Feature

Spilprisen 2024: Mød jurymedlemmerne Ida og Alex

Foto: Spilprisen.dk

Af Lau Mellemgaard Eskildsen
29 april, 2024

Dagen før Spilprisen præsenterer vi yderligere to medlemmer af juryen, der skal vurdere de bedste spil i Live Game-kategorierne

I morgen aften skal spændingen udløses, og vi ved endelig, hvem der løber med de forskellige priser ved årets Spilprisen i Bremen Theater. Her på Arkaden har vi dækket Spilprisen intensivt lige fra alle de nominerede til de mange unge talenter, der tirsdag aften bliver hyldet for deres arbejde. Men vi har også haft fokus på det studie, der er årets topscorer med hele seks nomineringer. 

Desuden har vi også haft fokus på den jury, der har vurderet, hvilke spil der så er de allerbedste blandt de mange nominerede – og det fortsætter vi med her, hvor jurymedlemmerne Ida Lindballe Lønborg og Alex Danino fortæller om at være udvalgt til Live Game juryen.

Ida arbejder til dagligt som level designer hos Tactile Games, hvor hun de seneste tre år har beskæftiget sig med en lang række level-relaterede opgaver på tre forskellige casual puzzle games til mobilen.

Hvordan er det at blive udvalgt til Spilprisens jury?

– Det har været fedt at få muligheden for at spille og diskutere så solide værker fra den danske spilindustri, og så sammen med andre dygtige industrifolk udpege en vinder, som har gjort noget særligt i år. Man giver sig selv tiden til rigtig at dykke ned i forskellige genrer af live spil på kort tid for at lære, hvad de hver især mener er det rigtige indhold at udgive til deres spillere, så spiloplevelsen holdes ny og frisk.

Hvilke forventninger har du til prisuddelingen, og hvad ser du mest frem til?

– Jeg forventer, at det bliver en spændende aften med gode taler, familiære ansigter og nogle velfortjente priser.

Hvilken betydning har Spilprisen for den danske spilindustri – og hvorfor er den vigtig?

– Spilprisen er vigtig, fordi det giver os som land muligheden for sammen at anerkende og fejre de spiltalenter, som vi har i Danmark, men det er også vigtigt for at vise folk uden for industrien, at vi har potentiale til at vokse endnu mere.

Alex er 29 år og har været i spilindustrien i omkring 6 år, hvor det primære fokus har været på marketing, herunder sociale medier og community management. Nu har Alex startet sit eget spilfirma, Pixelsplosion Studios, hvor Alex er CEO. En ting Alex går meget op i er, at spil skal have historier, man ikke kan lægge fra sig, selv når man er færdig med spillet.

Hvordan er det at blive udvalgt til Spilprisens jury?

– Det er en kæmpe ære at være blevet udvalgt til Spilprisens jury! Mit hjerte banker for den danske spilindustri, så at få lov til at hylde mine kolleger var en chance, jeg ikke ville sige nej til.

Hvilke forventninger har du til prisuddelingen, og hvad ser du mest frem til?

– Desværre deltager jeg ikke selv i prisuddelingen, da jeg er lovet væk andre steder den aften, men jeg er sikker på, at det bliver et brag af en fest!

Hvilken betydning har Spilprisen for den danske spilindustri – og hvorfor er den vigtig?

– Spilprisen har en kæmpe betydning for den danske spilindustri. Vi er et lille bitte land, men vi er fyldt med talentfulde ildsjæle, og det er en skam, at vi ikke er mere “på kortet” i den internationale spilindustri endnu. Jeg forudser dog, at dette vil ændre sig – og netop derfor er det vigtigt, at der findes arrangementer og priser som Spilprisen, som netop kan hylde disse mennesker.

Hvilke spil Ida og Alex har været med til at vælge som de bedste blandt et stærkt felt af kandidater, bliver der løftet sløret for tirsdag aften, når årets udgave af Spilprisen løber af stablen – og det bliver med sikkerhed en festlig aften, der kommer til at afspejle det gode sammenhold, der er i den danske spilindustri. Arkaden ønsker alle de nominerede og involverede en god aften og held og lykke med prisuddelingen.

Lau Mellemgaard Eskildsen – Skribent & Anmelder


Lau er uddannet skolelærer med speciale i kulturfag, og er skribent på et af Danmarks største gaming-communities, Det Danske Gaming Forum. Fallout 3 ændrede hans liv, og lige siden har han haft en forkærlighed for action-RPG spil. Dystopiske narrativer har desuden hans store interesse, og han nyder at nørde rundt i gaming-verdenens eksistentialistiske fortællinger





© Copyright - arkaden.dk