtime Digital Games for at videreudvikle deres nyskabende spil.

I år er Bedtime Digital Games nomineret til seks priser ved Spilprisen med deres spil Figment 2, hvilket gør dem til årets topscorer. Derfor inviterede jeg mig selv på besøg hos det nordjyske studie til en snak om studiets historie, men også om de mange nomineringer til Figment 2 og muligvis høre nyt om studiets kommende projekter.

Jeg møder Jonas Byrresen, Bedtimes medstifter og Lead Game Designer, i studiets lokaler i det centrale Aalborg. Studiet er beliggende i en charmerende gammel bygning, hvis eksteriør er vurderet bevaringsværdigt. Indenfor bliver jeg vist rundt i studiets hyggelige lokaler, der emmer af kreativitet og kærlighed til studiets spilprojekter. Efter en kort rundvisning bliver jeg præsenteret for Game Director Niels Højgaard Sørensen, der står bag narrativ, lyd og musik til Figment 2, og Hugo Hallé, der er ansvarlig for spillets kunstneriske udtryk i sin funktion som Art Director. Sammen tog vi en snak om, hvordan Bedtime Digital Games fik sin begyndelse, hvilke tanker der ligger bag studiets seneste spil Figment 2, men også om forventningerne til Spilprisen, hvor Figment 2 er nomineret i hele seks kategorier.

Starter på studiet 

Bedtime Digital Games blev etableret omkring juletid i 2013, men i virkeligheden startede det flere år tidligere som et studieprojekt på Aalborg Universitets DADIU-forløb i 2011. Her lavede Jonas og de andre medstiftere den første studieversion af Back to Bed. Projektet startede som et hobbyprojekt, som de besluttede sig for at videreudvikle, da det altid er en fordel at have udgivet noget.

Hurtigt meldte den første investor, CAPNOVA, sig på banen, og dermed blev det startskuddet til det, der skulle vise sig at blive Figment.

– Ideen til Figment begyndte at forme sig på en serviet i flyet hjem fra San Francisco, hvor vi havde været ovre med Back to Bed, der var med i IGF Student Winner-kategorien, fortæller Jonas om de første ideer til Figment.

Med en grundidé om at tage et spadestik dybere end Back to Bed og bevæge sig ned til hvor drømmene opstår, begynder studiet så småt at forme sig, og Niels er en af de første, der kommer med på holdet. Det er netop ham, der får ideen om, at den første skurk i Figment skulle synge.

– Vi skulle finde en måde, hvor han kunne kommunikere på, og så gik jeg hjem og lavede den her sang, og prøvede at bygge noget op omkring det. Det var fedt, og ikke noget vi havde set før, og så udviklede det sig til, at alle skulle synge, fortæller Niels om at lave Figment som en musical.

Det primære fokus var dog indledningsvis at gøre Back to Bed færdigt og få det ud på så mange platforme som muligt. Det har dog altid været studiets ambition at være i gang med flere projekter på en gang; der er altså altid noget i støbeskeen. I 2017 udkom Figment, et spil der vandt flere priser og udkom på mange platforme.

Back to Bed ligner på mange måder et kunstværk i spilform. Foto: Bedtime Digital Games

Hurtigt er man, i studiets ånd, i gang med nye projekter, og hvad der viser sig at blive til Figment 2 var indledningsvist en udvidelse til det første spil. Dog viste det sig for stort til blot en udvidelse og blev derfor til et decideret spil, der kunne stå på egne ben – og det må siges at have været en klog beslutning.

– Vi var rimelig ambitiøse i forhold til, at det var en DLC, hvilket også gjorde, at det blev til mere end det, siger Niels, hvilket får Jonas til at bryde ud i latter, hvorefter han fortsætter:

– Ja, pludselig havde det vokset sig lige så stort som det første spil – og så blev spørgsmålet, hvor meget mere skal der til for at gøre det til sit eget spil?, siger Jonas.

Summen af de gode idéer havde nu vokset sig for stor til en times lang udvidelse, men også den historie, holdet ville fortælle, kunne ikke rummes ordentligt på så kort en spilletid.

– Historien havde brug for mere tid til at blive fortalt. Vi sad og arbejdede på, hvordan vi skulle fortælle den historie, som Niels havde skrevet, og så gik det op for os, at vi havde brug for et større spil, uddyber Hugo.

Figment 2 udmærker sig på flere områder, og derfor er spillet også nomineret i seks kategorier til Spilprisen. Foto: Bedtime Digital Games

Figment 2 er et mere narrativt spil end forgængeren, men samtidig også mere lineært, og så tager spillet igen et spadestik dybere end det første spil. Temaet om at skabe balance mellem arbejde og fritid er relaterbart for mange og en aktuel problematik. Spillet er blevet en bragende succes og er blevet lanceret på stort set alle platforme, og studiet er på nuværende tidspunkt i gang med at lægge sidste hånd på en mobil version af spillet. Desuden er det også lykkedes for Microsoft at overbevise Bedtime om at lave en aftale om at få Figment-spillene på Game Pass.

Spilprisen venter

Nu er Figment 2 nomineret i seks kategorier til Spilprisen 2024, og holdet er klar til at drage over Storebælt og deltage i festlighederne på Bremen Teater. Og håbet og forventningerne er store.

Jonas taler om de andre nominerede spil med stor respekt og karakteriserer ikke de andre studier i Danmark som deciderede konkurrenter, når det kommer til at sælge spil til danskerne. Reelt er salget størst ude i verden, og derfor er den danske spilbranche mere præget af samarbejde og en villighed til at hjælpe hinanden. Når det så er sagt, så er der én aften, hvor der er konkurrence, og det er, når Spilprisen skal uddeles. Alt sammen selvfølgelig i en positiv ånd.

– Vi skal nok få et par stykker, men jeg tror ikke på seks, siger Jonas med et smil på læben.

Figment 2 er nomineret i kategorierne: Best Game Design, Best Visuals, Best Narrative, Best Kids Game, Best Audio og Game of the Year. Foto: Bedtime Digital Games

Hugo nævner hurtigt, at bare det bliver Best Visuals, så er det fint med ham, hvilket får alle til at bryde ud i latter. Selvfølgelig vil de alle gerne vinde prisen for bedste spil, men i bund og grund er de blot glade og beærede over at være nomineret i så mange kategorier, da det understreger den holistiske tilgang, studiet har til at lave spil.

– Selvfølgelig er der i Figment 2 fokus på historien og temaerne, men det betyder ikke, at vi negligerer de andre områder, uddyber Jonas.

Dog fylder det sociale aspekt ved det kommende event i Bremen Teater mindst lige så meget som selve prisuddelingen. Muligheden for at samles og hygge sig med andre i branchen er fantastisk, da mange ofte sidder i deres egen lille boble og arbejder løs. Samtidig er de tre alle enige om, at det er en god mulighed for at fejre spilindustrien.

– Og så skal man aldrig undervurdere adgangen til en fri bar, udbryder Jonas.

Hvad bringer fremtiden?

Herefter falder snakken på videospil generelt i Danmark og den betydning, Spilprisen kan have for at udbrede kendskabet til den store diversitet, der findes i spilmediet. Jonas er samtidig positiv over den udvikling, spilbranchen er i, og de nye støttemuligheder, det kan medføre i fremtiden.

Når det kommer til fremtiden, så arbejder Bedtime Digital Games på et par forskellige projekter, som de ikke helt vil afsløre alt for meget om på nuværende tidspunkt. Dog løfter Jonas sløret en smule for et af projekterne.

– Det har roguelike-elementer i sig, så det har et replayable element. Det er noget, vi som studie har villet lave i et stykke tid, siger Jonas om projektet, og fortsætter:

– Det betyder ikke, at vi ikke vil lave storytelling og worldbuilding, men der vil være fokus på replayability og multiplayer, for det åbner nogle døre for os.

En decideret offentliggørelse kommer først, når projektet er klar, for studiet er også bevidste om, at folk forventer en vis form for kvalitet.

Om Bedtime Digital Games hiver en eller flere statuetter hjem fra Spilprisen til Aalborg, får vi afsløret tirsdag den 30. april, men offentliggørelsen af deres næste projekt må vi vente lidt længere på. Afslutningsvis vil jeg ønske Jonas og holdet hos Bedtime held og lykke – både med prisuddelingen og deres kommende projekter.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk