Nyheder

Slut med Baldur’s Gate: Det var ikke deres skyld

Af Mark Elsberg
26 marts, 2024

Baldur's Gate 3-producent Larian Studios forklarer, at bruddet med serien ikke var franchise-indehaver Wizards of the Coasts skyld.

Ikke mere Baldur’s Gate, lød det i sidste uge i en opsigtsvækkende udmelding fra Larian Studios’ administrerende direktør Swen Vincke under dette års Game Developer’s Conference i San Francisco.

Vi er et firma med store ambitioner. Vi er ikke et firma skabt til at lave DLC’er eller udvidelsespakker. Det er livet simpelthen for kort til,” forklarede Vincke således fra talerstolen i San Francisco-messecenter.

Og det var ikke kun sidste års ‘Game of the Year’-høstende rollespils-blockbuster Baldur’s Gate 3, Vincke her refererede til. Ej heller kommer vi til at se et Baldur’s Gate 4 fra Larians hånd.

De er helt færdige med det univers, måtte man forstå.

Larian Studios’ administrerende direktør Swen Vincke er klar i mælet. Ikke mere Baldur’s Gate. Foto: The Game Awards

Det er ikke Wizards of the Coasts skyld

Den opsigtsvækkende udmelding, ikke mindst taget Baldur’s Gate 3‘s succes in mente, har siden fået folk til at spekulere i, hvorvidt beslutningen skyldes uoverensstemmelser med franchise-indehaveren Wizards of the Coast, der ejer Dungeons and Dragons, herunder Baldur’s Gate.

Men ifølge Vincke har de intet med sagen at gøre.

Det er ene og alene en beslutning foretaget af ham på vegne af Larian Studios.

På det sociale medie X skriver han således:

WOTC (Wizards of the Coast, red.) står ikke til at bebrejde for denne beslutning. Tværtimod gjorde de alt for os og har været en fantastisk samarbejdspartner.

Ønsker Wizards of the Coast at fortsætte Baldur’s Gate-serien, og det vil være nærliggende at tro, skal de altså have fat i en helt ny udvikler. For som Vincke afslutningsvis siger:

Vi har gjort vores. Det er tid til at finde et nyt kæledyr.

Baldur’s Gate 3 var en dundrende succes og en af sidste års bedst anmeldte og prisvindende spil.

Alligevel var vi lidt mere reserverede her på Arkaden, hvilket du kan høre mere om i vores podcast-anmeldelse nedenfor:

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk