Nyheder

Insider: Ny Xbox er lige på trapperne

Foto: Microsoft

Af Mark Elsberg
24 februar, 2024

Et lækket dokument fra sidste års Microsoft vs. FTC-retssag beskrev en opdateret Series X, og det kan meget vel være en revideret version af denne, der ser dagens lys senere i år. Foto: Microsoft

Microsoft er på vej med en opdateret Xbox Series X-konsol med planmæssig udgivelse i juni/juli måned, det skriver techmediet Exputer.

De baserer det på hemmeligholdt Xbox-videomateriale, som leaker eXtas1s er kommet i besiddelse af.

Af materialet fremgår det, at den opdaterede konsol vil være foruden disc-drev og med et forbedret kølesystem.

Derudover står den til at blive klædt helt i hvidt, hvor den originale Xbox Series X som bekendt kun fås i sort.

Endelig nævnes det, at den vil blive prissat $50-100 (400-700kr) lavere end den eksisterende model.

Blev allerede afsløret under Microsoft vs FTC-retssagen

Det er ikke første gang, at indikationer på en opdateret Xbox Series X-konsol ser dagens lys.

Allerede under Microsoft vs. FTC-retssagen sidste år kom det frem, at Xbox planlagde en ny cylinderformet variant af Series X, kodenavn “Brooklyn”.

I det leak blev også nævnt hurtigere wi-fi, en ny controller og mindsket strømforbrug blandt opgraderingerne til konsollen, men det fortæller eXtas1s ikke om.

Derfor forbliver det endnu uvist, om disse forbedringer er skrottet, måske til fordel for at holde prisen nede.

Det fysiske medie kan snart være fortid på Xbox

Både FTC- og eXtas1s-rygterne taler for en udelukkende digital version af den nye Xbox, og da disc-drevet allerede er skrottet på lillebrorkonsollen Xbox Series S, så tyder meget på, at det fysiske medie snart kan være fortid hos Xbox.

Mere brænde til det bål kom under et nyligt interview med Microsoft Gaming-direktør Phil Spencer, hvor han sagde, at selvom Xbox forbliver “supportive of physical media“, så er det samtidig Xbox’ opgave at: “deliver on the things that a majority of the customers want. And right now, a majority of our customers are buying games digitally.

Det skal blive spændende at se, om en opdateret Xbox Series X kan sætte fut i salget af konsollen, der i den grad halter efter den direkte konkurrent PlayStation 5. Foruden at være bagud med en faktor 1:2, så er cirka 75% af de solgte Xbox Series-konsoller ikke en Series X, men den billigere Series S.

Forbrugerne har altså fortsat til gode for alvor at omfavne Microsofts i øjeblikket stærkeste konsol på markedet, og vi får se, om en ny version kan lave om på dette.

Netop konkurrenten Sony sendte sidste år en opdateret PlayStation 5 Slim på markedet, også uden disc-drev. Dog er det muligt at efterkøbe dette, hvis man ønsker at afvikle spil fra disc. Ingen af rygterne her indikerer, at Xbox vil være klar med samme løsning, men i stedet går all-in på en ren digital fremtid.

Mark Elsberg – Skribent

Når ikke Mark lapper gamle mainframe-systemer hos et dansk forsikrings-konglomerat, bliver tiden brugt på at forstå, hvorfor computerspil er så pisse fede. Eurogamer-alumne, der fortærer alt fra AAA over indies til shovelware fra nederste hylde. Især sidstnævnte. Nogen skal jo spillet det lort.




© Copyright - arkaden.dk