Nyheder

Xbox ser gerne, at det næste Fallout-spil kommer tidligere end planlagt

Foto: The Direct

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
28 april, 2024

Xbox vil gerne have et nyt Fallout-spil klar så hurtigt som muligt, og der er forskellige veje man kan gå

Ja, man skal næsten have levet under en sten, hvis man ikke har bemærket den overvældende opmærksomhed, som hele Fallout-franchisen har fået i de seneste uger. Efter succesen med tv-serien flokkes spillere til samtlige spil i Fallout-serien, hvor især Fallout 4 har tiltrukket så mange spillere, at spillet i sidste uge var det bedst sælgende i hele Europa – og det er trods alt et spil, der snart er ti år gammelt.

Den enorme efterspørgsel på Fallout er heller ikke gået Xbox’ næse forbi. Ifølge Insider Gaming påstås det nu, at Xbox meget gerne vil se det næste Fallout-spil inden den planlagte lancering i 2030’erne.

Jez Corden fra Windows Central har i et nyligt afsnit af The Xbox Two Podcast udtalt, at selskabet (Xbox) er opmærksom på den markante efterspørgsel, der er efter et nyt Fallout-spil, men også at alle hos Xbox er ekstremt bevidste om, at det næste spil i serien vil blive en stor kommerciel succes, grundet førnævnte efterspørgsel.

Bethesda arbejder på nuværende tidspunkt både på Starfield, hvor der snart kommer en historiebaseret udvidelse ved navn Shattered Space, men der arbejdes også på det næste spil i Elder Scrolls-serien. Et spil, der er planlagt til at udkomme før Fallout 5. Der findes dog en spilbar udgave af The Elder Scrolls 6, men et færdigt produkt ligger stadig flere år ude i fremtiden.

Spørgsmålet bliver så, hvilken retning Xbox og Bethesda vælger fremadrettet?

En vej kunne være at udleje licensen til et andet studie, som det var tilfældet i 2010, hvor Obsidian Entertainment udgav Fallout New Vegas, og en efterfølger til netop New Vegas kunne give god mening i forhold til det geografiske område, hvor tv-serien udspiller sig. Dog må vi forvente, at Obsidian har en ret fyldt kalender med både Avowed og The Outer Worlds 2 under udvikling. Så skulle det simpelthen være fordi, man kunne overtale Josh Sawyer, der netop var Game Director på Fallout New Vegas og senest Pentiment, til at stå i spidsen for et nyt Fallout-hold.

Man kunne også hente folkene fra Black Isle Studio ind. Det var studiet, der stod bag de to første spil i serien, som var udviklet som isometriske rollespil, og derfor må man også forvente, at det vil have en indflydelse på det endelige produkt. Det ville bestemt ikke være negativt, for hvis der er noget, Baldur’s Gate 3 har lært os, så er det, at folk er vilde med spil som disse.

Todd Howard, der er Game Director på Fallout– og Elder Scrolls-serierne, har dog tidligere givet udtryk for, at Fallout er den franchise hos Bethesda, der har den største plads i hans hjerte, og derfor er det også tvivlsomt, at han vil overdrage et Fallout 5 til et andet studie – men måske kan han overtales til at udlicitere et spin-off.

Der er heller ingen tvivl om, at Fallout 5 er planlagt. Rent faktisk var der mange ting, som ikke kunne være med i tv-serien, da det allerede var planlagt til det næste spil i rækken. Et spil, altså Fallout 5, som jeg er sikker på, vil udspille sig på den amerikanske vestkyst, præcis som tv-serien.

Om der så kommer et Fallout-spil inden Fallout 5, kan vi jo krydse fingre for. Xbox synes umiddelbart, at det er en god ide.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk